Det er de færreste musikere, der formår at nå toppen af hitlisten med deres allerførste single.
Men trods de svære odds, så var det lige præcis, hvad der skete, da bandet The Calling i 2001 sendte deres debutsingle på gaden.
Ja, og faktisk mere til.
For udover at nå førstepladsen på den ikoniske Billboard-hitliste, så blev nummeret 'Wherever You Will Go' et verdensomspændende megahit og gjorde The Calling til et af det nye årtusindes allervarmeste popnavne.
Men hvad blev der egentlig af startnullernes charmetrolde, og hvorfor holdt deres succesblanding af hårdtslående poprock og bløde følelser langsomt op med at virke?
Én sang gjorde dem verdenskendte
The Calling blev dannet tilbage i 1996 af vennerne Alex Band og Aaron Kamin, men det var først, da de fem år senere udsendte den følelsesladede rockballade 'Wherever You Will Go', at tingene for alvor begyndte at tage fart.
Nummeret blev et monsterhit kloden rundt - blandt andet takket været en prominent gæsterolle i filmen 'Coyote Ugly', hvor The Calling ses på scenen på en bar, mens de fremfører deres debutsingle.
Skal du have genopfrisket hukommelsen? Hør 'Wherever You Will Go' her:
Sangen var skrevet af gruppen selv og handlede om sorgen ved at miste én, man holder af. Ifølge Aaron Kamin skrev han sangen, efter en af hans bedstemors venner gik bort og efterlod sig sin mand, som hun havde været gift med i over 50 år.
- Efter begravelsen tænkte jeg over, hvordan det var at være ham og have mistet en, som du har levet og vokset med i så mange år. Det er skørt, og jeg tænkte, at alt, han drømte om, nok var at finde en vej tilbage til hende og sikre sig, at hun har det godt, har Aaron Kamin tidligere fortalt om idéen bag sangen.
Smeltede pigehjerter kloden rundt
I hjemlandet USA blev den storladne rockballade så stort et hit, at den lå nummer ét på den amerikanske Billboards 'Adult Top 100'-hitliste i næsten et halvt år - 23 uger for at være helt præcis.
Herhjemme gjorde The Calling også sit indtog på både Boogie Listen og den danske singlehitliste, hvor nummeret røg i top ti. Sangen blev også flittigt spillet i radioen, og P3 brystede sig sågar af, at de angiveligt var den første radiokanal i Europa, der havde samlet nummeret op.
- 'Wherever You Will Go' blev gigantisk stor herhjemme, fortæller radiovært Mads Gundersen, der i programmet 'Absolute Absolute Music' på P7 Mix har gransket de største hits fra 90'erne og 00'erne.
Han har sin egen teori omkring, hvorfor The Calling blev så succesfulde:
- Jeg tror, forsangerens flotte ydre hjalp dem på vej. Han havde det her blonde hår, der fik ham til at ligne en lidt mere rå udgave af Aaron Carter. Jeg kender flere, som har fortalt mig, at de altså synes han var ret lækker dengang, siger han med et grin.
Charmetrolden Alex Band og resten af gruppen blev så populære, at den hedengangne Midtfyns Festival i sommeren 2002 valgte at hyre The Calling ind som et af festivalens hovednavne.
Boogie interviewede The Calling i 2002, da de optrådte på Midtfyns Festival. Se en bid af interviewet her:
Og noget tyder på, at det 18 år gamle hit stadig holder den dag i dag.
I skrivende stund er nummeret blev hørt mere end 233 millioner gange på Spotify, mens nummerets musikvideo er set 277 millioner gange på Youtube.
- Jeg var på karaokebar forleden, hvor jeg faktisk sang 'Wherever You Will Go'. Den er en hel genial karaokesang, siger Mads Gundersen, der bestemt mener, at nummeret fortsat holder her 18 år senere.
- Det er sådan en sang, de spiller på MyRock FM, når du sidder i bilen på motorvejen og bare har brug for at skråle derudaf. Det er en rigtig lejrbåls-guitar-mande-sang.
'Falske' bandmedlemmer hev The Calling i retten
Trods succesen var alting dog ikke fryd og gammen bag kulissen.
The Calling bestod egentlig kun af Alex Band og Aaron Kamin, men på pressebilleder og albumcovers blev de to afbildet sammen med en flok andre 'bandmedlemmer'.
Pladeselskabet forsøgte nemlig at sælge The Calling som et rockband og ikke den duo, de i virkeligheden var. Et marketingstunt, der frustrerede forsanger Alex Band.
- The Calling var ikke et band, men det var der ikke rigtig nogen, der forstod. Pladeselskabet blev ved med at bruge billeder af os med de her andre banddrenge, men de skiftede hele tiden. Der var den her forvirring: 'Er de et band? Er de med i bandet?'
- Men i virkeligheden betalte jeg bare hver uge folk for at spille med os live - de havde intet at gøre med at skrive eller indspille sangene, forklarede Alex Band i 2010.
To af bandets 'medlemmer' delte dog ikke helt den opfattelse, og i 2003 valgte bassist Billy Mohler og trommeslager Nate Wood at sagsøge The Calling og deres pladeselskab, fordi de mente, de var blev ført bag lyset.
De påstod, at de ikke vidste, de kun var hyret ind til i spille i bandet for en stund og mente, at de havde ret til en del af gruppens indtjening på pladesalg og merchandise. Hvordan søgsmålet endte, er aldrig kommet frem.
Bortført efter comeback-koncert
Det juridiske drama stoppede dog ikke The Calling, der i 2004 udsendte deres andet album 'Two'. Pladen opnåede dog aldrig samme succes som sin forgænger, og året efter valgte duoen at gå hver til sit.
Forsanger Alex Band forsøgte i årene efter - uden det store held - at stable en solokarriere på benene og kæmpede samtidigt med et alvorligt stofmisbrug. I 2013 valgte han i stedet at 'gendanne' The Calling på egen hånd med hjælp fra en flok hyrede spillemænd.
Comebacket fik dog en brat ende, da Alex Band, samme aften som bandet havde spillet sin første comeback-koncert, angiveligt blev bortført af en gruppe voldsmænd.
Ifølge sangeren selv havde han en sen nattetime forladt sit hotelværelse for at handle et par småting i en kiosk, da en varevogn kørte op på siden af ham. Ud af vognen kom en gruppe gerningsmænd, der pludselig hev Band med ind i bilen.
Hør Alex Band solo her på nummeret 'Take Me Back' her:
Sangeren blev senere fundet hårdt kvæstet af sine bandmedlemmer liggende på et jernbanespor. Ifølge NME slap han fra episoden med brud på den nederste del af rygsøjlen, 15 sting på hagen, tre ødelagte tænder og masser af blå mærker.
I kølvandet på episoden var flere ude at påpege, at timingen for overfaldet var påfaldende, da den kolliderede med dagen for The Callings comeback, men Alex Band afviste blankt, at overfaldet var et veltilrettelagt mediestunt.
- Jeg har ikke kidnappet mig selv eller banket mig selv til plukfisk. Så hele den der mediestunt-ting er helt ærligt ret ulækker overhovedet at tænke over eller høre på, sagde han til CNN.
Få uger efter episoden valgte Alex Band igen at trække bremsen på The Calling-projektet.
På billedslideren herunder, kan du se hvordan forsanger Alex Band tog sig ud i 2002 og 2015:
Turnerer stadig verden rundt
Meeen man skulle da være et skarn, hvis man ikke gav en gammel succesopskrift endnu et skud, hva?
Sådan må Alex Band have tænkt, da han i 2016 endnu engang genoplivede The Calling.
Med en flok nye musikere i truppen spillede bandet en række koncerter i Filippinerne, og året efter joinede de en anden flok nullerstjerner, bandet Lifehouse, på en turné i Australien.
Alex Band lovede for år tilbage, at der også skulle være ny musik fra The Calling på trapperne til udgivelse i 2018, men indtil videre må fans af gruppen fortsat spejde langt efter nye numre.
Og det gør måske heller ikke så meget, hvis man skal tro Mads Gundersen.
- De er jo et band, der ville være en genial bookning, når 'Vi Elsker 90'erne' på et tidspunkt bliver til 'Vi Elsker 00'erne'. Der ville de passe perfekt ind, men som aktuelt band er deres tid forbi. Jeg tror ikke på, at de ville få særlig meget succes, hvis de udgav ny musik.
Men havde du lige sat næsen op efter af genleve dine teenageår til tonerne af The Calling, så er der godt nyt. Gruppen turnerer nemlig stadig og kan blandt andet opleves i forskellige byer i England, Frankrig og Tyskland i starten af det nye år.
The Calling fik også et mindre hit i 2002 med singlen 'Adrienne', som du kan høre her:
Er du kommet i det nostalgiske hjørne? Så dyk ned i musikken fra din ungdom her: