Læger 'ser ikke nogen fremtid i samarbejdet' med ledelse på skandaleramt afdeling på AUH

'Det har været en svær beslutning', udtaler de to kirurger, der i dag har sagt op på Aarhus Universitetshospital.

En lang række problemer på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er de seneste måneder kommet frem i lyset. (Arkivfoto) (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

De to kirurger, der i dag har sagt deres stillinger op på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, giver ledelsen på afdelingen en hård medfart på vej ud ad døren.

- Vi har per 31. august fratrådt vores stilling på MTK. Det har været en svær beslutning, men vi ser ikke nogen fremtid i samarbejdet med afdelingsledelsen, skriver kirurgerne Mette Møller og Jonas Funder i en skriftlig kommentar til DR.

- Vi kan ikke stå inde for de ledelsesmæssige valg, der konsekvensfrit er truffet hvorfor denne beslutning, skriver de.

I morges klokken 8 blev det på mail meddelt personalet på mave- og tarmkirurgisk afdeling på AUH, at de to kirurger har opsagt deres stillinger.

De sker, efter at DR de seneste måneder har afdækket, hvordan patienter på afdelingen i perioden fra januar sidste år til og med marts i år har ventet op til ti uger på kræftoperationer. DR har derudover kunnet fortælle, hvordan lægerne på afdelingen gentagne gange havde forsøgt at råbe ledelsen på afdelingen og hospitalet op for at få gjort noget ved de lange ventetider.

Samtidig er det også kommet frem, at patienterne fik forkert information om deres ret til at blive behandlet på et andet hospital i Danmark eller udlandet, når AUH ikke har kunnet behandle dem indenfor de to uger, som en kræftpatient maksimalt må vente på en operation.

Hård kritik af cheflæge

For nyligt sendte lægerne på afdelingen et brev til afdelingsledelsen, som Mette Møller og Jonas Funder også er medunderskrivere på.

Brevet indeholder en kras kritik af afdelingsledelsen og navnlig afdelingslederen, cheflæge Charlotte Buchard. Hun har ifølge lægerne givet ulovlige instrukser til, hvordan lægerne skulle informere patienterne om blandt andet udlandsbehandling.

I mailen, der blev sendt til personalet her til morgen, lægger Charlotte Burchard og chefsygeplejerske på afdelingen, Knirke Hartmann, ikke skjul på, at de to seneste opsigelser får stor betydning for patienterne.

Afdelingen på Aarhus Universitetshospital er det eneste sted i Danmark, hvor den komplicerede HIPEC-behandling mod kræft laves.

- Det er med stor beklagelse, at vi har modtaget opsigelser fra både overlæge Mette Møller og overlæge Jonas Funder, der begge varetager højt specialiserede operationer inden for avanceret cancerkirurgi og HIPEC-behandling, skriver de to ledere og fortsætter:

- Vi er i afdelingsledelsen meget kede af deres beslutning, og begynder med det samme og i samarbejde med øvrige speciallæger i colorectalteamet og hospitalsledelsen at afsøge muligheder, der eventuelt kan afhjælpe situationen.

Også den tidligere overlæge på afdelingen, Peter Nerstrøm, har sagt op i protest. Det gjorde han 1. februar.

'Stor bekymring på patienternes vegne'

Hos Kræftens Bekæmpelse har direktør Jesper Fisker modtaget dagens nyhed med bekymring.

- Det giver anledning til stor bekymring på patienternes vegne. De har gennemgået den ene uacceptable hændelse efter den anden i denne sag, udtaler han i en skriftlig kommentar:

- Vi har en klar forventning om, at sygehuset betrygger patienterne i, at de også efter 1. september får den behandling, de er berettiget til, og at dette sker i tæt samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

DR har spurgt Sundhedsstyrelsen, hvordan man vil sikre, at der fremover fortsat vil være HIPEC-behandlinger i Danmark. Styrelsen skriver i en mail, at det er aftalt, at Region Midtjylland sender en redegørelse i næste uge. Her skal regionen forklare, hvordan den vil sikre kræftbehandling til tiden fremover, også efter de to lægers opsigelser.

- Der forventes også at indgå tiltag, der imødegår de seneste oplysninger om den bemandingsmæssige ændring på Aarhus Universitetshospital, skriver Sundhedsstyrelsen om redegørelsen.

Derudover er Sundhedsstyrelsen i gang med at undersøge, hvor og hvordan de højtspecialiserede operationer for tarmkræft skal foregå her i landet fremover.

Det skal behandles i styrelsens Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning den 22. juni.

Udvalget består af regionernes koncerndirektører, Lægevidenskabelige selskaber og Dansk Sygepleje Selskab.

- Efterfølgende vil styrelsen træffe en beslutning om den fremtidige varetagelse af behandlingen, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Tidligere overlæge på mave- og tarmkirurgisk afdeling Peter Nerstrøm fortalte i april om sine forgæves forsøg på at råbe ledelsen op. Det kan du høre i denne udgave af Genstart.