Byggematerialer får nyt liv: Nu skal mursten og beton genbruges

Når store bygninger fremover rives ned, skal mange byggematerialer bruges til andre projekter. Det blev vedtaget i Folketinget torsdag.

Der er rig mulighed for at genbruge byggematerialer. I Varde Kommune bliver mursten fra en nedlagt skole eksempelvis brugt til at bygge en ny daginstitution. (Foto: © Anders Davidsen - DR)

Genbrug.

Det skal der være mere af i byggebranchen, har et flertal på Christiansborg besluttet. For alt fra træ til beton og mursten ender ofte i forbrændingsanlægget, selvom det kunne genanvendes.

Men det skal der nu laves om på, fortæller miljøminister Magnus Heunicke (S).

- Vi kan ikke blive ved med at hente sand og grus op. Vi er nødt til at genbruge mere. Det er så tåbeligt, at vi ikke genbruger materialerne, siger han.

I dag stammer 40 procent af Danmarks samlede affald fra byggebranchen. Det svarer, ifølge Miljøministeriet, til cirka fem millioner ton affald om året. Og der er mange byggematerialer, som kan bruges igen, mener ministeren.

- I dag ryger det meste ud til forbrændingen. Det skal sorteres på stedet, så det kan genbruges. Man skal lave en plan for, hvilke materialer der kan genbruges, siger han.

Det er ved nedrivning af bygninger over 250 kvadratmeter, at byggebranchen bliver pålagt at lave en plan for genbrug af materialerne.

Branchen bakker op

Der er rig mulighed for at bruge byggematerialer bedre, end man gør i dag.

Det mener DI Byggeri, det største branchefællesskab under Dansk Industri, som repræsenterer omkring 6.700 virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri.

For der er et stort potentiale for at genbruge byggematerialer, mener direktør i DI Byggeri, Anders Stouge.

- Jeg har store forhåbninger om, at vi kommer til at genanvende meget mere af de materialer, som ellers ville blive kørt på deponi, siger han.

Nu har et flertal i Folketinget besluttet, at byggebranchen skal ty til mere genbrug. En opgave, som branchen er klar på, mener Anders Stouge. Men det kræver noget øvelse.

- Lige nu er vi på baby-stadiet. Nu får vi skubbet det her i gang, så der kan komme stor skala på. Så nu skal vi have uddannet folk til det, så folk ved, hvordan det skal gøres, siger han.

Nybyg skal laves med genbrug

Det er ikke en ukendt udfordring, at byggebranchen står for en stor del af Danmarks samlede affaldsmængde og CO2-udledning.

Men blandt andet økonomi har stået i vejen for omstillingen, for det er dyrere at købe en brugt mursten end en ny mursten.

Risikerer I ikke, at der er virksomheder, der ikke har råd til at være med i omstillingen?

- Jo, men vi har som samfund ikke råd til at fortsætte, som vi gør indtil nu. Vi har ikke ubegrænsede ressourcer, så branchen vil ikke kunne holde til at fortsætte som hidtil, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).

Så hensynet til miljøet er større end til den enkelte virksomhed?

- Vi er nødt til at se på det miljø, vi har ansvar for, nemlig det danske miljø. Der er naturressourcer, som vi kan bruge, men slet ikke i den målestok, som man har gjort indtil nu. Vi skal genbruge langt mere. Så det vil være godt for os alle sammen, at når vi bygger nyt, så skal det være genbrug, siger ministeren.

Når der kommer nye krav til byggebranchen, håber ministeren, at et nyt byggeri fremover vil blive helt anderledes, end vi kender det i dag.

- Det her bliver først en succes, når vi for alvor genbruger byggematerialer. Når vi bygger nyt, så skal det være via genbrugte mursten, træværk og klinker, siger han.

Den nye lov, som skal sikre mere genbrug og genanvendelse i byggebranchen træder i kraft 1. juli 2024.