Hele tre voldelige overfald kan måske være med til at forklare, hvorfor tre unge mænd blev likvideret i en lejlighed på Frederiksberg i november 2015.
Det billede tegner sig på førstedag af nævningesagen om den usædvanlige forbrydelse.
Forbindelsen mellem sagerne består i, at en af de tiltalte i Retten på Frederiksberg er storebror til Jon Patorra, der blev dræbt af knivstik på åben gade i Vanløse i september 2012.
I sagen om overfaldet på Jon Patorra blev unge fra den såkaldte Vanløse-gruppe kendt skyldige.
En af disse overfaldsmænd var netop tilmeldt den lejlighed på Christian Paulsens Vej, hvori de tre unge blev dræbt af skud i hovedet en nat i november 2015.
Hævn kan også være en mulighed i forhold til rockergruppens krigsminister fra afdelingen i Holbæk, der også blev sigtet for det tredobbelte drab, men han begik selvmord i arresten.
Han blev stukket med kniv under en episode på taget af butikscentret Rødovre Centrum 27. oktober, cirka to uger før likvideringen, angiveligt af de tre likviderede.
Vanløse-gruppen, som de tre ofre i lejligheden som nævnt tilhører, mistænktes også for et overfald 8. november mod en 27-årig mand, der også sidder på anklagebænken.
/ritzau/