Dom i hjemløse-sag: To mænd frifindes for at sove i lejr

De to mænd overnattede på gaden nær Rundetårn i København.

To mænd er frifundet for at sove på gaden ved Rundetår i København. (Arkivfoto). (Foto: © Sofie Mathiassen, Scanpix)

To hjemløse mænd overtrådte ikke loven, da de overnattede på gaden nær Rundetårn i København. Det har Københavns Byret slået fast i en dom.

I buegangen ved Regensen indrettede mændene sig jævnligt med pap, liggeunderlag og soveposer, og politiet greb ind tidligt om morgenen 30. oktober sidste år.

Begge var tiltalt for at etablere en lejr, hvilket er forbudt ifølge ordensbekendtgørelsen.

Imidlertid fastslår dommer Johann Herzog og de to domsmænd, at mændene ikke havde etableret en lejr i lovens forstand.

Ryddede pænt op efter sig

Det skyldes blandt andet, at de ikke spiste i buegangen, ikke forrettede deres nødtørft på gaden og ryddede pænt op efter sig om morgenen.

Byretten frifandt de to mænd, selv om de jævnligt sov på stedet.

Resultatet var netop det, som mændenes forsvarere havde bedt om.

- Hvis det er en lejr, så har man kriminaliseret hjemløshed, har den ene, advokat Mads Krøger Pramming, sagt.

Kollegaen Knud Foldschack har blandt andet hæftet sig ved, at mændene opførte sig pænt.

/ritzau/