Nervepirrende: De fik at vide, de skulle optræde på festival - men havde aldrig spillet sammen før

Trioen Høker udgav den første sang i januar, og siden er det gået stærkt.

(Foto: © Sebastian Fabricius)

- Nu skal vi simpelthen til at øve os.

Det var Gustav Bejders første indskydelse, da han i marts måned fik at vide, at han sammen med Emil Jelbo og Simon Guttermann skulle optræde på Spot Festival i maj.

De tre venner laver musik under navnet Høker. Et musikprojekt, de startede for under et år siden.

Og den tid, der er gået siden da, har altså handlet om at skrive og indspille sange – ikke om at spille dem live.

Trioen havde derfor aldrig spillet deres sange sammen i et øvelokale, før det gjaldt den første koncert.

- Det var meget nervepirrende, og jeg var personligt meget shaky de første gange, vi øvede det igennem, fortæller Gustav Bejder, som synger i Høker.

- Jeg blev drillet ret meget, fordi jeg i starten sagde: 'Vi er for vilde! Vi behøver slet ikke øve, vi kan bare tage den én gang, og så lægger vi den ned, når vi kommer op på scenen'. Men første dag i øvelokalet kunne jeg godt se, at jeg har lydt som en idiot, fortsætter rapper og sangskriver Emil Jelbo grinende.

- Det skulle fandeme øves, før det sad i skabet.

Lyt til Høkers første single, 'Ud af dig', mens du læser videre:

På trods af den korte tid til at få øvet materialet igennem, gik koncerten på festivalen, ifølge Høker, som den skulle. Den fik dem videre til finalen i talentudviklingsforløbet og konkurrencen KarriereKanonen, som afholdes på Smukfest i august.

- Det var sindssygt spændende at være væk fra virkeligheden og føle sig lidt interessant i et par dage i en ellers ret lektie- og skolefyldt hverdag, hvor man står op, går i skole og går i seng, fortæller Gustav Bejder på vegne af trioen, som alle går i gymnasiet i København i henholdsvis 2.g og 3.g.

- Man følte sig som en chef over selv at skulle spille på festivalen. Det var forfærdeligt at komme i skole igen om mandagen, supplerer trioens producer, Simon Guttermann.

Startede for sjov

Det er ikke mere end et år siden, at de første spadestik til det, der senere skulle vise sig at blive til Høker, blev taget.

De tre unge mænd, som kender hinanden fra folkeskolen og gymnasiet, lavede inden da musik hver for sig. Gustav Bejder og Emil Jelbo eksperimenterede med lyd og tekst, men havde ingen forstand på at producere.

- Jeg vil gerne lære at blive en virkelig god live-artist. Det er det fedeste at komme til en koncert, hvor kunstneren er endnu federe live, end når man har høretelefoner på, fortæller Gustav Bejder, som synger i Høker. Her på spillestedet Radar i Aarhus under Spot Festival den 4. maj. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Her kom Simon Guttermann ind i billedet. Og de tog hul på at lave musik som trio i hans kælder sidste år.

I starten blot for at have det sjovt.

- Det startede med, at vi lavede noget fjollet musik, sådan noget Soundcloud-rap-agtigt noget, som handlede om damer og at drikke eksotisk sodavand. Men vi kunne godt alle sammen mærke, at vi skulle lave noget mere seriøst, fortæller Simon Guttermann.

Og således gik de i gang med at forene deres forskellige præferencer og tilgange til musik. Det krævede kompromiser, især for Gustav Bejder, som tidligere havde dyrket den mere akustiske singer-songwriter-stil.

- Det var anderledes end noget, jeg nogensinde troede, jeg skulle lave som musiker. At arbejde over et meget elektronisk beat var for mig nyt, men også sjovt, siger sangeren, som tidligere har spillet meget guitar.

Trioen fandt hurtigt ud af, at der kom noget fedt ud af at blande tingene. Både i selve lyden, men også i teksterne, som primært skrives af Emil Jelbo.

Lyt til Høkers anden single, 'Hænder':

- Der er mange følelser i teksterne. Det er en blanding af impulsive reaktioner, som jeg hurtigt får skrevet ned, og sjove og finurlige vendinger, jeg synes lyder fedt, fortæller Emil Jelbo, som har skrevet digte og sange siden syvende klasse, og fortsætter:

- De er skrevet i forskellige kontekster, når jeg har haft det på forskellige måder, og så sætter jeg det sammen, så sangen til sidst kan få en helt ny betydning.

- Lige så snart vi ramte Radar, startede min krop med at være nervøs. Det er mange timer, ens krop er i beredskab. Bagefter var vi mega lettede og glade for, at det var gået godt. Dagen efter var jeg helt smadret i kroppen efter at have været nervøs hele dagen før, fortæller rapper og sangskriver Emil Jelbo om Høkers koncert på Spot Festival den 4. maj. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Mere end et backingtrack

Og netop det med at blande indtryk og genrer er et særligt kendetegn for Høker.

- Det er noget af charmen ved musik i dag. Der er ikke den der: 'Fuck, vi er et rockband, og nu er der kommet en synthesizer på, hvad gør vi lige?'. Det er ikke et problem længere. Genrer er en meget old school måde at tænke musik på, mener Simon Guttermann.

Alligevel oplever trioen ofte at blive kategoriseret som hiphop, fordi musikken indeholder rap-vers. Men der er især en ting ved urban-scenen, trioen ikke vil associeres med.

- Urban er en udskældt genre, når det gælder live-koncerter. Der er ved at komme en modbevægelse nu, men langt hen ad vejen er det playback, hvor der kun bliver sagt noget halvdelen af tiden. Det vil vi ikke være. Vi vil gerne være nogle, der gør noget ud af det live, siger Simon Guttermann.

- Vi vil være mere end bare et backingtrack, supplerer Emil Jelbo.

- Da vi fik at vide, vi var gået videre til finalen, var vi nærmest mere lettede end glade. Simons reaktion var et langt suk. Juryen sagde, de ville ringe og fortælle, om vi var gået videre klokken 12, men så blev den kvart over, uden vi havde hørt noget, og vi tænkte: 'Nej, nej, nej', fortæller Gustav Bejder (til venstre) om den nervepirrende afgørelse, som dog endte godt for trioen, der drømmer om at optræde på landets store scener. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Udover at kunne levere på live-fronten, er den store drøm at blive etableret, blive hørt og måske endda inspirere andre.

De er enige om, at næste skridt er at komme tilbage i studiet og lave mere musik. De sidste par måneder har nemlig handlet om KarriereKanonen og om at blive klar til at spille koncert.

- Man begynder også stille og roligt at hade de der fucking numre, man har spillet så mange gange. Det er mig, der mikser og mastererer det hele, så jeg har hørt numrene cirka tre gange så mange gange som drengene, griner Simon Guttermann.

- Vi glæder os bare til at lave noget mere musik, afslutter han.

Høker spiller på Smukfest i Skanderborg i august.