140 flygtninge ankommet med første togfærge til Rødby

Det første tog fra Tyskland er stoppet i Rødby på Lolland, hvor politiet har bedt passagerne om at vise papirer.

På billedet er det 10-årige Mamo fra Kurdistan. Familien har været 25 dage undervejs og har krydset landene: Irak-Tyrkiet-Grækenland-Makedonien -Serbien -Ungarn - Østrig - Tyskland. (© DR Nyheder)

Der var omkring 140 flygtninge og migranter ombord på det første tog på færgen fra Puttgarden til Rødby mandag morgen. Det erfarer DR Nyheder.

Toget ankom klokken 10.40 cirka.

- Der ankom en vognstamme med to vogne, som i øjeblikket er tilbageholdt på Rødby Færge Station, siger Lars Munck Rasmussen, som er journalist hos DR Nyheder.

Han fortæller, at togets passagerer gennes ud i små grupper og går ned i ankomsthallen. De skal fortælle de danske myndigheder, hvorvidt de ønsker asyl i Danmark. Er det ikke tilfældet. tilsiger Dublin-forordningen, at de skal sendes tilbage til Tyskland.

Crosser holder klar

Da den første gruppe migranter og flygtninge ankom til Rødby Station i går stak omkring 100 personer af fra stationen for at undgå det danske politi. Sådan forløber det slet ikke i dag.

- Stemningen er afdæmpet, og de tager det meget pænt. Ingen har taget flugten, og de virker trætte, men med et smil på læben, siger Lars Munck Rasmussen.

Men politiet har taget forbehold for en situation, hvor nogen stikker af.

- Når jeg ser cirka 40 meter ned af banelegemet, holder en terrængående crosser-lignende køretøj, som godt kunne ligne en mulighed for at eftersætte en person, siger Lars Munck Rasmussen.

Hardi: vil bare til Sverige

Uden for toget møder DR journalist Camilla Faurholdt-Löfvall en familie fra Kurdistan. Familien har været 25 dage undervejs, inden de nu er blevet stoppet meget tæt på Sverige, som familien ønsker at rejse til:

- Vi vil bare til Sverige. Vi vil ikke tilbage til Tyskland, siger faderen Hardi, som ikke ønsker at følge med politiet.

Langt størstedelen af passagerne er flygtninge og migranter. Der er dog også tyskere og danskere med, hvor flere har ytret irritation over den store forsinkelse.

- Jeg bliver meget forsinket. Det er træls, fortæller en tysk pendler Lars Munck Rasmussen.