Det har skabt utryghed blandt flere patienter, at to erfarne kirurger på den omstridte mave- og tarmkirurgiske afdeling på Aarhus Universitetshospital ikke længere er ansat til at udføre meget avancerede kræftoperationer.
Kirurgerne opsagde i forsommeren deres job i protest mod den daværende afdelingsledelse og er ikke blevet genansat, selvom de begge bekræfter at have søgt tilbage.
De havde sidste arbejdsdag torsdag.
De utrygge patienter, der har ringet ind på afdelingen, kan dog være helt rolige, fortæller hospitalets lægefaglige direktør, Michael Braüner Schmidt.
- Jeg ved, at der har været telefonkontakt med en del patienter, fordi det her har selvfølgelig skabt utryghed i forhold til, hvad der sker. Vi har betrygget de patienter, der har henvendt sig, siger han.
Protestopsigelserne fra de to kirurger kom i kølvandet på kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital, der blandt andet handler om ulovlige overskridelser af maksimale ventetider.
De to kirurger har igennem mange år opbygget kompetencer til at udføre højt specialiserede operationer på patienter med kræft i bughulen.
Efterlader hul
Deres farvel til mave- og tarmkirurgisk afdeling betyder, at Aarhus Universitetshospital nu gør en række forskellige ting for at løse problemerne med at operere patienter med avanceret mave- og tarmkræft til tiden.
Ifølge Michael Braüner Schmidt har afdelingen ansat en vikar, der tidligere har været på afdelingen, i en konsulentstilling. Derudover er de i gang med at lave en aftale med Rigshospitalet.
- Der vil være mulighed for, at kirurger fra Rigshopitalet kommer til AUH, hvor de i samarbejde med nogle af vores kirurger vil foretage de her operationer, siger han.
I har haft en højt respekteret og specialiseret afdeling i mange år. Nu taler I om at rykke patienter til andre hospitaler, og at kirurger fra andre hospitaler kommer til Aarhus. Kan du garantere patienterne den samme behandling?
- Jeg kan garantere, at patienterne får den højeste faglige kvalitet i behandlingen.
Også når I nu har mistet de her to meget erfarne kirurger, der har været krumtappen i arbejdet på afdelingen?
- Jamen, det er klart, at det efterlader et hul, at de to har valgt at sige op. Det er der ingen tvivl om. Vi har ansat en anden overlæge, som har arbejdet med de her patienter i mange år i en konsulentfunktion.Vi har læger under uddannelse, og så bliver det et samarbejde mellem forskellige kirurgiske afdelinger, hvor der også er meget kompetente læger.
- Det er ulykkeligt, at de to har valgt at forlade os, men vi er forpligtet til at finde nye muligheder for patienternes skyld. Det har vi så gjort, siger Michael Braüner Schmidt, der ikke kan give nogen garantier for, at AUH kan overholde de maksimale ventetider og dermed patientrettighederne:
- Vi vil gøre rigtig meget for at sikre, at patienterne bliver behandlet rettidigt, siger han.
Direktør: Det har været skrøbeligt
Michael Braüner Schmidt understreger, at kirurger på mave- og tarmkirurgisk afdeling i onsdags kiggede operationsprogrammet for den kommende uge igennem for at sikre, at de nuværende aftaler med patienter på venteliste står fast.
Ifølge den lægefaglige direktør er det også fortsat en mulighed, at kræftpatienter på ventelisten kan blive sendt til hospitaler i Sverige eller England for at blive opereret, hvis AUH ikke kan overholde de maksimale ventetider.
Men Michael Braüner Schmidt, hvorfor har I ikke bare ansat de to erfarne kirurger igen?
- Jeg kan ikke og må ikke udtale mig om ansættelsesforløbet, siger han.
I kølvandet på de to kirurgers protestopsigelser blev der i juli slået en enkelt stilling op på afdelingen.
Michael Braüner Schmidt, hvorfor slog I kun én stilling op, når det er to kirurger, som nu forlader afdelingen?
- I løbet af sommeren gik vi i gang med at tænke på, hvordan vi kunne omorganisere hele området, så vi skaber en mere robust organisation, som består af flere dele, siger Michael Braüner Schmidt.
Men kan du forstå, hvis det for patienterne kan virke utrygt, at de to kirurger ikke længere er på afdelingen?
- Jeg kan godt forstå spørgsmålet. Jeg vil bare sige, at det har været tydeligt, at det, vi har haft hidtil, har været skrøbeligt. To dygtige kirurger har primært stået med den her type operationer, og derfor er det vores pligt som ledelse at sikre, at den her funktion bliver mere robust.
- Det gør vi i et samarbejde internt på afdelingen, men også i samarbejde med andre hospitaler, blandt andet Rigshospitalet.
Rigshospitalet hjælper
Jens Hillingsø, der er cheflæge på Rigshospitalets Afdeling for organkirurgi og transplantation, bekræfter, at kirurger i den kommende tid vil tage til Aarhus Universitetshospital og udføre de avancerede operationer.
Kirurgerne fra Rigshospitalet vil også hjælpe med at optræne kirurger i Aarhus til at kunne udføre de komplicerede indgreb.
Har det konsekvenser for jer, og de patienter, I behandler, at I sender kirurger til Aarhus?
- Det skal selvfølgelig ikke gå ud over patienter andre steder, at vi sender kirurger til Aarhus. Det besværliggør naturligvis vores planlægning, og det lægger en ekstra arbejdsbyrde på de enkelte kirurger, siger Jens Hillingsø.
Han erkender, at Rigshospitalet også er presset i forhold til at overholde de maksimale ventetider og kræftpakkerne.
- Vi har sammen et problem med at opfylde de her garantier på grund af problemer med personalemangel på mange enheder:
- Det vigtigste ved den her aftale er, at vi står sammen om at lave en løsning. Det kan godt være, det er en overgangsløsning, men det er en god løsning for de patienter, der er kommet i klemme ved, at der er et problem på en afdeling, siger Jens Hillingsø.
Herlev og Gentofte Hospital har også budt sig til for at hjælpe med at frigøre ressourcer til operationer på Aarhus Universitetshospital.
- Herlev Hospital har endnu ikke modtaget konkrete forespørgsler om operation af disse patienter i den pågældende periode, oplyser Herlev og Gentofte Hospital i en mail.
Sundhedsstyrelsen har besluttet, at der skal oprettes et nyt, ekstra center til de avancerede kræftoperationer. Hospitalerne kan byde ind på opgaven senest 15. september.
De to kirurger gav ledelsen en hård medfart, da de opsagde deres stillinger tilbage i juni. Læs deres forklaring her.