Verdensstjerne satser på comeback, men ekspert er ikke imponeret: Hvad fanden sker der?

Sangerinden Christina Aguilera udgiver i dag sin første plade i seks år. Men det tegner ikke godt for hendes stort opslåede comeback.

Christina Aguilera sender sit ottende album, 'Liberation', på gaden i dag. Her et stillbillede fra hendes seneste musikvideo, 'Accelerate'. (Foto: © RCA Records)

I 00'erne var hun én af popmusikkens kvindelige fyrtårne, men siden da er det gået ned ad bakke for popdivaen Christina Aguilera.

Efter flere mislykkede forsøg på at vende tilbage til verdenstoppen udgiver sangerinden med den store stemme i dag sit ottende album.

Pladen, der bærer titlen 'Liberation', er Aguileras første plade i seks år, og fans af sangerinden har ventet længe på det nye album.

Men hvis du har sat næsen op efter nye pophits til playlisten, så bliver du nok skuffet.

At dømme ud fra de numre fra 'Liberation', der allerede har set dagens lys, er den 37-årige sangerinde nemlig gået i en mere urban og alternativ retning - og det er ikke noget, der falder i alles smag.

Ny hiphop-lyd fremstår kikset og falleret

- Hvad fanden sker der? Hvorfor kan du ikke bare lave en almindelig popsang?

Sådan lyder reaktionen fra radiovært på P7 MIX Sandie Westh oven på sangerindens første single, nummeret 'Accelerate'. Sangen udkom for en måned siden, men har ikke gjort noget stort væsen af sig på hitlisterne.

Lyt til Christina Aguileras nye single 'Accelerate', mens du læser.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b2257436187a416e8051fcf

- Jeg tror ikke på nogen måde, at det bliver til et comeback for Christina Aguilera i denne omgang. Så skal der ske et mirakel, lyder dommen fra Sandie Westh, der langt fra er begejstret for den nye, mere hiphop-prægede lyd.

- Jeg forstår ikke, hvorfor Christina Aguilera har behov for at positionere sig som en edgy og urban sangerinde, for det er hun ikke. Hendes nye lyd er slet ikke hende. Hun har en kæmpe stemme, som er som skabt til popmusik, så jeg forstår overhovedet ikke, hvorfor hun går den her vej, siger Sandie Westh.

I musikvideoen til 'Accelerate' er der skruet godt op for provokatør-knappen, og Aguilera ses både nøgen indsmurt i tyk sirup og lapper mælk i sig som en (sex-)killing. Det er tydeligt, at hun er ude på at provokere, men Sandie Westh er ikke imponeret.

- I mine øjne fremstår hun altså lidt som en kikset og falleret popstjerne, der forsøger at være ung med de unge. Det skal hun simpelthen stoppe med, siger hun.

Christina Aguilera bader i sirup i musikvideoen til 'Accelerate'. (Foto: © screendump)

Popprinsesse og grænsesøgende provokatør

Christina Aguileras musikalske karriere begyndte, da hun som barn var en del af den legendariske Mickey Mouse Club, der også husede lovende stjernefrø som Britney Spears og Justin Timberlake.

Allerede som teenager fik hun en pladekontrakt og brød i 1999 - i en alder af bare 18 år - igennem med debutsinglen 'Genie In A Bottle'.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b224d9aa11f9f0cac966581

Året forinden havde den tidligere Disney-kollega Britney Spears allerede gjort sit indtog på hitlisterne, og pladeselskabscheferne var fast besluttede på, at Christina Aguilera skulle følge samme opskrift på succes: iørefaldende popmusik og en nøje vægtet blanding af jomfruelig uskyldighed og seksuelle undertoner.

Men Christina Aguilera brød sig ikke om rollen som artig popprinsesse, og i 2002 lagde hun for alvor den pæne pige i graven.

Med pladen 'Stripped', der nærmest dampede af sex og sensualitet, brød hun med sit gamle image.

- Christina har altid forsøgt at bryde grænser, og med 'Stripped' gjorde hun virkelig op med sin fortid. Den plade gav os fantastiske sange som 'Fighter' og 'Dirrty', siger Sandie Westh om pladen, der i manges øjne betragtes som højdepunktet i Aguileras diskografi.

Du kan høre 'Dirrty' her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b224d9b6187a416e8051f97

I 00'erne gik Christina Aguilera fra pæn popprinsesse til glohedt sexsymbol. (Foto: © Dave Hogan, 2002 Getty Images)

Floppede fælt med comeback-plader

Men selvom Christina Aguilera før har haft stor succes med at bryde grænser og skubbe til normerne for popmusik, så har hun det seneste årti haft svært ved rigtig at finde sin plads.

Pladerne 'Bionic' fra 2010 og 'Lotus' fra 2012 floppede begge fælt, og ud over et par succesfulde duetter med andre kunstnere, er det mere end ti år siden, at sangerinden sidst havde et reelt hit på egen hånd.

Med pladen 'Bionic' prøvede Aguilera også et nyt, mere råt look af - uden succes. Her ses hun i videoen til singlen 'Not Myself Tonight'. (Foto: © Sony Music)

Ifølge Sandie Westh er den grænsesøgende og alternative lyd den helt forkerte vej at gå, hvis Christina Aguilera igen skal til tops på hitlisterne.

- Hvis du skal eksperimentere og skubbe til grænserne for popmusik, så skal du gøre det med sange, som folk faktisk også gider at lytte til. Ellers kan det hele jo være lige meget, siger hun og fortsætter;

- Jeg tror, at Christina har lavet en plade, som hun selv synes er fed, men ikke tænkt over, at andre også skal gide lytte til den.

Træk inspiration fra fortidens hits

Selvom de første smagsprøver fra den nye plade ikke helt har levet op til de høje forventninger, så skal man endnu ikke helt afskrive 'Liberations' hitpotentiale.

Christina Aguilera har blandt andet arbejdet med Kanye West på pladen, ligesom en duet med sangerinden Demi Lovato også kaster lidt stjernestøv over udgivelsen.

Giv duetten 'Fall In Line' med Demi Lovato et lyt her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b226044a11f9f0cac9665fe

Men hvad skal der til for, at Christina Aguilera igen kan nå toppen?

- Jeg vil råde Christina til at tage et kig på sin gamle hits og se, hvad det var, der fungerede dengang. Vi trænger simpelthen til en kæmpe popbasker, siger Sandie Westh.

- Jeg savner i bund en grund bare en sang fra Christina Aguilera, som jeg faktisk har lyst til at lytte til fra ende til anden uden at tænke 'Åh gud, hvornår er den her sang færdig?'.

Hvis du selv vil give pladen en lyt, så er'Liberation' på gaden i dag.

Coveret på Christina Aguileras album 'Liberation'. (© RCA Records)