DR på Christiania: Det hele var revet ned på en time

Det forløb forholdsvis roligt, da politiet rev 30 hash-boder ned i Pusher Street.

Københavns Politi er i gang med fjerne hashboder i Pusher Street i Christiania. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Politiet havde i eftermiddag travlt med at rive boderne i Pusher Street ned. Bortset fra at det vrimlede med politi, som var i fuld gang med at pille alt fra hinanden, så forløb aktionen forholdsvis roligt.

- Folk virkede irriterede over det, og nogen stod og råbte, at det er hærværk, men ellers forløb det roligt, fortæller DR's reporter på Christiania, Line Feld.

I løbet af en times tid var cirka 30 boder stort set splittet ad.

- Der var sindsygt mange betjente, som brækkede det hele ned. Jeg kunne se mindst 30 betjente, og der var mange flere rundt omkring. Det virkede voldsomt, og alle siger også, der var mange flere, end der plejer at være, lyder det fra Line Feld.

Ifølge Ritzau blev der også blevet kastet med æg efter politiet.

Håbet er at kunne fortrænge organiseret kriminalitet og åbenlys handel med hash.

De organiserede kriminelle er ifølge politiet så pressede, at beboerne kan indrette Pusher Street til et trygt område.

Siden 2012 har en særlig gruppe betjente i Taskforce Pusher Street jagtet såvel købere som sælgere og de personer, der er beskæftiget med at importere hash. Undervejs har der været flere voldelige sammenstød.

Betjentene har beslaglagt hash til en værdi af 255 millioner kroner siden september 2012.

Tidligere har politiet skønnet, at den årlige omsætning er en milliard kroner i Pusher Street.