I dag er et præcis et år siden, at København blev ramt af to angreb, der kostede to personer livet og sendte seks betjente på hospitalet. Årsdagen markeres flere forskellige steder med deltagelse af blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Få her overblikket over mindearrangementerne.
Krudttønden Kl. 11.15 deltager statsminister Lars Løkke Rasmussen i en mindehøjtidlighed ved Krudttønden på Østerbro, hvor Finn Nørgaard mistede livet. Her skal statsministeren sammen med overborgmester Frank Jensen lægge blomster ved angrebsstedet.
Synagogen En halv time senere er Lars Løkke Rasmussen og overborgmester Frank Jensen til stede ved synagogen i Krystalgade, hvor der lægges blomster. Her mistede Dan Uzan livet, da han var frivillig vagt, og to betjente blev såret.
Landstingssalen på Christiansborg Finn Nørgaaard Foreningen holder et mindearrangement i Landstingssalen på Christiansborg, hvor Lars Løkke Rasmussen holder tale.
Hørsholm For at mindes Dan Uzan, der mistede livet ved synagogen, spilles der en basketball-kamp dedikeret til ”Dan The Man – Guardian Angel”. Kampen spiles i Hørsholm Hallen.
- I sportens verden mødes vi, på tværs af nationaliteter og religion, og har det sjovt. Dan Uzan spillede basketball i Hørsholm 79ers og var aktiv i den jødiske sportsforening. Klubberne vil sammen mindes Dan og gøre det i den sportslige ånd, som Dan selv ville have gjort det, skriver Camilla Kann Fjeldsøe, basketballklubbens Facebook-ansvarlige.
København Kl. 17.00 arrangerer Finn Nørgaard Foreningen, Dan Uzan Fonden og Det Jødiske Samfund et optog fra Krudttønden til synagogen i Krystalgade. På hele ruten tændes der levende lys. 1.800 lys kommer til at brænde igennem København. Ruten går ned ad Østerbrogade, langs søerne, over Dronning Louises Bro, over Israels Plads til synagogen i Krystalgade.
- Vi beder københavnerne om at gå på gaden, tænde et lys og reflektere over, hvad de selv kan gøre for, at den slags ting ikke vil ske igen, siger Ole Mølgaard til Ritzau.
Kilder: Dan Uzan Fonden, Finn Nørgaard Foreningen og Statsministeriet.