Byggebranchen er en stor klimasynder, men der er en udvej

Byggematerialer skal gøres grønnere, hvis vi skal standse den globale opvarmning - en ny rapport viser vejen.

Danmarks største cementproducent, Aalborg Portland, udledte i 2017 2,2 millioner tons co2 ifølge deres egen miljøredegørelse. Det svarer til den samlede årlige udledning fra godt 156.000 gennemsnitlige danske husstande. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Lige siden mennesket opfandt cement og beton, har vi opført stadig flere, større og mere indviklede huse med de fleksible og stærke byggematerialer. Men vi er nødt til at finde en ny måde at bygge på, det slår eksperter og FNs klimapanel IPCC fast.

Klimaforandringerne, som FNs klimapanel år efter år beskriver og advarer mod, bliver forværret af stort set alle moderne industrier, og byggeindustrien går ikke fri. Alene produktionen af byggematerialer anslås at stå for mellem 10-15% af den årlige udledning af drivhusgasser.

Vi bygger mere og mere

Problemet er, at vi i disse år gør det stik modsatte af at bygge klimavenligt. Der bliver bygget mere og mere med beton, og byggeriet sker med traditionelle metoder, som ikke er klimavenlige. Det Europæiske Energiagentur vurderer i en rapport fra 2018, at produktionen af cement og beton alene i Europa kommer til at stige med mellem 12 og 23% frem mod 2050.

Men en ny rapport fra det anerkendte Schweiziske Institut for Teknologi (ETH) kortlægger en række teknologier, som kan nedsætte udledningen af drivhusgasser i industrien med op til 80%.

Og det kan ikke gå for stærkt med at tage teknologien i brug, så byggeriets klimaaftryk kan blive sænket, mener Michael Faber. Han er professor på Institut for Byggeri og Anlæg på Aalborg Universitet og derudover formand for den internationale ekspertgruppe JCSS (Joint Comittee on Structural Safety):

- Produktionen er kraftigt stigende. Man vurderer Kina i de sidste 10 år har produceret lige så meget, som man har i USA de sidste 100 år. Det går rigtig hurtigt. Befolkningstilvæksten siger, at vi vil have en stigning på 40% i 2050, siger han til P1 Morgen.

Et todelt problem

Problemet med cement og beton er, at det både er energikrævende at producere, men også at selve de kemiske processer, man bruger, udleder drivhusgasser i atmosfæren. Mens det er svært at gøre så meget ved de kemiske processer, så har vi allerede i dag teknologien til at reducere udledningen fra brændslet.

Den førnævnte rapport fra ETH har blandt andet som løsningsforslag, at man investerer i ny teknologi på cementfabrikkerne, så man i stedet for kalksten eller kridt, som er hovedbestanddelen i cement, kan bruge kalcineret ler, der har flere af de samme gode egenskaber, men uden den store CO2-udledning, der følger med nedbrydningen af kalksten.

Det er betonblokke som dem på billedet her fra en Københavns byggeplads, som i fremtiden skal blive grønnere. Alene den europæiske produktion af cement og beton står for otte procent af verdens samlede CO2-udledning, ifølge Det Internationale Energi Agentur. (Foto: © Sofie Mathiassen, Scanpix)

Derudover skal man i fremtiden bruge flere alternative brændsler til at fyre i de store ovne, hvor man laver cementen i stedet for fossile brændsler, som udgør en stor del af materialet til fyring i dag.

Sidst men ikke mindst peger de schweiziske forskere på, at vi skal investere i teknologier, der kan opsuge den CO2, der udledes til atmosfæren.

- Vi bruger ikke teknologierne fordi de gør omkostningerne større. Det kan ikke betale sig økonomisk. Men vi har et stærkt behov for at skære ned på CO2. Og vi må se i øjnene, at byggeriet står for en stor andel af CO2-udledningen. Vi har et kæmpe ansvar, siger Michael Faber.

Kræver en grundlæggende, men nødvendig forandring

I sidste ende er spørgsmålet, hvordan man får byggebranchen til at flytte sig. Som i alle andre industrielle sektorer er økonomien i dag prioriteret højt. Det skal der ændres på med regulering, foreslår Michael Faber:

- Der skal økonomiske incitamenter og regulering til, ellers vil byggeriet ikke ændre sig. Der skal være en grundlæggende ændring af holdningen og kulturen i byggeriet.

Han peger blandt andet på, at man fremover bør indføre lovfastsatte grænser for, hvor meget CO2, et givent byggeri må udlede.