Røde Kors: Flere end 1.000 henvendelser bare i dag

Telefonerne har ringet hele dagen hos Dansk Røde Kors, hvor mange har henvendt sig for at høre, hvordan de kan hjælpe flygtninge og migranter i Danmark.

Dansk Røde Kors har ikke brug for flere donationer. De vil hellere have hjælp til sorteringen af alt det, de har modtaget. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Telefonerne har været rødglødende hos Dansk Røde Kors i dag.

Flere end 1.000 mennesker har ringet ind for at spørge, hvordan de kan hjælpe flygtninge og migranter, der er kommet til Danmark.

- Folk spørger, hvad de kan gøre i især Rødby og Padborg, hvor flygtningene ankommer. Vi er meget rørte over, at folk ringer og spørger så desperat, hvordan de kan hjælpe, siger Jesper Bertelsen, leder i Røde Kors' nationale supportafdeling til Ritzau.

Ikke brug for flere donationer

Ligesom det tidligere på dagen blev meldt ud fra modtagecentre og fra frivillige i Rødby, så er det ikke længere donationer, der er brug for.

- Lige nu har vi rigeligt. Der er faktisk ikke brug for mere. Og når vi siger det til folk, der ringer ind, så bliver de altid enormt glade og overraskede over, at så mange har hjulpet allerede, siger Jesper Bertelsen ifølge Ritzau.

Dansk Røde Kors har derimod tidligere forklaret, at der er brug for flere hænder - for eksempel til sortering af de mange donationer, så de kan blive delt ud.