For mange er sommeren lig med store musikoplevelser.
I år har vi danskere dog måttet kigge langt efter sene sommernætter med livemusik og fadøl i venners lag, da der som bekendt ingen festivaler har været i år - men det betyder ikke, at sommeren har været helt musikløs.
Hos P3 og her på dr.dk har vi i løbet af sommeren gjort vores til, at der alligevel blev skabt nye musikalske minder i sommervarmen.
Gennem de seneste seks uger har 30 af de største danske musikere og de sprødeste, nye popspirer lagt vejen forbi P3's sommerresidens i Fredensborg og programmet 'Musiksommer på P3'.
Her har de delt ud af sommerminder, drinks-tips og dystet i alt fra ølbowling til petanque og ikke mindst spillet noget af den livemusik, vi alle savner.
Her får du et udpluk af nogle af de mindeværdige optrædener fra 'Musiksommer på P3':
Icekiid - 'ErruDumEllaHvad'
Over fem millioner.
Så mange streams har danske Icekiid allerede høstet alene på Spotify med nummeret 'ErruDumEllaHvad'.
Basbaskeren er gået hen og blevet et af sommerens helt store hits og har tilbragt de seneste uger helt til tops på den danske hitliste.
Derfor var sangen da også på programmet, da Icekiid optrådte i P3's sommerhus i Fredensborg.
Se Icekiid rappe på 'ErruDumEllaHvad' i videoen herover.
Calby - 'Burnout'
Et andet nummer, der også er blevet spillet heftigt herhjemme, er 'Burnout' med kunstneren Calby.
Med sin soulede og internationale lyd har Calby fået mange til at tro, at han måtte være fra USA eller England, men manden bag musikken hedder faktisk i virkeligheden Mik Thybo og er pæredansk.
Hør Calby spille sit radiohit 'Burnout' i videoen herover.
Clara - 'Est-ce que tu m'aimes'
Hun kan ikke ét ord fransk, men det stoppede ikke 19-årige Clara i at kaste sig ud i et cover af det franske kæmpehit 'Est-ce que tu m'aimes' af sangeren Maître Gims.
- Hvis man kan fransk og hører det, vil man nok synes, det er lidt vrøvlefransk, men altså… Fake it till you make it, baby!, lød det fra Clara.
Se Clara føre sig frem på fransk i videoen herover.
Kidd - 'Kysset med Jamel'
Var du også én af dem, der i 2011 skrålede med på Kidd-hittet 'Kysset med Jamel'?
Det er snart ti år siden, at historien om Kidd, Jamel og "provinspigen fra Nørrebro" første gang sneg sig ind i vores øregange - og derfor trængte nummeret måske også til en nyfortolkning. Sådan har Kidd muligvis tænkt, da han troppede op i P3's sommerresidens.
Her leverede han nemlig en tilbagelænet og noget anderledes udgave af sit kække ungdomshit.
Se Kidd synge 'Kysset med Jamel' i videoen herover.
Jung - 'Jeg skal nok vente'
Danske Jung skulle denne sommer have optrådt på hele 22 festivaler.
Sådan gik det som bekendt ikke, men heldigvis kunne Jung istedet dele deres musikalske gaver med os i 'Musiksommer på P3'.
Her optrådte de blandt andet med gennembrudshittet 'Jeg skal nok vente', der også var at finde på bandets debutalbum, der udkom i foråret.
Hør Jung synge 'Jeg skal nok vente' i videoen herover.
Soleima - 'Low Life'
Da Soleima lagde vejen forbi sommerhuset, havde hun pakket en særlig overraskelse med sig i rejsetasken.
I programmet spillede Soleima nemlig sit store hit 'Low Life', som hun i dagens anledning havde pakket ind i helt nye stryger-klæder.
- Det giver helt klart sangene et nyt liv. Nogle af de gamle sange føles nærmest helt nye igen, fordi de lyder så anderledes, end de plejer, har Soleima fortalt om de nye stryger-versioner af sine populære sange.
Hør Soleima spille en særlig stryger-udgave af 'Low Life' i videoen herover.
TopGunn - 'En gang mere'
Nørrebro-rapperen TopGunn havde taget venner med, da han var forbi P3-sommerhuset.
Med sig havde han nemlig rapkollegerne Pind og Josva, der sammen med TopGunn spillede nummeret 'En gang mere' fra rapperens seneste plade 'SAS', der udkom i foråret.
Se TopGunn fyre den af i selskab med Pind og Josva i videoen herover.