usyn.GIF (44 bytes)

Valget i de andre EU-lande

Kort over EU Her kan du få at vide, hvordan valget til Europa-Parlamentet er gået i de andre EU-lande. Klik på navnene herunder for at komme frem til informationer om valgets vindere og tabere.

GrupperingNederlag for EUs røde side
Lav valgdeltagelse i hele EU video.gif (844 bytes)

 

 

Belgien
Finland
Frankrig
Grækenland
Holland
Irland
Italien
Luxembourg
Portugal
Spanien
Storbritannien
Sverige
Tyskland
Østrig

 

 

Belgien
Midt i skandalen om fund af dioxin i madvarer har belgierne ved et jordskredsvalg væltet den hidtidige centrum-venstre regering og i stedet stemt for politisk forandring.
Ministerpræsident Jean-Luc Dehaenes centrum-venstre regering, der består af Belgiens kristdemokratiske og socialistiske partier, mistede ved Europa-Parlamentsvalget sit flertal, mens vælgerne i stedet gav de liberale og grønne partier store fremgange.
Båret frem af dioxin-skandalen blev især de grønne partier i Belgien forholdsmæssigt valgets største sejrherrer, idet de fik fordoblet deres mandatstyrke i parlamentet. Samtidig vandt det ultranationalistiske Vlaams Bloks, der går ind for selvstændighed for Belgiens nordlige region, Flandern, stemmer i protestvalget.

 

 

 

Finland
Det finske valg til Europa-parlamentet var præget af en rekordlav valgdeltagelse på kun 30,1 procent.
Valget betød, at det konservative Samlingspartiet og det liberale Centern bevarede deres mandater i Europa-parlamentet, mens Socialdemokratiet og Vänsterförbundet hver mistede en plads.
Vinderne af det finske EU-valg var partierne De Grønne, som fik et ekstra sæde i Parlamentet, og De Kristelige, som fik deres første repræsentant. Svenska Folkpartiets Astrid Thors bevarede sit mandat.

Læs mere her:
YLE - finske nyheder på svensk
YLE - EU-sider på finsk

 

 

 

Frankrig
I modsætning til især Tyskland og Storbritannien blev Europa- Parlamentsvalget i Frankrig ikke et nederlag for socialdemokraterne. Ministerpræsident Lional Jospin kunne møde på arbejde i dag opmuntret af valget, hvor 22 procent af vælgerne satte kryds ved hans socialdemokratiske parti.
Præsident Jacques Chiracs konservative oppositionsparti tabte derimod valget. Socialisterne får omkring 22 procent af stemmerne og de konservative kun 13 procent.
Også i Frankrig smittede dioxin-skandalen fra Belgien af, og gav De Grønne en pæn fremgang til ni procent af stemmerne. Det pro-europæiske centrum-højre parti UDF fik 9,5 procent af stemmerne i valget, hvor en noget mudret valgkamp fik 53 procent af vælgerne til at vælge sofaen i stedet for valglokalet.

Læs mere her:
Radio France International - nyheder på fransk og engelsk

 

 

 

Grækenland
Hele 70,1 procent af de græske vælgerne mødte op for at stemme til Europa-Parlamentsvalget, og de gav størstedelen af deres støtte til socialdemokraterne, PASOK med 33 procent af stemmerne, og til Det Nye Demokrati-parti, der fik 36 procent af stemmerne.
PASOK går derfor tilbage fra ti til ni mandater, mens Det Nye Demokrati beholder sine ni mandater.
Kommunisterne fik tre mandater, mens venstre-koalitionen fik to mandater, og Politisk Forår mistede sine to mandater.

 

 

 

Holland
Skandalen om dioxin i madvarer, der også har tråde til Holland, var med til at give de hollandske grønne en kanonsejr ved valget til Europa- parlamentet.
De grønne scorede 11.9 procent af stemmerne mod 3,7 procent ved valget for fem år siden, hvilket sender fire grønne til parlamentet mod blot en enkelt sidste gang.
Ministerpræsident Wim Koks regeringskoalition, der var lige ved at vælte i sidste måned, tabte valget. Koks arbejderparti må således afgive to ud af hidtil otte mandater, mens det lille socialliberale parti, D66, bliver halveret fra fire til to. Den tredje koalitionspartner, de liberale, får uændret seks mandater trods stemmefremgang. Hollands kristelige demokrater tabte også et mandat, men med ni pladser i det nye Europa-parlament er det stadig Hollands største parti. Kun 29,9 procent af de hollandske vælgere - ny bundrekord - stemte ved Europa-parlamentsvalget.

Læs mere her:
NOS - live radio
NOS - tekst-tv nyheder på hollandsk

 

 

 

Irland
Det irske regeringsparti, Fianna Fail, fik et god Europa-Parlamentsvalg til trods for flere politiske skandaler omkring partiet i den seneste tid.
Partiet fik 38,6 procent af stemmerne - efterfulgt af oppositionspartiet Fine Gael med 24,6 procent af stemmerne.
Det irske socialdemokratiske Labour-parti fik kun 8,7 procent af stemmerne - et fald på seks procent. Det republikanske parti, Sinn Fein, fik en voksende tilslutning - fra 3,3 procent til 6,3 procent - et tegn på støtte til partiets involvering i fredsprocessen i Nordirland.

 

 

 

Italien
Ministerpræsident Massimo D'Alemas venstre-koalitionsregering blev taberen ved Europa-Parlamentsvalget i Italien. Koalitionen fik omkring 37 procent af stemmerne, mens centrum-højre-koalitionen, der er ledet af Silvio Berlusconi, fik 39 procent af stemmerne.
EU-Kommissionens nye formand, italieneren Romano Prodis, parti, Demokraterne, blev et af vinderpartierne med næsten otte procent af stemmerne. Partiet havde blandt andet stillet den italienske skuespiller, Gina Lollobrigida op.
Den separatistiske Liga Nord led nederlag og gik tilbage til fem procent af stemmerne mod 6,6 i 1995. Derudover måtte Nationalalliancen notere sig tilbagegang fra 12,5 procent til omkring 11 - blandt alliancens kandidater var blandt andet fodboldhelten Paolo Rossi fra VM i 1982.
Valgdeltagelsen var på omkring 33,7 procent

 

 

 

Luxembourg
I Luxembourg står ministerpræsident, Jean-Claude Junckers, kristelige- sociale parti, CSV, til at vinde valget med 31,8 procent af stemmerne. Det betyder, at den afgående EU-Kommissionsformand, Jacques Santer, bliver valgt ind i Parlamentet på et af CSVs mandater, mens Juncker selv også har fået personlige stemmer nok til en plads i Bruxelles. Det ventes dog, at hans plads bliver overtaget af Viviane Reding.
Det socialistiske arbejderparti fik 23,2 procent af stemmerne, De Grønne fik 10,7 procent og det Demokratiske Pari fik 20,8 procent af stemmerne.
I Luxembourg var der regeringsvalg samtidig med Europa-Parlamentsvalget, og det ser ud til, at Junckers parti bliver siddende ved magten - dog med en ny koalitionspartner. I stedet for socialisterne vents Juncker at træde i regering med de liberale.
Der er tvungen valgdeltagelse i Luxembourg, og derfor ventes stemmeprocenten at ligge på omkring 85 procent.

 

 

 

Portugal
Det socialistiske regeringsparti vandt kampen om Portugals 25 mandater i Europa-Parlamentet. Med 97 procent af stemmerne optalt havde socialisterne fået 43,1 procent af stemmerne. I 1994 fik partiet kun 34,7 procent. Socialisterne fik dermed ti sæder i parlamentet.
Det centrum-højre baserede oppositionsparti fik 31,1 procent af stemmerne, den venstre-orienterede CDU-koalition fik 10,3 procent og det ekstremt højreorienterede parti fik 8,2 procent af stemmerne.
Socialisterne vandt dermed ti sæder i parlamentet.
Valgdeltagelsen var på ca. 40 procent i Portugal.

 

 

 

Spanien
Det spanske centrum-højre orienterede regeringsparti, PP, vandt Europa-Parlamentsvalget i Spanien - men tabte dog terræn til det socialistiske parti, PSOE.
PP fik 27 af Spaniens 64 sæder i parlamentet og tabte dermed ét mandat.
PSOE tog 35,3 procent af stemmerne, og det er nok til 24 pladser i parlamentet. Det Forenede Venstre-parti blev valgets taber, da partiet kun fik 5,8 procent af stemmerne mod 13,4 procent i 1994.
64,3 procent af vælgerne mødte op og satte deres kryds ved valget i Spanien.

 

 

 

Storbritannien
Den britiske premierminister, Tony Blairs, Labourparti ser ud til atblive taberen ved det britiske Europa-Parlamentsvalg. En prognose viser, at Labour kun får 31 pladser i parlamentet, mens de konservative får 35 pladser.De liberale får 14, mens øvrige partier og lister ifølge prognosen får fire pladser i parlamentet. Stemmedeltagelsen var meget lav - i England og Wales så stemmeprocenten ud til at ligge på godt 23 procent.
De konservative har blandt andet ført valgkamp på modstand mod, at Storbritannien bliver medlem af Den Økonomiske og Monetære Union, ØMUen. Politiske analytikere mener dog ikke, at Labours tilbagegang nødvendigvis vil skade Blairs chancer for at vinde det næste parlamentsvalg.

Læs mere her:
BBC - online nyheder
Europe Today - fra BBC World Service
BBC's tema om valget til Europa-Parlamentet

 

 

 

Sverige
Den norskfødte, svenske politiker, Marit Paulsen, blev den store sejrherre i det svenske valg til Europa-Parlamentet. Marit Paulsen fik æren for, at det lille Folkpartiet, der svarer til de radikale i Danmark, havde fået 13,8 procent af stemmerne. Det var næsten en fordobling i forhold til resultatet i efterårets riksdagsvalg.
Det væsentligste ved valget i Sverige var dog, at regeringspartiet Socialdemokratiet kun fik 26,1 procent af stemmerne, og at kun 38,3 procent af svenskere satte deres kryds.
- Den ekstremt lave valgdeltagelse er farlig og giver et kraftigt advarselssignal. Det skaber en legitimitetskrise for Europa-parlamentet, siger Sveriges statsminister Göran Persson efter valget, der betyder et nyt tab for ham og hans parti.
Moderaterne, det konservative oppositionsparti, fik samme antal pladser i parlamentet som Socialdemokratiet - nemlig fem - og fik 20,6 procent af stemmerne. 

Læs mere her:
SR - nyheder fra Sveriges Radio
SVT - svensk tv's EU-sider
SVT - Hej Europa

 

 

 

Tyskland
Endnu et eksempel på den 'røde tilbagegang' i EU måtte Tysklands rød-grønne regering se i øjnene ved Europa-Parlamentsvalget. Gerhard Schröders regering led et alvorligt tilbageslag ved valget, hvor de kristelige demokrater fik en sensationel stor sejr. Det socialdemokratiske parti, SPD, fik ifølge de første prognoser fra tv-stationen ZDF kun omkring 31 pct. af stemmerne mod over 40 pct. ved det nationale valg i efteråret. Også i forhold til Europavalget for fem år siden gik SPD tilbage med over et procentpoint. SPDs juniorpartner i regeringen, miljøpartiet De Grønne, fik omkring syv pct. mod 10,1 pct. for fem år siden.
De kristelige demokratiske unionspartier CDU/CSU fik tilsammen 48 pct. af stemmerne mod 38 procent i 1994, hvilket var en sensationel stor fremgang.

Læs mere her:
ARD - tyske nyheder fra tekst-tv
RTL - tv-nyheder
ZDF - heute online

 

 

 

Østrig
I modsætning til resultatet i mange andre EU-lande blev de klare vindere af Europa-Parlamentsvalget i Østrig socialdemokraterne.
Partierne fik 31,74 af stemmerne, mens udenrigsminister Wolfgang Schuessels konservative parti blev nummer to med 30,6 procent af stemmerne.
De to store partier står dermed til at få hver syv mandater, mens de øvrige syv af landets ialt 21 pladser i Europaparlamentet deles af Frihedspartiet (fem mandater) og De Grønne (to mandater).
Højrepopulisten Jörg Haiders Frihedsparti led nederlag og fik 23,8 pct. mod 27,5 pct, ved det seneste valg. Derimod gik De Grønne frem til 8,3 pct. (mod 6,8 pct.). Det liberale parti gik tilbage fra 4,3 pct. til 2,3 pct. og vil ikke være repræsenteret i det nye Europa-Parlament.
I det afgående parlament var socialdemokraterne med seks pladser det næststørste parti efer Folkepartiet, som havde syv.
Omkring 49 procent af de 5,8 million vælgere mødte op for at stemme i Østrig.

Læs mere her:
Orf Ons site om det østrigske valg