Alles Lægehus i Fjerritslev inviterede bekymrede borgere til møde: 'Jeg tror da, de gerne vil rette op på tingene'

Bestyrelsesformand i Alles Lægehus anerkender, at genopretning af tilliden vil tage lang tid.

Karen Lis Frederiksen og Ib Frederiksen var to af de lokale, der var mødt op til åbent hus-arrangementet. (© DR)

Omkring 60 borgere var tirsdag eftermiddag mødt op til åbent hus i Alles Lægehus i Fjerritslev. Det skete ifølge lægehuset "for at bevare den gode dialog med borgerne".

Mødet kommer efter, DR-programmet 'Kontant's afsløringer om, at Alles Lægehus i flere tilfælde har taget honorarer for ydelser, patienter ikke kan genkende.

Desuden afslørede programmet også, at patienterne i flere af lægehusene i høj grad tilses af sygeplejersker og skiftende lægevikarer.

Ib Frederiksen, der er pedel på rådhuset i Fjerritslev, var en af dem, der var mødt op.

Før han gik ind til arrangementet, havde han ikke særlig høje forventninger til, hvad der kunne komme ud af det.

- Jeg er lidt spændt på, hvad de vil fortælle. Om de vil give en undskyldning for, hvad de har lavet, siger han.

Han kalder sagen for sørgelig og peger særligt på manglen af læger som det største problem.

- Jeg kan jo være ligeglad, bare jeg bliver behandlet ordentligt. Men det er så spørgsmålet, om man bliver det. For der er ikke mange læger derinde, siger Ib Frederiksen.

Har aldrig været vildt fascineret af lægehuset

Ib Frederiksens hustru, Karen Lis Frederiksen, der er køkkenassistent, havde heller ikke de store forventninger inden arrangementet. Hun fortæller, at afsløringerne i 'Kontant' ikke kommer bag på hende.

Karen Lis Frederiksen har aldrig rigtig været fascineret over Alles Lægehus i Fjerritslev, fortæller hun. (© DR)

- Vi har ikke været vildt fascineret af det her lægehus, så det kommer ikke bag på mig, siger hun.

Da parret forlod åbent hus-arrangementet, var stemningen blødt en anelse op.

- Der er nogle, der gør en kæmpe indsats i huset til daglig. Men det værste er, at vi ikke kan få nogen ud til at være læger, siger Ib Frederiksen.

Selvom Alles Lægehus i flere tilfælde har taget honorarer for ydelser, som patienterne ikke kan genkende, så tror han, at det kapitel er slut nu.

- Det er ærgerligt, at sådan noget er foregået. Men jeg tror da, de gerne vil rette op på tingene. Det får jeg fornemmelsen af her efter mødet, siger han.

Ib Frederiksen fortæller her, hvad han mener om, at der i flere tilfælde er taget honorarer for ydelser, som patienter ikke kan genkende:

'Vi bør alle behandles ens'

Anja Toft Kronborg, der også var med, gik dog derfra mindre opløftet. Hun siger, at det store problem stadig er manglen på fagpersoner i lægehuset.

Hun anerkender, at det er svært at få læger til egnen, og stadig hellere vil have det nuværende lægehus frem for intet lægehus.

- Men jeg synes, det burde være lige vilkår for alle i Danmark. Vi betaler alle den samme skat, og jeg synes alle bør behandles ens, siger hun.

Thomas Helt, der er bestyrelsesformand i Alles Lægehus, er glad for, at så mange var mødt op. Han mener, at der var en god dialog om de udfordringer, lægehuset står overfor.

- Vi har et lægeteam på fem læger, der arbejder i huset. Det er skiftende læger i perioder, og vi kan ikke forvente, at lægerne bliver her for evigt. Men vi er glade for det team, vi har af læger heroppe i dag, og det håber jeg, vi kan fastholde, siger han.

Thomas Helt, der er bestyrelsesformand i Alles Lægehus, siger, at de ikke kan tvinge nogen til at være læge i området, hvis de ikke har lyst. Det er den virkelighed, vi opererer i, siger han. (© DR)

Han vurderer, at sådanne møder kan være med til at skabe tryghed og tillid igen blandt borgerne.

- At genoprettet tilliden er noget, man skal arbejde med over lang tid og sker også i relationen mellem behandler og patient, siger han og peger på, at borgerne nok igen bliver inviteret til et nyt åbent hus-arrangement.

Hvis du ikke har set de to 'Kontant'-udsendelser om Alles Lægehus, så kan du se dem på DRTV.

Kontant