Gourmetmad i urinstøvet: Rie fik 2000 til frokost foran Orange Scene

Frivillige og madentrepenører inviterede torsdag til fine dining på Roskilde Festival.

Det er ikke hver dag, man kan spise seksretters menu foran en af Europas mest legendariske scener. Men det kunne 2000 torsdag. (Foto: © Martin Fält, DR)

Onsdag aften var omkring 100.000 mennesker samlet foran Orange Scene for at opleve raplegenden Eminem spille i Danmark for første gang.

Torsdag formiddag er der igen lang kø foran scenen, men det er ikke for at komme i pitten. De 2000 er samlet for at spise seksretters frokost

Det er Rub & Stub, der er en socialøkonomisk madkulturvirksomhed, som har inviteret på middag i samarbejde med Roskilde Festival.

- De skal ind og have en oplevelse, der varer cirka to timer og skal igennem seks serveringer og underholdning, som de i store træk selv står for. De har forskellige roller ved bordene, som de skal udfylde, fortæller Maria Abrahamsen, der er medejer og direktør i Rub & Stub.

På festivalpladsen står der runde borde med hvide duge omringet af bløde, sorte stole, som man kender fra bryllupper og andre festlige begivenheder.

Bordene er klar til gæster. (Foto: © Martin Fält, DR)

Bobler og blomster

På bordene står champagneglas klar til at blive fyldt op med gyldne bobler, og plastikbestikket er byttet ud med nypudsede knive og gafler svøbt i stofservietter.

I midten står blomster, som en socialøkonomisk virksomhed har stået for. Bæredygtighed er den vigtigste ingrediens.

På menuen står blandt andet tacos med grønt og ricotta-ost og rødbedetartar.

Bag de seks retter står forskellige restauranter og madentreprenører, som er blevet udvalgt af Rub & Stub. En af dem Rie Schimmell, der er stifter og ejer af Syltet, der som navnet hentyder sylter grøntsager.

- Jeg er her, fordi det er en super god mulighed for Syltet at være med til at lave så fedt et event. Så da Rub & Stub ringede for at spørge, om jeg ville være med, sagde jeg bare kæmpe ja, siger hun.

Rie Schimmell gør hendes ret klar til servering. (Foto: © Martin Fält, DR)

Kæmpe oplevelse

Der bliver skålet, spist mens lydprøverne fra Orange Scene fungerer som underlægningsmusik.

Studenterkoret synger også for de spisende, og fyrværkeriprøverne fra scenen oplever man ikke hver dag, når man tager restaurant.

Josephine Mathiesen fra København blev anbefalet at købe en billet til middagen - det har hun ikke fortrudt.

- Det har været en kæmpe glæde at få så lækker mad, og det er en helt anden måde at være på Roskilde Festival. Tænk at være med til fine dining foran Orange Scene. Det er en kæmpe oplevelse, siger hun.

Humøret var højt foran Orange Scene. (Foto: © Martin Fält, DR)

Og så gjorde det heller ikke noget, at cideren og de friske råvarer blev akkompagneret af fyrværkeri.

- Jeg fik helt gåsehud. Det har været herligt. Man skal lige vænne sig til andre smage end burger, når man har tømmermænd, men det var herligt, siger Josephine Mathiesen.

Mad kan mere end at mætte

Men hvorfor køber festivalgæster billet til et event i god tid og står i kø, når de bare kan købe en burger eller flæskestegssandwich i en af de mange boder?

- Det er en unik ting, og på festivaler vil folk gerne opleve mere samme. Og her bliver de hjulpet til at dyrke fællesskabet. Vi vil gerne vise, at mad kan meget mere end at gøre os mætte, siger Maria Abrahamsen.

Der står blandt andet tacos på menuen. (Foto: © Martin Fält, DR)

Og selvom det har krævet flere ugers forberedelse og dage i køkkenet, er Rie Schimmell lykkelig, da de sidste gæster er på vej ud fra maduniverset og ud i musiklandskabet.

- Det er gået mega godt. Over al forventning. Det har været så sjovt, og omgivelserne er jo bare perfekte. Det gik præcis som det skulle.