1.000 sager venter: Endelig afgør Højesteret sag om krænkende videoer

Dagens dom er rettesnor for en stor bunke sager om seksuelt krænkende videoer, der er delt på Messenger.

Hvis du er en af de sigtede og gerne vil fortælle din oplevelse af sagen, så skriv til Emma Toft, eetj@dr.dk. Foto: Illustration

For et år siden meldte politiet ud, at over 1.000 unge blev sigtet for at dele nogle voldsomme videoer med venner og bekendte i grupper på Facebooks chatfunktion, Messenger.

Videoerne viste to 15-årige og var af seksuelt krænkende karakter.

Siden har politiet haft travlt med at afhøre de mange unge mennesker.

Sideløbende er ni prøvesager kørt gennem retssystemet - altså byret og landsret, og nu er én af sagerne nået til Højesteret.

Her skal det afgøres, om en nu 20-årig ung mand for tre år siden gjorde sig skyldig i ulovlig udbredelse af børneporno ved at dele to videoer i to Messenger-grupper med mindst 35 personer.

Afklaring på vej for 1.000 sigtede

Højesteret sætter punktum i dag klokken 12.

Herefter kan anklagemyndigheden tage stilling til resten af de mange sager, der venter.

- 1.000 unge mennesker har været sigtet et år. De afventer dagens dom, før de kan få at vide, hvad der skal ske i deres sag, siger DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.

- Her bliver det helt afgørende, hvordan Højesteret ser på spørgsmålet om, hvorvidt det var deling af børneporno eller ej. Det har stor betydning for deres sager, tilføjer hun.

Fra frifindelse til ubetinget fængsel

Forsvareren for den nu 20-årige mand, hvis sag er nået til tops i systemet, har krævet manden frifundet for anklagerne om udbredelse af børneporno.

- Min klient opfattede det som bizarre billeder. Han har slet ikke nogen interesse i børnepornografi. Han var chokeret over, at han blev tiltalt efter en børnepornografisk bestemmelse, siger forsvarer og advokat Kirsten Bindstrup.

Hun fortæller, at den unge mand ikke vidste, at personerne på videoerne var under 18 år.

Hvis han skal dømmes, bør det være en mildere straf, end både byret og landsret kom til sidste år, mener forsvarer Kirsten Bindstrup. Her lød straffen på 40 dages betinget fængsel.

Hun nævner muligheden for en bødestraf på 2.000 kroner. Det var nemlig straffen i 2016 til de to drenge, der året før havde optaget og delt videoerne i første omgang.

Anklager Rasmus Kieffer-Kristensen står langt derfra. Da sagen blev fremlagt i Højesteret i begyndelsen af året, krævede han ubetinget fængsel i mindst 60 dage.

Forsvarer: Oplysning er vigtigst

De omkring 5.000 delinger af det krænkende materiale er uacceptabelt, siger forsvarer Kirsten Bindstrup, men efter hendes opfattelse er straffelovens forbud mod børneporno ikke møntet på unge mennesker, der hurtigt deler materiale over sociale medier.

- Det allervigtigste i den her sag er, at de unge oplyses om, hvad de må dele, og hvordan de må dele på de sociale medier. Det har der ikke tidligere været fokus på, siger Kirsten Bindstrup.

Hun mener, at sagen har været med til at sætte fokus på reglerne for, hvad man som ungt menneske må dele, nu hvor ens seksualliv er blevet digitalt.

Frygter plet på børneattest

Den nu 20-årige mand er meget rystet over sagen, fortæller forsvareren, for han havde slet ikke tænkt over, at han gjorde noget galt for tre år siden, da han sendte videoerne videre.

Særligt udsigten til at få en plet på børneattesten gør den unge mand nervøs, for han arbejder i dag som pædagogmedhjælper.

Så hvis han bliver dømt for at have delt børnepornografisk materiale, kan han så ikke møde på job mandag?

- Jeg ved ikke, hvordan de håndterer det på mandag, men ifølge børneattesten så kan man ikke, siger forsvareren.

Hun fortæller, at den unge mand erkender at have krænket blufærdigheden for de to personer på videoerne ved at dele materialet.

- Han har ikke indhentet noget samtykke, for han har ikke kendt dem eller talt med dem, og derfor har han overtrådt bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse, siger hun.