Den tid er snart forbi, hvor en krøllet halvtredser kan byttes til en kold fadøl.
Festivaler over hele landet er enten på vej til eller er allerede gået over til at blive kontantfri, så du kun kan betale elektronisk med kreditkort, festivalarmbånd eller Mobilepay.
Seneste festival i rækken er Nibe.
Her har man over en længere periode flirtet med tanken om at slippe kontanterne og har i år valgt at tage det fulde skridt efter, at man har fået etableret fibernet i skoven, hvor festivalen finder sted.
Det giver en internetforbindelse, der er så godt som hundrede procent sikker mod udfald og nedbrud.
- Det er faktisk den eneste grund til, at vi ikke har gjort det tidligere, fortæller talsmand for Nibe Festival Peter Møller.
Skiftet har flere fordele.
Nemmere for festival og publikum
For det første sparer det de frivillige for arbejdet med at skulle køre rundt mellem de forskellige boder med byttepenge og store kontantbeløb.
Dernæst øger man sikkerheden ved selve transporten.
Og sidst men ikke mindst gør de elektroniske systemer det mere smidigt for gæsterne at handle, mener man på Nibe Festival.
- Vi vil gerne gøre det så nemt og mageligt for vores gæster som overhovedet muligt. Det er det handler om, når man er på festival.
- Efterhånden er der jo ikke ret mange, der har kontanter på sig, siger Peter Møller, der selv går rundt med én sølle tikrone på sig alene i det tilfælde, at han i løbet af dagen får brug for at benytte sig af en indkøbsvogn.
Udover Nibe Festival er også Skive Festival, Roskilde Festival, Heartland Festival, Tinderbox Festival, Northside Festival og Grøn Koncert i dag kontantløse.
Resten af samfundet venter lidt endnu
Der går dog et stykke tid endnu, inden tendensen fra festivalerne vil sprede sig til resten af samfundet, mener ph.d. studerende ved Copenhagen Business School Mia Olsen, der forsker i kontantløse betaling.
- Jeg tror ikke, at det bliver i min tid, at vi oplever at kontanter ved lov bliver afskaffet. Men vi bevæger os derhenad blandt andet med den nye betalingstjenestelov fra 1. januar, hvor man giver butikker mulighed for at takke nej til kontanter i aften og nattetimerne, siger hun.
Det er især brugen af Dankort, NemID og e-Boks, som er med til at skubbe på den digitale udvikling samt danske firmaer, der med nye betalingsløsninger som eksempelvis Mobilepay prøver at komme et skridt foran amerikanske spillere som Google og Amazon, fortæller Mia Olsen.
- Vi har politikere, der bakker om den her udvikling, og vi har også nogle virksomheder i Danmark, der arbejder ihærdigt for at udvikle de her løsninger til os.
Når der fortsat er brug for kontanter i samfundet skyldes det ikke mindst hensynet ældre og handicappede, der er den gruppe af personer, som har de største vanskeligheder ved at gå over til de elektroniske betalingsformer, mener Mia Olsen.
I den sammenhæng giver det god mening, at det kun er i en relativt afgrænset sammenhæng, som på en festival, at man helt går uden om kontanter.
- Der er nødt til at være nogle løsninger, som ældre og handicappede også kan håndtere. Man kan være handicappet på flere måder, der gør at man ikke kan håndtere for eksempel Mobilepay eller Dankort på mobilen, siger Mia Olsen.
På Nibe Festival vil man i år også kunne erhverve et særligt møntkort, hvor man i optankningsterminaler på stedet kan overføre kontanter til kortet. Festivalen afholdes fra 4. til 7. juli.