- For at være ærlig, så er jeg bare virkelig stolt af at være homoseksuel.
Olly Alexander griner og hans latter skratter gennem telefonen.
Den 28-årige sanger er kendt som frontmanden i den britiske poptrio Years & Years.
Med dansable hits som 'King', 'Desire' og senest 'If You're Over Me' har gruppen indtaget alverdens hitlister, og mandag gæster trioen Danmark, hvor de giver koncert i den genopførte K.B. Hallen.
Men Olly Alexander er kendt for mere end bare sit sangtalent.
Han er homoseksuel og taler åbent og bramfrit om sin egen seksualitet, ligesom han i hjemlandet England - og i resten af verden - anses for én af musikbranchens mest markante stemmer, når det kommer til at tale åbent om seksualitet og LGBT-rettigheder.
Den unge sanger er ikke bange for at være ærlig om de problemer, han selv har oplevet i rejsen mod at acceptere sig selv og sin seksualitet.
I 2017 lavede han i samarbejde med BBC dokumentaren 'Growing Up Gay', som tiltrak sig stor opmærksomhed.
Lyt til hittet 'If You're Over Me' her, mens du læser videre:
I dokumentaren, der herhjemme blev sendt på DR3 sidste år under titlen 'Mit liv som homo', åbnede Olly Alexander op om en svær barndom og ungdom, der var præget af mobning, spiseforstyrrelser, sindslidelser og selvhad.
Vi tog en snak med Olly Alexander om at være et forbillede for andre, om hvorfor det er vigtigt at turde tale om sin seksualitet, og om han nogensinde bliver træt af, at hans seksualitet skal fylde så meget.
Hej Olly!
- Hej, hej.
Olly Alexander, du er kendt som én af de mest markante unge queer-stemmer i musikbranchen. Hvorfor er emner som seksualitet og LGBT-rettigheder så vigtige for dig at tale om?
- Hmm, det tror jeg, der er mange grunde til. Jeg tror, jeg gennem tiden har udviklet en passion for at støtte op om LGBT-rettigheder. Gennem Years & Years har jeg mødt så mange mennesker fra LGBT-miljøet. Vores fans og folk, vi arbejder med.
- Musikken har jo et meget klart queer-tema, da jeg selv er homoseksuel, og sangene handler om mine egne oplevelser og livslæringer. Det åbnede op for en dialog, som jeg vidste var nødvendig at tage, og jeg tror, det er derfor, jeg går så meget op i at give de her emner opmærksomhed.
- Vi er nået langt, men homoseksuelle kæmper stadig med fordomme og større repræsentation i medierne, så det er vigtigt at tale om.
Der er mange, der ser op til dig. Et det et pres at skulle være en rollemodel for så mange – særligt unge – mennesker?
- Det er i hvert fald interessant at blive udnævnt som en rollemodel. Først og fremmest føler jeg mig meget heldig over, at jeg har den platform og stemme, som jeg har nu - og jeg mener også, der følger et ansvar med den platform. Jeg skal stå på mål for de ting, jeg siger og gør, og nogle gange føles det som et stort ansvar.
Olly Alexander sukker. Ikke opgivende, men fordi han prøver at vende ordene, så han får kondenseret sine tanker til sætninger på den helt rigtige måde.
- Jeg tvivler nogle gange på mig selv, fordi jeg gerne vil gøre det godt og hjælpe så mange som muligt. Det kan godt virke lidt overvældende, hvis jeg tænker for meget over det, men jeg føler mig også meget taknemmelig over at være i den position, som jeg er i.
Du har selv haft en barndom, hvor du havde svært ved at acceptere din egen seksualitet og kæmpede med mobning i skolen. Savnede du en rollemodel - en 'Olly Alexander' - da du voksede op?
- Jeg tror, at jeg skabte mine egne rollemodeller. Jeg fandt folk, jeg så op til, i bøger og film eller hos musikere som Stevie Wonder og Jeff Buckley. Så tog jeg små dele fra dem, jeg så op til, og prøvede at forme det, så det gav mening for mig.
- Det var godt for mig, men jeg var også nødt til det, for jeg havde ikke rigtig en homoseksuel person at se op til. En, som var ligesom mig og kunne fortælle om deres oplevelser. Jeg tror kun, det kan hjælpe at se andre som én selv. Gud, nu kommer Mikey. Hej Mikey!
Mikey er Mikey Goldsworthy, der sammen med Emre Türkmen udgør de sidste to tredjedele af Years & Years. Goldsworthy og Türkmen startede med at lave musik sammen i 2010 og Olly Alexander sluttede sig til gruppen, da Mikey Goldsworthy hørte ham synge i badet i en fælles vens lejlighed.
- Ej undskyld, fortsæt du bare.
Sammen med artister som Troye Sivan og Sam Smith er du blevet kaldt én af frontløberne for en ny generation af åbent homoseksuelle sangere. Hvad tænker du om den titel?
- Altså... Det lyder da ret fedt?
Olly Alexander griner, inden hans stemme igen bliver mere seriøs.
- Det er vigtigt at sige, at queer-musikere har været tilstede altid. Vi i Years & Years har opnået det, vi har, takket være kunstnere som Pet Shop Boys og George Michael og andre queer-personer, der har banet vejen for os. Men det er klart, at tingene er anderledes i dag, hvor vi har mulighed for at være mere åbne og uforbeholdne.
- Men jeg tror blot, at det her er begyndelsen. Det håber jeg i hvert fald. Der er efterhånden en del kasser i musikindustrien, der er ved at blive nedbrudt og giver plads til, at queer-kunstnere også kan stå i front.
Du har tidligere fortalt, hvordan du i musikbranchen oplever det, som du kalder 'hverdagshomofobi'. Hvad er det?
- Hverdagshomofobi er et problem, jeg oplever mange steder. Engang manifisterede homofobi sig i høj grad som verbal eller fysisk vold, og det er der stadig nogle eftervirkninger af i vores samfund i dag.
- I dag er vi LGBT'ere et godt sted, hvor vi på mange punkter er beskyttet af regler og lovgivning, men hos nogle mennesker er der stadig det her underbevidste ubehag i forhold til andre seksualiteter end heteroseksualitet. Det findes alle steder.
Hvordan gør det sig gældende i musikbranchen?
- Pladeselskaber er ikke specielt risikovillige. Deres kunstnere skal være så salgbare som muligt og sælge så mange plader som muligt.
- Pladeselskaberne har folk, der sidder og analyserer alt, hvad du siger og gør, og hvilke konsekvenser det har. De kan hive et skema frem, der siger, at hvis en kunstner klæder sig på en bestemt måde, siger noget kontroversielt eller gør dit og dat - ja, så vil færre mennesker købe deres musik.
- Den slags formår de at sige på en måde, som måske ikke fremstår homofobisk. De siger måske, at noget ikke er 'sømmeligt over for et familievenligt-publikum', men grundlæggende bygger det jo på homofobi og sexisme.
- I de fleste tilfælde er det ikke, fordi der er én person, som har den her grusomme plan om at jorde os homoseksuelle. Det er et fælles problem, som ligger så dybt i vores kultur, at vi ikke rigtig kan få øje på det.
- Så folk er ikke bevidste om, hvornår de måske siger noget dobbeltmoralskt eller kommer med homofobiske kommentarer og jokes. Det tager bare tid at få folk til at indse de ting. Sorry, det var et virkelig langt svar på dit spørgsmål, men det er bare et ret komplekst og vigtigt emne.
Du er jo en fortaler for LGBT-rettigheder og er meget åben omkring din egen seksualitet. Bliver du nogensinde træt af, at dét at du er bøsse, skal fylde så meget?
- Jeg tror, at hvis jeg gjorde, så måtte jeg bare komme over det. Folk forbinder Years & Years og mig med queer-miljøet, og det forstår jeg godt. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende i den her position, og nogle gange er det også lidt voldsomt. Men nu, hvor jeg er her, må jeg få mest muligt ud af det, og jeg må prøve at gøre mit bedste for at gøre en forskel.
- Og så er jeg bare virkelig stolt af at være homoseksuel. Det er en stor del af min identitet og noget, jeg stadig udforsker og prøver at finde ud af, så jeg føler mig meget heldig over, at jeg kan få lov til at gøre det gennem min musik. Og det har jeg tænkt mig at fortsætte med.
Tak for snakken, Olly.