Ud som single - hjem med kæreste: Fire fortællinger om at finde kærligheden på en festival

Tilfældige møder, spontane beslutninger og den unikke stemning får kærligheden til at blomstre på landets festivaler.

Dr.dk har talt med otte kvinder og mænd, som alle på forskellig vis har vekslet en festivalbillet til et farvel til singlelivet. Den gode tid, åbenheden over for andre og stemningen på en festival førte parrene sammen, og flere af dem har i dag børn og ring på fingeren.

'Det var teenage-forelskelse ved første blik - trods vores alder'

Jesper Nielsen og Helene Harter mødte hinanden for første gang på Tinderbox i 2016 uden for et musiktelt, hvor de faldt i snak gennem fælles bekendte. Året efter friede Jesper på festivalen. I dag bor de sammen og har barn på vej.

Helene: Jeg stod der i min brandert og syntes bare, han var den smukkeste mand, jeg nogensinde havde set. Jeg var helt betaget af ham.

Jesper: Det var også det eneste, hun stod og sagde: ’Hvor er du smuk’, og jeg blev lidt paf. Det var jeg ikke vant til, at tilfældige mennesker siger til mig. Men jeg havde det på samme måde, og bagefter kunne jeg slet ikke få hende ud af tankerne og gik i gang med at lede efter hende.

Helene: Da vi gik hver til sit, havde vi begge fortrudt, vi ikke havde fået hinandens nummer. Så stødte vi heldigvis ind i hinanden igen senere samme dag.

Jesper: Jeg får øje på hende ved dj-scenen Magic Box og går direkte derover. Jeg tror ikke, der går fem sekunder, så står vi og kysser. Det var teenagekærlighed ved første blik. Trods vores alder.

Helene: Vi sad nærmest bare og kyssede resten af festivalen. Vi var fuldstændig betaget af hinanden.

Jesper: Men der var også fra første sekund en følelse af, at der var mere i det her.

Helene: Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville være faldet for Jesper alle andre steder også. Men det går stærkere, når man er på festival. Vi kunne ses tre dage i træk, ellers ville der måske være gået en uge mellem hver date. Og man finder jo lynhurtigt ud af, at man rigtig godt kan lide hinanden, når man mødes tre dage intenst i træk.

Jesper: Hvis vi havde mødt hinanden en tilfældig onsdag på gågaden, tror jeg også, vi var faldet for hinanden. Men festivalen gjorde det nemmere at ses igen hurtigt.

Helene: Alkoholen gjorde os nok også mere åbne begge to, og vi fik sagt, hvad vi følte. Og efter festivalen havde vi jo allerede en masse at snakke om. Vi fortsatte egentlig bare, hvor vi slap og kunne hurtigt se, hvor det bar hen.

'Tænk, hvis vi ikke begge havde været festivaltyper'

Sara og Henrik arbejdede som frivillige på Roskilde Festival. De havde kun set hinanden kort en enkelt gang, før det pludselig slog gnister i dagene op til og under festivalen i 2016. I dag bor de sammen i København. De mener, at frivilligt arbejde på festivalen er en rigtig god måde at møde hinanden på.

Sara: Vi gik sammen dag og nat lige op til festivalen på grund af vores frivillige arbejde, og fra dag ét skabte vi et særligt rum kun for os to – især gennem vores humor. Vi snakkede for eksempel meget om, hvor fedt det var at ryge cigaretter og gjorde grin med, at vi havde samme korte frisure.

Henrik: Jeg kiggede hele tiden efter, hvad hun nu lavede, og hvor hun var henne. Vi fandt hurtigt den her interesse for hinanden og fandt altid en undskyldning for at sidde ved siden af hinanden. Jeg kyssede hende på vores sidste arbejdsdag, inden musikken begyndte. På dansegulvet i en medarbejderbar.

Sara: Jeg er ikke sikker på, at jeg var faldet for Henrik, hvis jeg havde mødt ham i byen eller set ham på Tinder. Han levede ikke op til min overfladiske og urealistiske forestilling om, hvordan min livspartner skulle se ud. Men der var noget over den der urokkelige, jyske ro. Det er en enorm kvalitet, når man som mig flyver højt og føler meget.

Henrik: Som frivillig på en festival møder man hinanden i mange forskellige situationer. Både når du er fuld og har tømmermænd i baren om natten, og når du er ædru…

Sara: Og når man er presset og irriteret og glad. Man ser hinanden i mange forskellige situationer og ser, hvordan den anden tackler det. Festivalen skaber et helt unikt rum, hvor man ikke oplever mennesker igennem deres job, uddannelse og tøjvalg, men ser dem som de værdifulde mennesker, de er uden om alle de forventninger og normer, vi har til hinanden til daglig. Ens arme bliver ti gange mere åbne på en festival.

Henrik: Jeg tror heller ikke vi havde mødt hinanden, hvis ikke vi var frivillige på festivalen. Vi var ikke kommet de samme steder.

Sara: Vi siger tit til hinanden: Tænk, hvis ikke vi ikke begge to var nogle festivaltyper, så havde vi ikke siddet her.

'Gitte fik en sjællænder med hjem fra Skanderborg'

Gitte og Jens kom ved et tilfælde til at ligge i telt ved siden af hinanden under Smukfest i 2015. De faldt i snak, og de blev ved at ses efter festivalen, selv om hun boede i Aarhus og han i Brøndby. I oktober sidste år blev de gift, og datteren Alma fylder et år om et øjeblik.

Gitte: Vi var fire piger, der skulle sove i telt, og vi stod i kø for at komme ind på pladsen ligesom alle andre. Køen var uendelig og kaotisk, og vi endte med at snyde os ind ved at sige, vi kun havde ét telt med, selv om vi havde et ekstra til vores drikkevarer. På den måde endte vi nede på boldbanerne.

Jens: Jeg var i Skanderborg sammen med tre venner, der havde været der året før og haft en god oplevelse. Gitte og venindernes lejr lå ved siden af vores, og til de andre sider lå der store grupper, der havde nok i dem selv. Derfor var det naturligt, at vi begyndte at snakke sammen. Fire mænd og fire kvinder. Jeg havde et godt øje til Gitte, men vi hang ikke ligefrem op ad hinanden.

Gitte: Jens var høj og mørkhåret, mens de tre andre var lave og lyshårede. På den måde skilte han sig ud. Jeg var ikke taget til Smukfest for at finde kærligheden, og egentlig havde jeg nok givet lidt op og tænkt, at det hele kunne være lige meget. Men sådan går det ind indimellem, når man mindst venter det. Vi sørgede for at komme på samme hold, når vi spillede ølbowling og andre drukspil, og vi stod sammen, når vi gik op for at høre musik.

Jens: Hun ansøgte mig som ven på Facebook lige efter festivalen. Jeg skrev til hende, at hun var sød, og det ene tog hurtigt det andet. Vi besøgte hinanden i weekenderne, og til sidst flyttede jeg herover.

Gitte: Det er bare noget andet at møde en fyr på en festival end inde i byen. Stemningen er afslappet og løssluppen, og så flyver man rundt med en masse fremmede og drikker øl sammen.

Jens: Man er tit sammen over en længere periode på en festival. Inde i byen er man måske beruset, og et møde er kortvarigt, så det er sværere at bedømme, om man står over for en person, man gerne vil være sammen med. Om man faktisk kan lide hende, eller om hun bare ser godt ud?

'Kyssede til Alphabeat - seks måneder senere flyttede han ind'

Hun vidste, hvem han var. Han vidste også, hvem hun var. De kendte hinanden sådan lidt ude i periferien, men de havde aldrig rigtigt talt sammen, og de så ikke noget kærestepotentiale i hinanden, før de mødte hinanden til en musikfestival på en mark i Jelling i 2013.

Lill: Vi er faktisk uenige om, hvor vi mødtes. Marc siger, vi rendte ind i hinanden ved toiletterne. Jeg mener, vi mødtes i en bar. Der er ingen vidner, så vi får nok aldrig et endeligt svar, men jeg husker, at det var lige før solnedgang efter rigeligt indtag af alkohol.

Lill: Vi aftalte at drikke en øl sammen næste dag. Marc fandt mig på Facebook, så jeg vågnede op til nogle beskeder fra ham og et par billeder af en flok fyre i bare overkroppe, der sad og drak øl. Dagen efter fandt vi hinanden, vi drak os fulde, han kom med over til vores base på festpladsen og mødte hele familien, og nogle timer senere kyssede vi første gang under en koncert med Alphabeat.

Marc: Hvem ved, om vi overhovedet var begyndt at tale sammen, hvis vi havde mødt hinanden nede i Netto, til et sportsarrangement eller gennem noget arbejde? På en festival er folk mere åbne, alle er glade, og man smider sine hæmninger, så snakken går.

Lill: Jeg tror helt sikkert, det betød noget, at vi mødtes på en festival. Vi havde nogle dage sammen, og hele familien var der, så der var en meget afslappet stemning. Jeg tror ofte, man møder en partner, når man mindst venter det. Jeg var endelig blevet single, hvis jeg må sige det sådan, og jeg tænkte derfor ikke, at jeg skulle møde en på Jelling. Men - så mødte jeg altså Marc.