Det skal være slut med at stå i lange køer hele dagen, hvis man vil til koncert på forreste parket ved Orange Scene.
Derfor indfører festivalen et nyt tilskuersystem.
Fremover skal du nemlig have et særligt armbånd på, hvis du vil op i den forreste pit, der er området helt foran scenen.
Festivalen har i samme omgang valgt at ombygge det allerforreste område foran Orange Scene i tre områder.
Fra i år vil der være to bagområder med plads til 10.000 og et pitområde helt forrest med plads til 3000 gæster. Og det er altså i det forreste område, at man fra i år skal have armbånd til.
Armbånd hentes samme dag som koncerten
Et armbånd gælder kun for én koncert og kan hentes fra klokken 10 om morgenen, hvor koncerten bliver afholdt. For at komme ind i den forreste pit, skal man stå klar med sit armbånd 45 minutter inden koncerten.
Derefter vil ledige pladser blive frigivet til dem uden armbånd.
- Folk lægger sig ret tidligt i kø for at høre de store navne, og de køer kan blive enormt lange, siger Morten Therkildsen, sikkerhedschef for Roskilde Festival, og forklarer:
- Så hvis man for eksempel vil stå forrest til Bruno Mars, så ville man være tvunget til at bruge hele sin dag i køen. Med armbåndet kan man i stedet bruge dagen andre steder på festivalen og komme tilbage før koncerten, siger Morten Therkildsen, sikkerhedschef for Roskilde Festival.
Køerne forsvinder dog ikke helt
Mens nogle roser initiativet på Roskildes Facebook-profil, så er andre mindre fornøjede. Én bruger skriver, at det nu bliver mere besværligt og kræver mere planlægning, hvis man vil allerforrest til en koncert.
Men Morten Therkildsen ser kun fordele ved det nye pitsystem.
- Vi anerkender, at alt nyt skaber både positive og negative reaktioner. Men normalt ville man alligevel lægge sig i kø tidligt på dagen. Så det er ikke noget med, at man skal planlægge mere, end man plejer, siger han.
Selvom køerne foran Orange Scene forventes at blive reduceret kraftigt, så forventer Morten Therkildsen ikke, at køerne helt forsvinder. Det skyldes, at nogle gæster vil have en særlig plads i pitten – og dem skal man altså stadig stå i kø for at være sikre på at få.
Armbåndet til pitten vil være gratis.