Sydafrikansk politi har gennem et halvt år haft travlt.
De har nemlig bistået danske myndigheder med anholdelser og beslaglæggelser i kølvandet på den store sag om svindel med mindst 120 millioner kroner i Socialstyrelsen.
Her er den tidligere betroede medarbejder, 64-årige Britta Nielsen, hovedmistænkt og varetægtsfængslet.
Men nu lader det til, at der i travlheden kan være forsvundet to ædelsten, som ellers blev beslaglagt i Sydafrika, hvor Britta Nielsen og hendes søn blev anholdt for et halvt år siden.
- Vi har aldrig hørt om nogen ædelsten, siger J.P. Willemse, leder af økonomisk efterforskning ved den sydafrikanske anklagemyndighed.
Det er hans afdeling, der arbejder med at få så mange svindelpenge som muligt tilbage til Danmark.
Ædelsten fundet i taske
Britta Nielsens 38-årige søn, Jimmy Hayat, blev fængslet i Sydafrika for groft hæleri den 30. oktober, fordi myndighederne var bange for, at han ville flygte ud af landet.
I løbet af de få dage, han sad fængslet i Sydafrika inden udlevering til Danmark, kom en person forbi fængslet.
Han forsøgte at aflevere en taske til Britta Nielsens søn i det sydafrikanske fængsel, og i den var der noget interessant.
- To diamanter blev fundet i hans bagage, som blev leveret ind af en partner, lød det fra Bheki Cele, der er den sydafrikanske minister for politi, da han stillede op til et pressemøde om sønnens anholdelse den 6. november.
Samme dag fortalte lederen af politiets specialenhed Hawks til Ekstra Bladet, at man var ved at få ædelstenene vurderet. Han betegnede også stenene som diamanter.
Men i dag har politiet ingen kommentarer til, hvor ædelstenene er, og om de fortsat er beslaglagt.
- Jeg kan ikke sige, hvem der har og arbejder med stenene nu, for jeg må ikke, har jeg fået at vide, lyder det fra Vishnu Naidoo, talsperson for det nationale politi i Sydafrika.
Ukendt værdi
DR Nyheder har forsøgt at kortlægge, hvor mange værdier der kan komme tilbage til den danske stat efter den årelange millionsvindel.
Nogle af de 120 millioner offentlige kroner har den hovedmistænkte Britta Nielsen ifølge myndighederne kanaliseret til Sydafrika, hvor der lige nu er beslaglagt værdier for fem-seks millioner danske kroner - heriblandt indeståender i banken, penge fra et bilsalg, penge fra et huskøb og værdier i form af jord og ejendomme på landet.
I den forbindelse har DR Nyheder i flere uger forsøgt at få svar på, om ædelstenene var blevet konfiskeret, og om de blev en del af boet efter Britta Nielsen.
DR Nyheder har også forsøgt at få at vide, om ægtheden og værdien af ædelstenene er vurderet, men altså uden held.
For hverken specialenheden Hawks eller det nationale politi ønsker at kommentere yderligere.
- Jeg kan kun oplyse, at det var Interpols betjente, der fik dem dengang, lyder det fra Vishnu Naidoo.
Jimmy Hayats daværende forsvarer, Henrik Dupont, fik i november oplyst, at der var tale om blå ædelstene med navnet "tanzanit," som blev beslaglagt i fængslet, hvor sønnen Jimmy Hayat sad.
- De nåede aldrig ind til ham, for taskerne, de var i, blev beslaglagt af politiet, fortæller Henrik Dupont Jørgensen.
Ifølge auktionshuset Bruun Rasmussen er tanzanit-sten "en meget speciel og helt unik ædelsten", som kun findes i Tanzania i Afrika. Særligt i en dyb, blå farve med et lille strejf lilla er det en fin variant.
Hvad de koster afhænger af farve, størrelse og kvalitet.
"Vi har aldrig fået nogen sten"
Hos den sydafrikanske anklagemyndigheds afdeling for økonomisk efterforskning har man ikke hørt om fundet af de to ædelsten hos Jimmy Hayat.
- Hvis vi havde fundet dem, havde vi retsligt beslaglagt dem, og så havde vi solgt dem. Men frem til i dag har vi ikke beslaglagt nogen sten, forklarer leder af afdelingen J.P. Willemse.
J.P. Willemse tilføjer, at ædelstenene kan være nemme at smugle, hvis man bare putter dem i lommen.
Han udelukker heller ikke, at der kan være værdier i Sydafrika, som myndighederne ikke har fundet.
- Det er en mulighed. Jeg kan ikke sige kategorisk "ja" eller "nej", lyder det.
Udover de to ædelsten fra fængslet, har Britta Nielsen fortalt de sydafrikanske myndigheder, at hun på et tidspunkt også har købt en tanzanit-ædelsten. Den er heller ikke fundet.
Der er i alt beslaglagt værdier for omkring ti millioner kroner i sagen.
et er uklart, hvordan Britta Nielsen stiller sig til sigtelsen om groft bedrageri.