Den midlertidige grænsekontrol, der blev indført af regeringen ved middagstid 4. januar, ser ud til at have en effekt på den organiserede menneskesmugling.
Sådan lyder det i hvert fald fra politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Efter 4. januar har det virket, som om de organiserede menneskesmuglere holder sig lidt tilbage, så vi har færre af de sager. Det seneste billede er, at vi har flere, som gør det uorganiseret og af familiære grunde, siger han.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har siden indførelsen af den midlertidige grænsekontrol haft 31 sager om menneskesmugling. Ifølge Rigspolitiets opgørelse har der været 45 sager, hvis alle politikredse regnes med.
- Men noget tyder på, at udviklingen over den sidste uge har vist, at der bliver længere mellem menneskesmuglerne. Hvor der før var op til flere om dagen, kan der gå dage mellem, at vi tager folk. Så noget peger på, at vores indsats hernede og vores meget tydelige kommunikation har gjort, at de holder sig mere tilbage, siger Kim Kliver.
Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der tre forskellige typer af menneskesmuglere.
- Vi ser menneskesmuglere, som gør det af familiære årsager, hvor de forsøger at bringe familiemedlemmer i sikkerhed. Vi ser organiserede menneskesmuglere, som gør det, fordi der er en økonomisk avance. Og så ser vi menneskesmuglere, som ikke er organiserede, men som er velvidende om, at de begår en lovovertrædelse, siger Kim Kliver.
Han har oplevet sager, hvor organiserede menneskesmuglere kræver helt op mod 8.000 euro for at fragte asylansøgere til Danmark.
- Det er en meget stor økonomisk gevinst, og dem skal vi selvfølgelig slå hårdt ned på, og vi har allerede nu en række domfældelser, siger Kim Kliver, der dog advarer om at drage forhastede konklusioner:
- Hvis vi går tilbage til 6. september, kan vi se, at billedet er meget foranderligt, så vi skal passe på med at drage forhastede konklusioner, siger han.