Det var en "unødvendig" og "overdreven og uproportional" magtanvendelse, da en betjent fra Sydøstjyllands Politi tilbage i november 2021 brugte peberspray i ansigtet på Artesh Salim Ibrahim i forbindelse med en anholdelse i Vejle.
Sådan lyder det i en ny afgørelse fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som udtaler kritik af betjenten.
Episoden den 8. november 2021, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed har undersøgt, er en del af en DR's dokumentar 'Forfulgt af politiet?', der udkom i 2023. I dokumentaren følger man en syrisk familie, som bor i Vejle, og deres gentagne konfrontationer med Sydøstjyllands Politi.
Den 8. november 2021 dukkede flere betjente fra Sydøstjyllands Politi op hjemme hos familien, fordi de ledte efter to personer, og der opstod tumult mellem familiemedlemmer og politiet.
To brødre blev anholdt, hvor betjente fra Sydøstjyllands Politi brugte peberspray. Begge mænd klagede og deres klage er blevet behandlet samlet. I afgørelsen fremgår det, at mens den ene får afvist sin klage, får den anden medhold i, at brugen i hans tilfælde var kritisabel.
Betjenten får kritik, fordi han ifølge politiklagemyndigheden udsatte broren Artesh Salim Ibrahim for peberspray i ansigtet på et tidspunkt, hvor han efter Politiklagemyndighedens opfattelse ikke gjorde modstand mod anholdelsen, der berettigede, at betjenten brugte peberspray.
De to betjente fra Sydøstjyllands Politi har tidligere været sigtet for grov vold ved at bruge peberspray mod de to brødre, men Statsadvokaten besluttede i februar at droppe sagen.
I klippet her fra dokumentaren 'Forfulgt at politiet?', kan man se den ene bror Artesh Salim Ibrahim blive udsat for peberspray i forbindelse med anholdelsen
Det fremgår i dokumentaren, at familien gentagne gange har klaget over deres møder med Sydøstjyllands Politi.
Flere af disse klager har Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøgt og har ikke fundet grund til at udtale kritik i de afgjorte sager.
Familiens videoer fik betydning for afgørelse
Adam Diderichsen, som er politiforsker ved Syddansk Universitet, siger, at det generelt er sjældent, at politiklagemyndigheden udtaler kritik.
- Det er jo altid alvorligt, når der bliver udtalt kritik af politifolk. For så er det jo fordi, politiet har gjort noget, de ikke skulle have gjort, siger han.
- Men når det er sagt, så er vi i det laveste niveau af kritik indenfor rammen af, hvad man kan udtale. De kunne også have udtalt mere alvorlig kritik, end de gør her.
Når Adam Diderichsen læser afgørelsen igennem, er der særligt en ting, han lægger mærke til. Noget som er typisk for politiklagesager, siger han:
- Det er meget tydeligt, at politifolkene og borgerne i sagen har to meget forskellige opfattelser af, hvad der er sket, hvem der har gjort hvad, og hvor truende folk har opført sig undervejs.
Familien i Vejle filmede episoden med politiet, og netop videomaterialet har Politiklagemyndigheden støttet sig til, da de skulle afgøre sagen, siger Adam Diderichsen:
- Vi har de her meget forskellige opfattelser, og så leder Den Uafhængige Politiklagemyndighed efter ting, der kan bruges til at bekræfte eller afkræfte de to parters opfattelse af sagen. For eksempel videomateriale.
Tillidsrepræsentant er overrasket over kritik
Niels Mørk, som er fællestillidsrepræsentant for politifolkene i Sydøstjyllands Politi, tager afgørelsen til efterretning.
- Afgørelserne i adfærdsklager er endelige, og de kan ikke påklages, så der er ikke så meget at gøre ved dem, siger han.
Men han er overrasket over, at der bliver udtalt kritik af betjenten. For Niels Mørk opfatter situationen som om, Artesh Salim Ibrahim gør passiv modstand mod betjenten fra Sydøstjyllands Politi, der udsatte ham for peberspray. Passiv modstand kan i nogle tilfælde også berettige til brug af peberspray.
Hele optakten er meget tumultarisk, siger Niels Mørk.
- Der mener jeg måske, det er mere skånsomt overfor borgeren at benytte peberspray i cirka et sekund end at begynde at hive i hans arme og skuldre, hvor der er større chance for, at borgeren kan komme til skade.
Niels Mørk, fællestillidsrepræsentant for politifolkene i Sydøstjyllands Politi forholder sig til kritikken fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed i klippet her:
I afgørelsen skriver den Uafhængige Politiklagemyndighed blandt andet, at familiens videooptagelse understøtter "Artesh Salim Ibrahims forklaring om, at han ikke gjorde modstand mod anholdelsen".
Niels Mørk understreger, at han accepterer afgørelsen.
- DUP (Den Uafhængige Politiklagemyndighed red.) har vurderet, at han ikke yder modstand, og at det er en overdreven og uproportional magtanvendelse. Det lytter vi selvfølgelig til som fagforening og tager til efterretning, siger han.
Sydøstjyllands Politi skriver til DR, at de tager afgørelsen til efterretning. Rigspolitiet skriver, at de ikke vil kommentere sagen, fordi det er en personalesag.
Betjentens advokat, Jakob Buch-Jepsen, skriver i en mail til DR, at han ikke mener, at afgørelsen har forholdt sig til, om Artesh Salim Ibrahim gjorde passiv modstand overfor betjenten.
Derfor har betjentens advokat bedt Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at revurdere sagen. Han tager dog indtil videre afgørelsen til efterretning.
Familiens advokat, Claus Bonnez, siger til DR, at familien er tilfreds med afgørelsen, men har svært ved at forstå, at betjenten får kritik og ikke en egentlig straf.