Superstjerne elsker sønderjysk festival: Her er der ingen, der løber skrigende efter mig

I over ti år har Lukas Forchhammer været fast gæst på Tønder Festival.

På Tønder Festival er Lukas Forchhammer, frontmand i Lukas Graham, 'bare' Lukas. Her har han masser af venner, han kun ses med, når der er Tønder Festival, og han kan slappe af med sin familie, når han er afsted. Han optrådte desuden både torsdag og fredag på festivalen i år. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, (c) Ritzau Scanpix)

- Vi har glædet os til at komme hjem til Tønder og spille lidt her, lyder det fra Lukas Forchhammer, der med bandet Lukas Graham endnu engang har indtaget Tønder Festival.

Lyt til Lukas Graham herunder, mens du læser videre:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:57dfd5976187a411a4410bc1

Det er torsdag og dermed første aften på Tønder Festival 2018, og publikum er mødt talstærkt op for at se den 29-årige Lukas Forchhammer, der selv har været frivillig på festivalen, og er kommet der siden han var 18 år.

Her er han 'bare' Lukas. Her har han masser af venner, han kun ses med, når der er Tønder Festival, og han kan slappe af med sin familie, når han er afsted.

- Jeg synes, det er et fuldstændig unikt sted. Det er bare så meget anderledes end sådan noget som Skanderborg (Smukfest, red.) og Roskilde Festival, siger han.

- Hvis jeg gik en tur med min kone nogen af de steder, så skulle jeg nok tage en masse billeder. Men her er der ikke nogen, der løber efter mig, skrigende. Hvorfor skulle de det? Jeg er jo bare Lukas, som er kommet her de sidste ti år. Det er jo ikke noget nyt, siger han.

Der var tid til at hilse på, inden Lukas Forchhammer skulle spille koncert torsdag aften. (Foto: © Mads Gadegaard Tranæs, DR)

Startede med at lange fadøl over disken

Lukas tog endnu engang turen fra København til Tønder i år, hvor han selv gav koncert på festivalen hele to gange - både torsdag og fredag.

Faktisk har han været der hvert eneste år, siden han startede som frivillig.

- Det er nok 11 år siden, jeg første gang var frivillig i Festivalcaféen, hvor jeg solgte paella, kyllingesandwich og fadøl. Det var jeg så i to-tre år, og senere hjalp jeg min far, der bookede musik på festivalen, siger Lukas.

Lyt til Lukas Grahams' hyldest til sin far her:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:573b135d6187a4048c264914

Lukas' far, Eugene Graham, der stammede fra Irland, var også stor fan af folkemusik og Tønder Festival. Han døde i 2012.

- Jeg har nok en helt anden tilgang til den slags musik end andre danske unge, fordi min far var fra Irland. Så vi hørte folkemusik, skotsk musik og americana derhjemme.

- Og så har jeg en gruppe venner - en masse rødder fra Christianshavn og Islands Brygge -, der også elsker den her slags musik, men hvor fanden skal de høre det henne? De er vant til at høre det på Staden om sommeren, men efter far døde, så er der ikke de samme mængder af koncerter med folkemusik på Christiania, som der var engang. Så nu kommer de her i stedet for, siger han.

  • Selvom ingen løber skrigende efter Lukas på festivalpladsen, at der stadig flere, der gerne vil hilse på ham. (Foto: © Mads Gadegaard Tranæs, DR)
  • Og der er da også tid til at få taget et billede... (Foto: © Mads Gadegaard Tranæs, DR)
  • ...og til at få en lille snak. (Foto: © Mads Gadegaard Tranæs, (c) DR)
  • Og så skal der naturligvis også være tid til en kold fadøl. (Foto: © Mads Gadegaard Tranæs, DR)
  • Tønder Festival-skilt og den faste gæst. (Foto: © Mads Gadegaard Tranæs, (c) DR)
1 / 5

På festival med hele familien

Men på Tønder Festival er der rigelige mængder af den slags musik. Her er et sted, hvor koncerterne starter klokken ti om morgenen, og det ændrer hele dynamikken i festivalgængerne, mener Lukas.

- Hvis du gerne vil høre det fede band i Visemøllen, hvor der kun kan være 400 mennesker, ja, så skal du altså stå op klokken ni. Og så kan jeg godt lide at komme på en festival, der ikke har et line-up som alle de andre. En festival som Roskilde har også unikke navne, men de har også de navne, der spiller alle andre steder - og så er der også lige 100.000 fulde mennesker.

Noget af det allerbedste ved Tønder Festival er dog, for Lukas, at han kan gøre det sammen med sin familie. Udover sine venner har han nemlig også sin kone og sin datter med.

Men også hans mor, der arbejder frivilligt på festivalen, samt hans to søstre og deres børn er med til Tønder Festival.

- Jeg kan ret godt lide det der med, at det er for hele familien. Man ser tit børn med forældre, bedsteforældre, søskende, onkler og tanter. Du kan se den samme børneflok med forskellige voksne. Så er det sådan: 'Ah, er det dem, der har dem lørdag'. Og det kan man se, for man har lige mødt de der børn med nogle andre voksne i går, griner han.

Det er bare det, Tønder kan

Også sammenholdet på festivalen er unikt, og man kan altid få en hjælpende hånd, siger Lukas.

- Vi kender så mange mennesker på festivalen. Så da min mor manglede et sted at bo hernede, så snakkede vi lige med hende, der har ginbaren på festivalen, og hun kendte så en familie, der ikke var hjemme i de her dage, og så kunne de leje deres hus, fortæller han.

- Så der bor min mor, mine søstre og deres børn. Vi prøver alle sammen at være afsted. Det er bare det, Tønder kan, siger han.

Men kan du så - reelt - få lov at gå i fred og slappe af og nyde det?

- Det kommer jo an på, hvordan man betegner det at være i fred. Det er jo klart, det ikke er ligesom dengang, jeg var 18 år og var her første gang. Men så kan man jo vende den om og sige, om jeg så var i fred dengang? Der havde jeg en otte timers vagt hver dag.

- Så er jeg jo lidt mere i fred nu, hvor jeg har to interviews og to koncerter. Jeg går glip af aftensmad med min familie i dag, men det kunne være værre, ik'?, siger han.

Der er en hyggelig og afslappet stemning på Tønder Festival - en af de primære årsager til, det er Lukas Forchhammers yndlingsfestival. (Foto: © Mads Gadegaard Tranæs, DR)

Ringede personligt og meldte afbud

Tønder Festival er desuden den eneste festival, han selv nyder at komme på privat i Danmark. Han har kun misset ét år, siden han var på festivalen for første gang, og det var det år, hans datter blev født.

- Jeg skulle jo have været her. Men det var en måned, inden min datter blev født, og da tiden nærmede sig, så kunne jeg jo godt se, at den kommende farmand ikke havde tænkt sig om. Så må man jo bide i det sure æble. Så jeg ringede også personligt til Maria (Thessink, kunstnerisk leder, red.) og sagde undskyld. Det er jo ikke, fordi jeg synes, det er fedt at sige, jeg ikke kan komme alligevel, siger han.

I år har han endelig fået sin hustru, Marie-Louise 'Rillo' Schwartz med, der kun har besøgt festivalen kort i 2013, samt sin knap toårige datter.

- Jeg ville rigtigt gerne have min frue med, så hun kunne få en bedre oplevelse af Tønder. Jeg kunne godt tænke mig, at vi lige kunne være her og gå en tur ud og få et solæg. Men det kan hun nok ikke lide, griner han.

- Og så kan vi køre tidligt hjem fredag eller lørdag. Rillo har ikke rigtigt været her før, og jeg kender alle mulige. Så ser vi, hvordan det går, og så kan vi køre hjem, hvis vi vil det, eller blive, hvis vi har lyst til det. Og så er vi gearet til at komme igen næste år, alle sammen, siger han.

Lukas Forchhammers tre hurtige om musikken på Tønder Festival:

  • - Hvis du ikke kan lide det musik, der bliver spillet på Tønder Festival, så er det nok typen af sange eller måden, det bliver spillet på. For kvaliteten på den her festival blandt musikerne er vanvittigt høj, siger han.

  • - Hvis jeg kunne, ville jeg gerne se Lúnasa, for det er et band, jeg har set med min far.

  • - Bands opstår på mærkværdig vis på den her festival. Musikerne hjælper hinanden. Et år skulle jeg spille en koncert for medarbejderne, og der var pianist Kasper Daugaard den eneste, fra bandet, der var her. Så lånte vi simpelthen musikere fra to-tre andre bands til koncerten.