En fodboldbane placeret midt mellem boligblokkene i det vestlige Aarhus giver liv til nye fortællinger om Gellerupparken.
- Det gør hele området mere åbent. Nu kan jeg mærke, at vi er en del af hele Aarhus, forklarer Afif Abdallah, formand i den lokale fodboldklub ACFC.
Det er nemlig ikke kun de lokale beboere i Gellerup, som spiller på det nyligt anlagte og milliondyre kunstgræstæppe.
U-13-drenge fra Aabyhøj til fodbold i ghettoen
Banen er en del af den mere end en milliard kroner dyre renovering, den såkaldte ghetto gennemgår i disse år.
renovering
Og siden sidste års indvielse har fodboldglade drenge og piger fra store dele af Aarhus snøret støvlerne i Gellerup.
Denne dag er det U-13-drengene fra bydelen Aabyhøj, der er på besøg og træner frem mod weekendens kamp.
- Det er dejligt at spille andre steder og have en kunstgræsbane at spille på, fortæller drengene blandt andet i videoen her:
De tror, de dør, når de er her
Og det var netop en af forhåbningerne, at flere folk udefra ville komme til Gellerup og få en positiv oplevelse, da man anlagde banen.
Området er nemlig vidt berygtet for en beboersammensætning med mange indvandrere, kriminelle og en høj arbejdsløshed.
Som en af fodboldrengene fra ACFC forklarer om de fordomme, han har mødt hos børn fra andre bydele i Aarhus:
- De tror, de dør, når de er her.
Træt af fordomme
Det er den slags historier, som gør ondt på mange af beboerne i Gellerup, forklarer Afif Abdallah.
- Det er træls, for der er så dejlige områder herude. Der foregår masser af positivt, der er mange som knokler for at få det godt med sig selv, med familien og naboerne. Men det skal bare vises frem, at der også er livligt, når man kommer her. Det er det, jeg synes, fodboldbanen er med til, siger han.
Skal ikke stå i hver vores lejr
På sidelinjen er en af mødrene til aftenens gæster fra Aabyhøj enig i, at det gavner, når hendes søn kommer til Gellerup og sparker bold.
- Det er fantastisk, at man får blandet tingene. Det er vigtigt, at vi lærer hinanden at kende, så man ikke står ovre i hver sin lejr og har en hel masse faste billeder af, hvordan de andre er. Og det går begge veje, siger Tine Lindhardt.
Afif Afdallah mener, at det betyder meget for selvforståelsen blandt områdets unge, når der kommer folk ”udefra" og spiller på banen.
- Det betyder, at de unge skal være stolte af at komme fra Gellerup, fordi Gellerup er en del af det store Aarhus.