Mette Frederiksen: Ingen børn skal risikere mistrivsel eller skade, fordi techgiganterne ikke er deres ansvar voksent

Statsministeren opfordrer til fokus på tryghed og sikkerhed i børneværelset på baggrund af DR's dokumentar 'Alene hjemme på nettet'.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver i et opslag på Facebook, at techgiganterne må tage ansvaret på sig og få fjernet det farlige indhold. (Arkivfoto) (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix)

Nu reagerer statsminister Mette Frederiksen også på DR-dokumentaren 'Alene hjemme på nettet', der handler om de voldsomme og grænseoverskridende ting, børn og unge oplever på nettet.

Hun ønsker, at fokusere på tryghed og sikkerhed i børneværelset.

I et opslag på Facebook skriver hun, at det, børnene oplever, er grumt.

- Jeg kan næsten ikke gengive det; selvmord, vold, overgreb og alt muligt andet, mennesker ikke skal se.

Hun skriver også, at børn skal beskyttes langt bedre.

- Ingen børn skal risikere mistrivsel eller skade, fordi techgiganterne ikke er deres ansvar voksent, lyder det.

Tre ud af fire mellem ni og 14 år har oplevet det

Tre ud af fire børn mellem ni og 14 år har set ubehageligt indhold på nettet og sociale medier. Det viser en undersøgelse lavet af analyseinstituttet Epinion for DR.

Statsministeren skriver på Facebook, at techgiganterne må tage ansvaret på sig og få fjernet det farlige indhold.

- Vi må for alt i verden ikke negligere det til kun at været et spørgsmål om dialog med vores børn og unge. For det har ingen rimelighed, at de skal eksponeres for den grusomhed.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har tidligere oplyst til DR, at Danmark arbejder på at lave en løsning med aldersverifikation i EU.

Martin Ruby, der er politisk chef for Meta i Norden, oplyser, at virksomheden, der ejer sociale platforme som Facebook og Instagram, dagligt fjerner millioner af videoer, grafisk indhold og billeder, der overtræder selskabets retningslinjer.