92-årige Ingrid har privat sygeplejerske: Kommunen sendte for mange forskellige

Det koster 538 kroner i timen, når Ingrid Påhlsson får besøg af en privat sygeplejerske. Men det vil hun hellere end gerne give, siger hun.

92-årige Ingrid Påhlson fra Charlottenlund betaler en privat sygeplejerske for at komme og pleje hende. (© DR)

92-årige Ingrid Påhlson er en af de danskere, som gennem de seneste år har fået øjnene op for privat sundhedspleje.

I flere måneder er den samme privatsygeplejerske kommet jævnligt hos Ingrid Påhlsson og hjulpet hende med at vaske sår.

- Det betyder meget for min tryghed, at at det er en, jeg kender, og en der kender mig og mine særheder, siger Ingrid Påhlson, da DR Nyheder besøger hende sammen med privatsygeplejersken Jill Trolle.

Sygeplejersken er i dag kommet for at rense Ingrid Påhlssons sår.

- Jeg tænker, at du lige får et fodbad inden, siger sygeplejersken Jill Trolle til Ingrid Påhlsson.

Jill Trolle tager 538 kroner i timen, men for Ingrid Påhlsson er det alle pengene værd.

- Der er ikke noget, jeg hellere vil bruge mine penge på end at få god pleje, siger den 92-årige dame og fortsætter:

- Og det har jeg sagt helt fra jeg endnu var i arbejde. Der sagde jeg, at når jeg bliver gammel, skal jeg have, så jeg kan betale den pleje, jeg har brug for og køre i de taxaer, jeg har brug for. Og det gør jeg.

Det betyder meget for 92-årige Ingrid Påhlsson, at hun kender den sygeplejerske, der kommer og hjælper hende. (© DR)

Flere virksomheder melder om vækst

Ingrid Påhlsson er langt fra den eneste, der i dag vælger at betale for at få en anden behandling, end den der bliver tilbudt i det offentlige sundhedsvæsen. Ifølge en række private udbydere, som DR Nyheder har talt med, er efterspørgslen stigende. Og ifølge tal fra CVR-registeret er det ikke kun sygepleje, der er i stigning.

I 2005 åbnede der ifølge registeret 16 private virksomheder, som tilbød sundhedspleje, hjemmesygepleje og jordemødre. I 2015 åbnede i alt 42 udbydere.

En af forklaringerne på den stigende interesse for privat sygepleje er ifølge Dansk Sygeplejeråd besparelser i det offentlige:

- Der er mange steder, hvor kommunerne er blevet tvunget til at skære ned på både hjemmehjælpere, men også på hjemmesygepleje, siger næstformand Anni Pilgaard.

Samtidig viser tal fra DRs undersøgende databaseredaktion, at kommunerne er gået fra årligt at bruge 45.092 kroner per ældre over 65 år i 2008 til 39.847 kroner i 2014.

Træt af for mange forskellige sygeplejersker

Det var netop utilfredsheden med det kommunale tilbud, der fik Ingrid Påhlsson til at betale sig fra en - i hendes øjne - bedre ydelse hos den private sygeplejerske.

Hun begyndte at bruge den private sygeplejerske i en periode, hvor hun dagligt skulle have lavet en kompressions- og sårbehandling. Her sendte kommunen flere forskellige hjemmesygeplejersker ud til hende.

- Der var jo 18 forskellige, og til sidst var det sådan, at jeg sagde "jamen jeg orker ikke at lære, hvad I hedder, for vi ses jo ikke mere", fortæller Ingrid Påhlsson og fortsætter:

- Jeg kunne jo godt sige ja tak til kommunen på deres betingelser, men det her er på mine betingelser, og det er mit velvære, det drejer sig om.

Også de private læger og sundhedsplejersker, som DR Nyheder har været i kontakt med, melder om en stigning i antallet af kunder.

I aften kan du i 21 Søndag følge Jill Trolles arbejde hjemme hos Ingrid Påhlsson og se mere om stigningen i private sundhedsudbydere.