Når politiet forviser borgere fra en kommune i tre måneder, blot fordi de har overnattet på gaden og sovet i en lejr, er der tale om en alt for hård sanktion.
Den strider imod menneskerettighederne, som blandt andet sikrer borgerne ret til at bevæge sig frit, mener advokat Mads Krøger Pramming, der er forsvarer for den ene af de to hjemløse mænd, der i dag blev frifundet af Københavns Byret.
Hans klient fik et såkaldt zoneforbud, fordi politiet mente, at han havde etableret en ulovlig lejr. Forbuddet gjaldt i tre måneder, og i den periode måtte han ikke vise sig i Københavns Kommune.
- Indgrebet i bevægelsesfriheden er meget voldsomt og ude af proportioner i forhold til forseelsen, siger Mads Krøger Pramming.
Politiet skal nu tage stilling til, om hans klient skal have erstatning - og på hvilket grundlag.
- Vi har ikke lagt os endelig fast på beløbet, men vi skal mindst op på 50.000 kroner, når man ser på andre sager om krænkelse af menneskerettighederne, lyder det fra advokaten.
Hans klient overnattede sammen med en kammerat over for Rundetårn i København.
Advokat Knud Foldschack er forsvarer for kammeraten, og han kaldte i sit indlæg det dybt tragisk, at der skal føres sager mod danske statsborgere for at komme problemet med tilrejsende romaer til livs.
Efter den frifindende dom er der skabt lidt mere klarhed. For eksempel at der ikke er tale om en lejr, hvis der er ti meter mellem to grupper af sovende.
/ritzau/