I tre måneder har beboerne på Kegnæs ved Sydals set hinanden dybt i øjnene, når de har skullet over vejen til halvøen. For strækningens ene spor har været smuldret næsten helt væk siden stormfloden tilbage i oktober.
Så det gælder om at afkode, hvem der kører først.
Derfor vil de lokale gerne have lavet vejen hurtigst muligt. De frygter nemlig, at turisterne holder sig væk, hvis trafikanterne skal fortsætte med at afkode hinanden for at komme over til halvøen.
For det vil få konsekvenser for både øen og Daglig Brugsen i Skovby, fortæller brugsuddeler, Hansjørgen Bonde.
- Påsken er lige rundt om hjørnet, og så strømmer der normalt turister til Kegnæs. Det er jo det, vi lever af. Hele området er afhængigt af turisterne. Så det er nødt til at blive fikset, siger han.
Lokale frygter for velfærden
Men det vil koste omkring 50 millioner kroner at lave vejen, vurderer Sønderborg Kommune. Så selvom de lokale gerne vil have vejen repareret, er de også bekymrede for, hvor pengene til vejarbejdet skal komme fra.
For der kan ikke tages flere penge fra velfærden, mener Bente Kirkegaard Petersen fra Kegnæs.
- Det er noget, der skal laves. Det er nødvendigt. Men jeg arbejder på et plejehjem, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er der, der bliver sparet. Jeg synes, at der er sparet nok i forvejen, siger hun.
Også Camilla Beier er bange for, hvordan pengene skal række til det hele. For i Sønderborg Kommune løber stormflodsskaderne op i omkring 85 millioner kroner i alt.
- Det er det, jeg er mest bekymret for – at det løber op i mange, mange penge. Kommunernes kasser er stramme nok i forvejen, så i min optik skal staten til at hjælpe lidt, siger hun.
Lad staten betale
Det gør staten også - men ikke nok, mener flere af de borgmestre, der blev ramt af stormfloden.
De hårdt ramte kommuner kan søge om at få del i finanslovens stormflodspulje på 125 millioner kroner. Men de kan maksimalt få dækket op til en fjerdedel af regningen til at få udbedret stormflodsskaderne. Så det vil gå ud over velfærden og servicen, hvis der ikke kommer flere penge. Sådan lyder det fra flere af borgmestrene i de stormflodsramte kommuner, heriblandt Sønderborg.
Her står valget mellem at lave vejen til Kegnæs og de andre stormflodsskader på bekostning af skolerenoveringer. For der er ikke plads til det hele i kommunens budget, lyder det.
Derfor bør staten betale en større del af regningen for stormflodsskaderne, mener brugsuddeler Hansjørgen Bonde.
- Det er faktisk ikke i orden. Det må være en statslig opgave at lave skaderne efter stormfloden. Man burde have en pose pengene liggende til de her stormflodsskader. Så det ikke går ud over husholdningsbudgettet i de enkelte kommuner, siger han.
Hvornår bliver vejen lavet?
Men uanset om Sønderborg og de andre stormflodsramte kommuner får flere penge, er det ikke sikkert, at vejen til Kegnæs er klar til påskens turister.
Sønderborg Kommune ved nemlig ikke, om de kan få del i puljen – og hvor mange penge de får. Det er to måneder siden, at stormflodspuljen blev vedtaget som en del af finansloven. Siden da har flere borgmestre rykket for svar. Men i Miljøministeriet er de stadig i gang med at forhandle om, hvem der kan få hjælp og hvordan.
Indtil Sønderborg Kommune ved, om de kan få del i pengene, bliver vejen til Kegnæs ikke lavet.
Så Camilla Beier håber, at kommunen snart får svar.
- Vi kan ikke vente flere år eller flere måneder. Vi får mange turister, så der vil være rigtig meget trafik henover lige præcis det sted. Så jeg håber, at man ser, at det her er rigtigt vigtigt, siger hun.
Også Bente Kirkegaard Petersen vil gerne have vejen til sit hjem lavet hurtigst muligt. Men hun forstår samtidig godt, at kommunen holder igen med at lave skaderne.
- Det kan være svært, men vi er da nødt til at væbne os med tålmodighed, for man er nødt til at have styr på budgettet, siger hun.
Den socialdemokratiske miljøminister, Magnus Heunicke, vil ikke stille op til interview om sagen.
Men i et skriftligt svar oplyser Miljøministeriet til DR, at det er Miljøstyrelsen, der står for at udmønte stormflodspuljen og oplyser videre, at kriterierne er under afklaring.