Kims nyeste sortiment af influencerchips fra Kims Chips Battle er populære, og man regner med at slå sidste års salgstal på 1,3 millioner solgte poser på 14 uger.
Men kampagnen, hvor nogle af landets største influencere har fået lov til at designe og reklamere for deres egen chipssmag, har fået hård kritik fra Forbrugerrådet Tænk.
Her mener man, at kampagnen forsøger at sælge usunde fødevare til børn stik imod branchens egne retningslinjer.
Det er særligt influencerparret Jas & Mika og Morten Münster, som Forbrugerrådet Tænk mener henvender sig så meget til børn, at forbrugerrådet har valgt at klage over Kims til Forum for Fødevarereklamer, der varetager fødevareindustriens retningslinjer.
Både Kims og flere af influencerne fastholder dog, at der ikke er tale om markedsføring til børn, men til unge på over femten år.
Ikke desto mindre har influencernes reklamer også fundet vej til 7-årige Bas Törnqvist, der havde udset sig chipsene fra lige præcis Jas & Mika, da DR Nyheder mødte ham og hans mor i Kvickly på Amager.
- Vi har set chipsene på YouTube, fordi vi følger Jas & Mika.
Vil du så gerne have deres chips?
- Jeps, lyder fra 7-årige Bas Törnqvist.
Knap så stor begejstring for chipsene var der at spore hos Bas Törnqvists mor.
- Han får ikke lov til at få de chips. Influencerne skal holde sig fra mine børn.