110 personer sigtet for menneskesmugling i 2016

I alt er 110 personer blevet sigtet for menneskesmugling i de otte uger, dansk politi har kontrolleret grænserne.

Siden grænsekontrollen blev indført den 4. januar, har politiet sigtet 110 personer for at føre mennesker ulovligt ind i Danmark. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Hver dag sigtes gennemsnitligt to personer for at fragte personer ulovligt ind i landet.

Det viser Rigspolitiets seneste tal for de otte uger, der er gået, siden den danske regering indførte grænsekontrol den 4. januar i år.

I alt er 110 personer på otte uger blevet sigtet for menneskesmugling af politiet i Syddanmark.

- Siden september, hvor vi har set en opblomstning i antallet af migranter og asylansøgere, som har presset på ikke bare i Danmark, men i hele Europa, har vi også set en klar vækst i antallet af menneskesmugling-sager, både de meget organiserede, men også de mindre organiserede, siger Kim Kliver, politikommissær hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Grænsekontrollen har betydet, at den organiserede form for menneskesmugling har fundet andre veje ind i landet. Derfor er det i højere grad uorganiseret menneskesmugling, som fanges i politiets net, fortæller Kim Kliver:

- Dem, der tager chancen, er typisk familiemedlemmer. Det hænger nøje sammen med, at der er stor risiko for at blive taget lige nu. Velorganiserede (menneskesmuglere, red.) prøver at se på, hvordan man på anden vis kan sætte initiativer i verden.

Menneskesmugling straffes ifølge straffeloven med minimum seks måneders fængsel. Og udlændingeloven giver 30 dages fængsel. Så straffen er alvorlig, mens risikoen for at blive taget er stor.

- Det er vigtigt, at vi har øje for, at menneskesmugling kan foregå på alle mulige transportmidler. Vi har sågar set menneskesmuglere, som er gået i land med deres ofre, så vi er meget bredt orienteret i vores kontrolindsats, siger Kim Kliver.

Dansk politi har aldrig tidligere sigtet så mange for menneskesmugling, som efter grænsekontrollen blev indført. Men antallet af sigtelser toppede i januar og ser ud til fortsat at falde. Kun én person blev således sigtet i sidste uge.

- Tallene er lige nu faldende. Vi har færre asylansøgere, og vi har færre menneskesmugling-sigtelser, så det er det, vi forholder os til nu. Men det er også vigtigt at sige, at vi siden 6. september har set et konstant forandret billede, så vi passer på med ikke at drage for store og forhastede konklusioner, siger Kim Kliver.