Flere end 200 mennesker er indtil nu blevet afhørt i efterforskning af Københavns Politis løgne over for Folketinget i Tibet-sagen, oplyser chefen for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.
Kun en enklet af de mange personer har status som mistænkt for at have overtrådt straffeloven, siger direktør Kirsten Dyrman.
Efterforskningen blev sat i gang, da det sidste efterår kom frem, at politiets svar til Justitsministeriet og dermed Folketinget om indsatsen ved kinesiske statsbesøg havde været vildledende.
I oktober begyndte DUP undersøgelsen, og der er lang vej igen. Ifølge Kirsten Dyrman er der planlagt afhøringer frem til starten af november.
Arbejdet skal munde ud i en redegørelse, som gør det muligt for anklagemyndigheden at beslutte, om en eller flere skal stilles for retten for at have overtrådt straffeloven.
- Vores bedste bud er, at det er i primo 2017, at vi kan afgive en redegørelse til statsadvokaten, siger Kirsten Dyrman.
DUP har valgt en strategi, der går ud på at afhøre civile og betjente fra neden og derefter bevæge sig opad i politiets rækker - i stedet for omvendt, som ellers fra en umiddelbar betragtning kunne være mindre krævende.
/ritzau/