Jeg har lige siddet på verandaen i solen sammen med Ala, Kawa og Ali - far, søn og nabo. Vi drikker syrisk kaffe med kardemomme, de bobler vandpibe, to småpiger i lyserødt drøner grinende rundt på cykler og griner og råber "hej-hej", "hej-hej".
De er allesammen undsluppet dødens, sultens og kuldens rige. De er fra Aleppo i Syrien, den torturerede, udbombede, forpinte, dødsmærkede millionby, som Bashar Al Assad overhælder med tøndebomber, som russiske kampfly bomber og beskyder, som den fundamentalistiske Nusra-front hærger, som Islamisk Stat efterstræber.
De har krydset grænsen til Tyrkiet en nat, hvor soldaterne sov - sådan forstår jeg det delvist på deres splinternye og stærkt hjemmelavede dansk.
Fra grænsen under myndighedernes radar til Izmir, derfra med gummibåd til Lesbos, senere til fastlandet, til Makedonien, Serbien, Ungarn, Østrig, Tyskland og til slut Danmark - for her har de en onkel, der har boet i Aarhus i 18 år. Han er dansker, siger de. Det er derfor, de er her. De vil også til Aarhus og være danskere.
De kommer lige fra danskundervisning i Brovst og er meget ivrige efter at afprøve sproget, men det er ikke nok til, at vi kan komme ret langt. Jeg kan syv ord på arabisk, de kan 20 på dansk, det er det. Men jeg kan se og forstå, at de er om ikke lykkelige så dog glade for at være her i centeret, Tranum Asylcenter.
Her er godt i solen med en boblende vandpibe og en sikker og struktureret hverdag. Det er så godt, som det kan blive, når nu hjemlandet er færdigt, kaput og ødelagt for altid. Færdigt, siger de og ryster opgivende på hovedet.
Vil betale tilbage til Danmark
De er her sammen med 450 andre flygtninge, her, lige ved Vesterhavet, tre kilometer fra Tranum Brugs med klitplantage og hede til alle sider. Sidder her under rimelige forhold i en moderne lejr, bygget til formålet, med sundhedsklinik, aktivitetscenter, fodboldbane, køkkener, bad, små praktiske og rene værelser. Lidt penge til at købe mad for. Brugt tøj for næsten ingen penge.
Det er alt sammen godt, danskerne er flinke, siger de. Vi har det godt. Tak, Danmark, siger de og smiler.
Det eneste er - og det er det samme hos alle, jeg taler med denne smukke forårsdag yderst ved Vestkysten - at de ikke ved, hvad der skal ske. De venter. Alle venter i dette lille samfund, der er bygget til det - at vente.
Alle skal til en samtale på et tidspunkt. Over til Sandholmlejren, interviewes i mange timer, forklare hvem de er, og hvorfor det er nødvendigt for dem at være her i Danmark - og så kan de rejse tilbage her til centret og vente, til dommen falder.
De tre mænd forsikrer mig forskrækket, at de ikke har noget med politik eller militser, sekter og krig at gøre, absolut intet. De er bare fredelige, helt neutrale mænd, hvis koner står derinde og brygger syrisk kaffe til os, hvis børn glædestrålende tumler rundt i solen.
De vil lære dansk, flytte til Aarhus måske, arbejde. De vil arbejde og arbejde og arbejde og betale gælden til Danmark tilbage på den måde, garanterer de med strålende øjne på den smule dansk, de nu engang har til rådighed.
Vrede landsmænd sættes på plads
Der kommer en bus med unge mænd. De kommer fra Fredericia, fra et center der, som skal nedlægges. Nu har man kørt dem til Tranum, hvor der er plads, og det forstår de ikke.
Nogle af dem er vrede og råber en del. Hvad skal de her? Nu havde de det lige så godt i Fredericia. Hvad skal de her ude på en hede ved havet med tre kilometer til Brugsen? De vil bo i en by, siger et par af dem. De vil selv bestemme, hvor de skal være.
Der råbes lidt og brokkes, men så får de nytilkomne at vide, at de skal skamme sig. De har bare at være taknemmelige, råber nogle af de etablerede beboere. Her er godt. Der findes ikke bedre flygtninglejre i hele verden. De skulle skamme sig. De kan jo bare rejse hjem, er der nogen, der foreslår.
De tre på terrassen observerer hovedrystende scenen. De har ingen kommentarer. Det er bare en episode, mens de venter på afgørelse.
Afgørelsen. Det er det eneste, der tæller.