Regeringen lægger op til, at en praktiserende læge fremover maksimalt må eje tre af de såkaldte ydernumre, som er en slags adgangsbillet til at drive almen praksis.
Forslaget er en halvering af de seks, der er tilladt for en læge at eje i dag.
Udspillet kommer, efter vi i DR har sat spot på sundhedskoncernen Alles Lægehus. Her har flere patienter fortalt, hvordan de sjældent eller aldrig har mødt den læge, der faktisk ejer klinikken.
Men SF vil gerne stramme skruen endnu mere.
- Altså grundlæggende synes jeg, det ville være godt, hvis en læge kun havde én praksis at skulle tage sig af. For det er jo et fuldtidsjob at tage sig af patienterne i en klinik, siger sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.
- Og vi har jo desværre set, hvordan seks ydernumre kan udnyttes til at lave stråmandsklinikker, pointerer hun.
Video: DR-programmet Kontant viste blandt andet, at Thyborøns ejerlæge Jens Thygesen langt fra var et kendt ansigt i byen.
Enhedslisten foreslår, at en læge maksimalt må eje to klinikker. Og så skal der også være en geografisk begrænsning, der sikrer, at de to klinikker ikke ligger for langt fra hinanden.
- Det afgørende er jo, at den, der ejer ydernumrene, har muligheden for at kunne være til stede i begge klinikker, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund.
- Vi ser eksempler på, at en læge kan eje en klinik i Thyborøn og én i Sorø. Så er det jo ret indlysende, at man ikke er i stand til at kunne være til stede og have kendskab til, hvad der foregår i klinikkerne.
Geografien nævner regeringen ikke i sit udspil. Men i stedet lægger regeringen op til, at regionerne får bedre mulighed for at kontrollere, at lægerne faktisk er til stede i klinikkerne.
Det skal konkret ske ved, at der indføres krav om, at en speciallæge i almen medicin skal forhåndsgodkendes, når lægen køber et ydernummer. Regionerne skal simpelthen lave en vurdering af, om lægen rent faktisk har tænkt sig at drive praksis som hovedbeskæftigelse.
De Konservative bakker om op regeringens udspil og kalder det 'et skridt i den rigtige retning'.
- Som systemet er i dag, er der en risiko for stråmandsklinikker, og vi har set eksempler på, at der er mere fokus på økonomi end på, hvad der er godt for patienterne, siger partiets sundhedsordfører Per Larsen.
Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview med DR Nyheder, men oplyser i et skriftligt svar, at man ser positivt på initiativer, der skal styrke lægedækningen.