Kvinden bag Danmarks bedste popsang - og 3 andre stjerner, du skal opleve live

Frontmanden i Benal, Benjamin Hav, giver sin top 4 over artister, han gerne vil helt tæt på.

Lis Sørensen er en af de kunstnere, rapperen Benjamin Hav allerhelst vil se live. Helt enkelt, fordi han bare synes, hun er pisse sej. (Foto: © Kim Matthäi Leland/Torben Christensen, (c) Ritzau Scanpix)

Marie Key var der, Burhan G. var der, Orgi-E var der og Mads Bo fra Phlake var der sørme også.

Benal fyrede den af med den vildeste fest på Arena-scenen på Roskilde Festival denne sommer.

Benals frontmand, Benjamin Hav, fik den ene danske hitmager efter den anden med på scenen, og efter alt at dømme elskede publikum hvert sekund.

Men hvilke kunstnere vil den danske rapper helst selv se live?

Det får du svaret på lige her, hvor Benjamin Hav har fundet fire ret forskellige artister inden for musikken.

The Minds of 99 har de seneste år spillet rundt omkring i hele landet. Her ses forsanger Niels Brandt på Smukfest i 2017. (Foto: © Helle Arensbak, (c) Ritzau Scanpix)

The Minds of 99

- Man kan godt høre, at de har den der øvekultur omkring deres live-ting. Det er gennemspillet. I Benal har vi ikke noget øvelokale, så vi øver lidt hver for sig og lidt sammen, men vi skal ligesom leje os ind på et spillested hver gang, vi skal øve sammen. Det bliver sådan lidt en konfirmations-agtig forberedelse.

- Men når 'Minds' spiller, bærer det præg af, at de har spillet så mange koncerter, og det er fedt, fordi produktet sidder. Du kan ikke rigtigt prikke til det. Og det skal ikke forstås på en dårlig måde. Hele deres setup, hele attituden, hele viben omkring dem... Hvis det var fake, ville man kunne pille det ned. Men hele viben omkring dem som band er meget ægte. Og derfor bliver min entusiasme omkring det også ægte. Det er noget, der sidder, som man bare ikke kan fucke med.

Lyt til The Minds of 99 her:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53f5bad86187a20ad0def824

Den danske sangerinde og sangskriver Lis Sørensen har spillet i hele Danmark - her ses hun på Glostrup Festival i 2017. (Foto: © Gonzales Photo / Kim Matthäi Leland, (c) Ritzau Scanpix)

Lis Sørensen

- I princippet burde man ikke sige noget omkring det. Det giver nærmest sig selv. Hun er jo bare et vildt menneske. Det synes jeg - helt officielt.

- Jeg havde lidt glemt hende i en periode, men så er hun ligesom kommet tilbage, og jeg er bare sådan: Det er jo fuldstændig ekstremt fedt! Nummeret 'Mine øjne de skal se' er i min optik det bedste danske nummer nogensinde. Alene det nummer ville retfærdiggøre en hel oplevelse med hende. Og så tror jeg, hun er fra en tid, hvor der var nogle andre armbevægelser - man sigtede ikke efter at please folk, men efter at lave noget, der gav mening. Hun er virkelig sej.

Lyt til Lis Sørensen her:

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a54a4efa11f9f13547d6eef

Her ses den amerikanske rapper Tekashi 6ix9ine, da han gav koncert i Berlin i juli i år. (Foto: © Frank Hoensch/Redferns, (c) Getty images)

Tekashi 6ix9ine

- Han spiller snart i Store Vega (12. september, red.). Jeg kunne godt tænke mig at sidde helt oppe bagved på nogle stolepladser, så jeg ikke får nogle store, svedende teenagedrenge på mig. Jeg tror, det bliver virkelig sjovt.

- Han har meget charme, selvom det, han rapper om, er noget helt andet. Jeg har faktisk været lidt i tvivl om, hvorvidt det, han laver, er et stunt. Men der er en naturlig charme. Og så er han nok i overhængende fare for at blive skudt med det liv, han fører sig. Så jeg vil gerne se ham, inden han forsvinder.

Lyt til her Tekashi 6ix9ine her:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b8f7b20a11fa008108ca6a1

Miike Snow spillede også på Roskilde Festival i 2016. (Foto: © Melissa Kühn Hjerrild/Polfoto, (c) Ritzau Scanpix)

Miike Snow

- Jeg så dem på Roskilde Festival for syv år siden eller sådan noget. Det var sådan noget lalleglad elektronisk pop-agtigt musik. Det er jo i øvrigt også dem, der står bag Britney Spears-nummeret 'Toxic'. Hele det album, de havde udgivet op til den koncert, var bare fedt.

- Der var flere anmeldere, der var totalt hadefulde og svinede det til bagefter. Men jeg synes ikke, man nødvendigvis skal gå efter at have 100 procent af menneskene i livet med sig. Hvis man bare kan ramme måske 60 procent og så ramme dem lidt tungere. Fuck, det gad jeg godt se igen. Og så er de bare nogle pissedygtige musikere.

Lyt til Miike Snow her:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5b8f7b3d6187a50d6c5d6519

Benal kan opleves på festivalen Wall of Sound i Horsens fredag klokken 22.45.