Bandidos-medlem kendt skyldig: Dræbte tre unge mænd mens de sov

Retten har afgjort, at en tiltalt dræbte tre unge mænd i 2015, en anden kendes skyldig i medvirken til drab.

De tre unge mænd på 19, 23 og 24 år blev dræbt, mens de sov i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg i november 2015. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

En 34-årig tiltalt i sagen om tredobbelt drab i en lejlighed på Frederiksberg er kendt skyldig i Retten på Frederiksberg.

En af de tiltalte er kendt skyldig i medvirken til drab, mens den tredje tiltalte helt går fri i forhold til drabene. Han kendes skyldig i ulovlig våbenbesiddelse.

Senere i dag ventes strafudmålingen.

Philip Leth Rasmussen på 19 år, Mike Vinther på 24 og Suhaib Jaffar på 23 blev dræbt, da de lå og sov i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg i november 2015.

Alle tre dræbe tilhørte ifølge politiet den såkaldte Vanløse-gruppering.

Den 34-årige mand, der er kendt skyldig i de tre drab, er fuldgyldigt medlem af rockergruppen Bandidos.

En 25-årig mand, der også tilhørte Vanløse-grupperingen, er kendt skyldig i medvirken til drab. Et flertal af dommere og nævninger fandt det bevist, at han udpegede lejligheden og bad om overfaldet, fordi de tre dræbte ugen forinden havde overfaldet ham.

En juridisk dommer og en nævning mente, at den 25-årige mand skulle frifindes for medvirken.

Sigtet begik selvmord i fængslet

En 27-årig tiltalt, som politiet mener har tilknytning til Bandidos, blev frikendt for drab, men kendt skyldig i at have fremskaffet den sjældne revolver, som blev brugt.

En fjerde person, der var medlem af Bandidos, har også været sigtet og varetægtsfængslet i sagen. Han begik selvmord i fængslet i juni sidste år.