Marcia Sørensen er en sand fighter.
Hendes mor var stofmisbruger, og opvæksten var præget af konstante flytninger.
I en alder af bare 12 år var det også Marcia Sørensen selv, der fandt sin mor død af en overdosis.
Der var heller ikke meget hjælp for Marcia Sørensen at hente hos sin far, som hun aldrig rigtig har set. Han er dømt for mord og har nu siddet fængslet i fire år.
Selv beskriver hun opvæksten som kaotisk.
- Der var ingen struktur eller faste rammer. Jeg passede min mor og passede også mig selv. Nogle gange boede jeg ved min faster og onkel. Andre gange blev jeg placeret et andet sted, siger hun.
Den hårde opvækst til trods har Marcia Sørensen aldrig givet op.
Hun har gennemført en HF og siden været i militæret som en del af sin værnepligt. Og til sommer håber hun at blive optaget på Syddansk Universitet, så hun kan komme i gang med at læse Sundhed og Idræt.
Men hun vil også inspirere andre. Og med erkendelsen af at hun ikke er den store ord-kunstner selv, skrev hun ind til P3-programmet 'Sangskriver', hvor værten Jonas Gülstorff sammen med en musikalsk gæst hver uge skriver en sang ud fra lytternes oplevelser og ønsker på kun to timer.
- Jeg havde lyttet til programmet et par gange. Og en dag gik tingene ikke helt for mig, som de skulle, og jeg kunne godt bruge noget musik til at beskrive, hvordan jeg havde det. Og så skrev jeg ind, så de kunne hjælpe mig. For jeg tænkte, at jeg jo nok ikke var den eneste, der kunne have det sådan, siger Marcia Sørensen, der håbede, at de to sangskrivere kunne hjælpe hende med en sang, der hylder mønsterbrydere, fortæller hun til dr.dk efter udsendelsen.
USO: 'Vi skal se det større billede'
I studiet sad værten Jonas Gülstorff sammen med den hurtige rapper USO, der var særligt ønsket af Marcia til at skrive sangen, da hun er stor fan.
Sammen lyttede de sig igennem utallige beats, der skulle udgøre fundamentet for den nyskrevne sang, der skulle blive færdig i løbet af de to timer.
Og da det var på plads, var de klar til at skrive en tekst.
USO, der bærer det borgerlige navn Ausamah Saeed, var opsat på at opfylde Marcia Sørensens ønske om at skrive en sang, der kan inspirere andre til at overkomme hårde tider.
- Jeg havde en følelse af, at hun gerne vil hjælpe og motivere andre. Men det er de færreste, der har haft det, som Marcia har haft det. Så jeg tænker, at sangen skal være til roden nede på blokken, som ikke ved, hvor han eller hun skal hen. Den skal være til dem, som måske ikke har det så godt. Vi skal se det større billede, lød det fra USO i programmet.
Rørt til tårer
Da de to timer i 'Sangskriver' var gået, lå USO's sang til Marcia klar med titlen 'Lys på den anden side'.
Hør sangen og Marcias reaktion her:
Reaktionen var ikke til at tage fejl af, da nummeret var færdigt, og Marcia Sørensen sad målløs tilbage i den anden ende af telefonen.
- Ej, jeg sidder og tuder. Den ramte bare plet. Det er jeg virkelig taknemmelig for, lød det fra Marcia Sørensen i programmet.
Hun var særligt bevæget over, at Jonas Gülstorff og USO fik sat ord, hun ikke selv kunne finde, på temaet om at overkomme svære tider – stærkt hjulpet på vej af genren, nummeret benyttede sig af.
- Jeg havde skrevet i mit brev, at det måske kunne blive en rap-sang, fordi det kan udtrykke noget, pop ikke altid kan. Og det lykkedes bare. Jeg har hørt sangen hele tiden lige siden, griner hun og understreger, at hun også kommer til at høre sangen fremadrettet.
- De fleste dage er jo heldigvis gode. Men jeg har også dage, hvor jeg er nede, og det hele rammer mig. Det var for eksempel sådan en dag, jeg skrev ind. Så jeg kommer helt klart til at bruge sangen selv, lyder det efter udsendelsen.
Læs teksten til sangen 'Lys på den anden side' her:
Omkvæd:
De sagde vi ikke ville blive til noget
Ik' meningen at vi skulle klare den
Så mange tanker i mit hoved
Så mange mennesker der faldt af i farten
Vers:
Ja... De gader gav mig mange ar
samme gader jeg legede i da jeg var barn
31 steder på 25 år
Noget som mange ik’ forstår
Har ik' brug for dem for jeg har mig selv
har ikke brug for held, når jeg finder hjem
Så mange som der bare prøver at finde ud
så mange tårer jeg ser ud af vinduet
Omkvæd:
De sagde vi ikke ville blive til noget
Ik' meningen at vi skulle klare den
Så mange tanker i mit hoved
Så mange mennesker der faldt af i farten
Selvom alting ser håbløst ud -
Står jeg lige her tager mod de skud
Selvom livet driver en til vanvid
Er der stadig lys på den anden side
Vers:
Mod alle odds... klarer den ud fra blokken
startede med at hustle for at putte lidt i koppen
så hvem havde troet at det skulle gå såen
taknemlig for livet.. ingen har lovet at jeg står op i morgen
ser unge børn med voksen sjæl
jeg ser dem minde mig om mig selv
En vinder stemplet i en ung alder
Mod alle odds! Livet set med vinderbriller
Omkvæd:
De sagde vi ikke ville blive til noget
Ik' mening at vi skulle klare den
Så mange tanker i mit hoved
Så mange mennesker der faldt af i farten
Selvom alting ser håbløst ud -
Står jeg lige her tager mod de skud
Selvom livet driver en til vanvid
Er der stadig lys på den anden side