Der er glæde hos 3F, efter at fagforeningen har vundet en retssag over Siemens Wind Power på vegne af tre tidligere ansatte hos vindmøllefabrikanten.
- Jeg er super glad på de tre medlemmers vegne, som er blevet syge af at gå på arbejde, siger Ulla Sørensen, der er ansvarlig for 3F's arbejdsmiljøpolitiske arbejde.
Siemens Wind Power skal samlet set betale knap 900.000 kroner i erstatning til de tre tidligere ansatte, fordi Siemens Wind Power på flere punkter brød arbejdsmiljøloven, mens de tre var ansat.
Hvorfor var det vigtigt for jer, at Siemens skulle betale erstatning?
- De her medarbejdere har haft en nedgang i deres indtægt i den periode, hvor de er gået sygemeldt, så det er en erstatning for svie og smerte og en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, siger Ulla Sørensen.
3F mener, at der kan være mulighed for, at fagforeningen vil rejse sager for flere tidligere Siemens-ansatte efter dagens dom.
Tidligere på året afslørede DR, at ansatte i mindst 64 arbejdsskadesager er blevet syge af at arbejde med farlig kemi hos Siemens Wind Power fra 2005 til i dag.
De ansatte er hovedsageligt blevet syge af de sundhedsskadelige stoffer epoxy og isocyanater.