Vildt stormløb om pladser til Eminem på Roskilde: Det er once in a lifetime!

Roskilde Festivals nye system til pitten på Orange Scene skulle stå sin prøve i dag.

Der blev løbet for livet, da festivalpladsen åbnede på Roskilde klokken 17. (Foto: © Martin Fält, DR)

Efter fem dages opvarmning med masser af sol, støv og lunkne øl var gæsterne på Roskilde Festival mere end klar til at komme ind på festivalpladsen.

Traditionen tro stod flere tusinde i kø foran pladsen for at være de allerførste foran Orange Scene. Men i år var alt ikke, som det plejer.

Roskilde Festival har nemlig lavet et nyt system til pitten - området helt forrest foran scenen. Hvor man før skulle stå i kø i mange timer, hvis man ønskede at komme helt tæt på sine idoler, så skal man nu istedet have et særligt armbånd for at komme i pitten.

Hver koncert kræver hvert sit særlige armbånd, hvis gæsterne ønsker at stå forrest i pitten.

Da der kun er under 3000 armbånd til hver koncert, var kampen om at stå forrest endnu hårdere - især fordi en af verdens største rappere nogensinde onsdag aften giver koncert: Eminem.

DR.dk var med hele vejen - fra den lange ventetid til glæden, når armbåndet kommer på.

Klokken 15.30 - Stilhed før stormen

Festivalpladsen foran Orange Scene ligner nærmest et ørkenlandskab. Græsset er svitset forlængst og støvet venter bare på at komme til vejrs.

Der er heller ikke mange mennesker, så man tænker, "hvor er alle henne?". De sidder nogle hundrede meter syd for Orange Scene.

Der er klar til at folk kan få armbånd til Saveus og Eminem. (Foto: © Kevin Ahrens Nielsen, DR)

Her sidder 20-årige Frederik Pynd Jensen sammen med sine venner som en af de forreste. Han har altså rimelig gode chancer for at få en af de eftertragtede armbånd til Eminem, der spiller klokken 22.30.

De har ventet foran porten ind til festivalpladsen siden klokken 10.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at komme op i pitten igen. Jeg var i pitten til alle de koncerter, jeg gerne ville se sidste år. Og når de ændrer konceptet må man jo forsøge at følge med, siger Frederik Pynd Jensen.

Her kan du se Frederik Pynd Jensens vej mod Orange Scene. (Foto: © Grafik: Solvej Nygaard Gregersen, DR)

Og så gør det heller ikke noget, at det er Eminem, man sætter liv og lemmer på spil for.

- Eminem er en virkelig fed kunstner, jeg gerne vil se på tæt hold. Det er once in a life time for en dansker at få lov at se ham. Jeg er ikke den, der hører mest rap normalt, men han er faktisk en af de kunstnere, der taler til mig, siger Frederik Pynd Jensen.

Frederik Pynd Jensen står i midten med pandebånd på. (Foto: © Martin Fält, DR)

Klokken 16.30 - Spændingen stiger

De forreste foran porten har nu rejst sig, og stemningen er steget betydeligt den seneste time. Der bliver sunget og "lållet", som om de mange festivalgæster slet ikke kan mærke, at de har ventet i flere timer.

Frederik Pynd Jensen og de andres blik er rettet mod Orange Scene. De står klar i blokkene som Usain Bolt til De Olympiske Lege.

Lidt længere ned mod scenen står alle de frivillige klar i boderne, der skal hjælpe alle gæsterne med at få slukket tørsten og få andet end rugbrød med dåsetun i maven.

Foran boderne har der samlet sig store flokke af mennesker. Der står klappezone på et skilt over dem. De står her for at sende alle løberne godt mod scenen - lidt ligesom når køerne kommer på græs.

Tilskuerne står klar til at klappe. (Foto: © Martin Fält, DR)

Én af dem der er kommet for at se løberne er Silja Rubæk.

- Det er altid hyggeligt. Og så forventer vi selvfølgeligt en masse fulde mennesker, der løber og falder over hinanden, siger hun.

Klokken 16.57 - Tyvstart og kaos

Mens at alle journalisterne står og kiggede ned i telefonerne og fotograferne gør udstyret klar, løfter støvet sig fra jorden oppe ved porten.

De første er på vej mod pitten og armbåndet.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b3cf191a11fa10f6c4a7f60

Der er fuld fokus på de forreste i feltet, der sagtens kunne gøre sig til på det danske atletiklandshold. Flere bliver dog overrumplet af et lille asfaltstykke, som sender flere i jorden og måske til samaritterne.

I feltet efter er humøret lidt højere ligesom armene er i vejret på mange, mens de løber forbi klappezonerne.

Støvskyen løfter sig hurtigt, efter de første er løbet forbi. (Foto: © Martin Fält, DR)

17.04 - Mission complete

Det lykkedes! Frederik Pynd Jensen var en af de allerførste til at få et pitarmbånd på. Og smilet siger det hele.

- Det gik super. Jeg kunne godt mærke, at det var hårdere, end jeg forventede, men jeg kom hele vejen uden problemer, siger han, efter at armbåndet er kommet på.

Armbåndet til Eminem kom i hus. (Foto: © Martin Fält, DR)

Efter at have siddet syv timer i kø, er det nu de helt basale behov, der skal passes, fortæller Frederik Pynd Jensen.

- Nu skal jeg pisse, for det nåede jeg ikke, før jeg satte mig i kø. Og så skal jeg have noget at spise. Og så skal jeg finde ud af, hvordan man kommer op i køen for dem, der har armbånd.