Anklager om terrortiltalt Kundby-pige: Hun ser sig selv som en heltinde

Kundby-sagen er ukompliceret både juridisk og i forhold til de mange beviser, sagde anklager Kristian Kirk under sin procedure.

Kundby-pigens primære motivation var at dræbe de vantro, der har forhånet islam. Dermed er det et terrorforsæt, siger anklager i sagen, Kristian Kirk. (Foto: © Emil Thorbjörnsson, DR Nyheder)

Her til formiddag har anklager Kristian Kirk redegjort for, hvordan terrorsagen med tilnavnet Kundby-sagen bør afgøres.

Hans procedure varede i over en time, og han fremhævede centrale beviser i sagen og sammenholdt dem med de forklaringer, som den terrortiltalte 17-årige pige har givet.

- Jeg tillader mig at konkludere, at det både er bevismæssigt og juridisk ukompliceret, lød det fra Kristian Kirk, da han opsummerede sagen.

Han fortalte, at der i denne terrorsag er flere beviser end i andre sager.

Beviserne vidner ifølge anklageren om konkrete planer om et bombeangreb.

Samtidig understregede han, at den tiltalte umiddelbart efter sin anholdelse i januar sidste år erkendte sig skyldig i den terrorsigtelse, som blev rejst mod den nu 17-årige pige - også selvom hun i dag erklærer sig ikke-skyldig i terrortiltalen.

Ville dræbe de vantro

Anklageren gennemgik, hvorfor der ifølge ham er tale om forsøg på terror efter straffelovens paragraf 114.

- Der er ikke tale om en virtuel fantasi, der udfolder sig på nettet. Der handles i form af helt klassiske forberedelseshandlinger, sagde Kristian Kirk.

Først vendte han blikket mod de planer, som pigen ifølge anklagemyndigheden har haft om at ramme Sydskolen i Fårevejle, hvor den tiltalte selv har gået i et års tid.

- Hendes primære motivation var at dræbe de vantro, der har forhånet islam. Dermed er det et terrorforsæt, sagde Kristian Kirk.

Angrebet blev ikke gennemført, fordi pigen ikke fik ordre om det, står der i anklageskriftet.

I forhold til den jødiske skole Carolineskolen var formålet at slå jøder ihjel, sagde anklageren på baggrund af sagens beviser.

- Det er et klokkeklart terrorforsæt, lød det fra anklageren, der også henviste til, at en grundlæggende værdi i Danmark er religionsfriheden.

Hun vil ikke dømmes

Anklageren krævede teenagepigen dømt for at have lagt planer for at bombesprænge de to skoler og dermed forsøg på terrorisme.

- Det eneste, der for mig taler imod tiltaltes skyld i den her sag, er den nægtelse, vi får her i retten 15 måneder efter anholdelsen. En nægtelse, der savner støtte i sagen, sagde Kristian Kirk.

- Jeg ser nægtelsen som udtryk for, at (tiltalte, red.) ikke vil dømmes, tilføjede han.

- Vi er langt ude over fantasi, tanker og drømme i den her sag. Alt manifesterer sig i virkeligheden og i handlinger, der sigter mod en forbrydelses fuldbyrdelse, tilføjede han.

Samtidig understregede han, at han langt fra er overbevist om, at tiltalte i dag er kommet på andre tanker.

Han mener, at tiltalte i dag er stolt over sit forehavende og det faktum, at hun i dag er kendt som Kundby-pigen.

- Jeg tror, hun er stolt over at være Kundby-pigen. Stolt over at have spredt frygt. Hun er uden for pædagogisk rækkevidde, lød det fra anklageren, der fortsatte:

- I sin egen optik er hun en heltinde.

Han fremhævede også, at tiltalte har vist sig voldsparat, da hun varetægtsfængslingen på en sikret institution sidste år overfaldt en pædagogisk medarbejder.

Pigen har erkendt sig skyldig i overfaldet.