Måske husker du hende for den store, men også til tider lidt voldsomme skærebrænder-stemme?
Eller måske er det læderbukserne og de tonede solbriller, der har indprintet sig i din hukommelse?
Uanset, hvad du husker hende for, så var sangerinden Anastacia en af 00'ernes største popsucceser.
Med hits som 'I'm Outta Love' og 'Left Outside Alone' lagde hun hitlisterne ned, men hendes karriere har også været turbulent og fuld af kampe - både professionelle og personlige.
Vi giver dig hele historien bag 00'er-lengenden Anastacia og kaster et blik på, hvor hun er i dag.
Hør hittet 'Left Ouside Alone' fra 2004 her, mens du læser videre:
Havde opgivet sangdrømmen
Anastacia Lyn Newkirk blev født i Chicago, og hendes kunstneriske talent har hun ikke fra fremmede. Hendes far var nemlig sanger, mens hendes mor var skuespillerinde på Broadway.
Faderen forlod dog familien, da Anastacia var teenager, og sammen med sin mor flyttede sangerinden til New York, hvor hun voksede op.
Hun startede allerede som 15-årig med at arbejde som danserinde, og senere begyndte hun at få jobs som korsangerinde for kunstnere som Paula Abdul og Jamie Foxx.
Det var dog først i 1998, at Anastacia, der på det tidspunkt var fyldt 29 år, for alvor tiltrak sig opmærksomhed fra pladeselskaberne, efter hun havde været med i et talentshow på musikkanalen MTV.
Opmærksomheden udløste en pladekontrakt, der blev et tiltrængt lyspunkt for Anastacia, der ellers stort set havde opgivet drømmen om at blive soloartist.
- Da jeg fik min pladekontrakt, var jeg på kontanthjælp. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville bryde igennem. Jeg så mig selv som en artist, der aldrig ville få succes, fortalte Anastacia i 2017 til Süddeutsche Zeitung.
Men succes fik hun.
Med debutalbummet 'Not That Kind' stormede Anastacia ind på hitlisterne i Europa, hvor hun hurtigt opnåede stor succes med hitsinglen 'I'm Outta Love'.
Kan du huske Anastacias debutsingle 'I'm Outta Love'? Hør den her:
Er hun sort? Hvid? Eller en mand?
Men selvom Anastacia hurtigt erobrede hitlisterne, så forvirrede sangerindens stemme også folk. For hvem gemte sig egentlig bag den store røst?
- I starten af tyverne, da jeg arbejdede som danser, hørte nogen fra musikbranchen min stemme, men fortalte mig, at min lyd ikke rigtig passede ind i nogen kategori. 'Du lyder som Chaka Khan, men jeg kan høre, at du ikke voksede op i ghettoen', sagde han. (...) For et sort publikum var min stemme for hvid, og for det hvide publikum var min stemme for sort, forklarede Anastacia selv i 2017 til Süddeutsche Zeitung.
Radiovært og popekspert Sandie Westh studsede også i først omgang over Anastacias særegne stemme:
- Første gang, jeg hørte Anastacia, troede jeg, at det var en sort kvinde. Senere troede jeg, at det måske var en mand, der sang - og så fandt man ud af, at det var den her hvide kvinde, der stod bag, og intet stemte oppe i mit hoved, fortæller hun.
Løj om sin alder i ti år
En anden ting, folk studsede over ved Anastacia, var hendes alder.
Sangerinden var 31, da hun udgav sit debutalbum, men pladeselskabsbosserne mente, at hendes alder var et problem. Derfor bad de Anastacia om at lyve sig yngre.
- Det var noget, jeg var nødt til at lyve om i ti år. Det var svært at huske, hvornår jeg var født, og hvor gamle mine søskende så var. Det var umuligt at være konsekvent, fortalte Anastacia i 2008 om fupnummeret til Daily Mail.
- Men jeg bebrejder ikke andre end mig selv. Ja, jeg var ung og naiv, men jeg var bestemt ikke et offer. Jeg gjorde de ting, fordi jeg gerne ville give min karriere et skub, og fordi jeg vidste, at der var tusindvis af andre sangere, der ventede på at stjæle min plads, hvis jeg fejlede.
I 2001 var Anastacia-feberen på sit højeste. Det beviser dette klip, hvor tre piger - komplet med crepet hår og tonede briller - immiterer sangerinden i SommerSummarum, vist til fulde.
Hittede i hele Europa - men ikke i USA
Uanset alder og hudfarve, så talte Anastacias stemme for sig selv, og op gennem starten af 00'erne red hun på en bølge af hits og blev i 2002 sågar udpeget til at synge den officielle VM-sang, da Sydkorea var værter for VM i fodbold.
Men selvom Anastacia har en lang række hits på samvittigheden, tilhører hun også den særlige gruppe af kunstnere, som blev store stjerner i Europa, men aldrig brød igennem i USA.
Listen tæller blandt andre navne som australske Kylie Minougue, britiske Robbie Williams og altså også Anastacia – selvom hun faktisk er født og opvokset i USA.
Sangerinden selv ved ikke, hvorfor det store gennembrud på de amerikanske kanter udeblev, men hun har et bud:
- Det var et problem med mit pladeselskab. De rodede rundt i tingene i forhold til de amerikanske radiokanaler, og nogen blev sure på andre. Jeg kender stadig ikke detaljerne, men radiokanalerne boykottede mig, fordi de ville tage hævn over pladeselskabet, sagde hun i 2017 til Süddeutsche Zeitung.
Ramt af kræft - to gange
Succesen fortsatte dog i Europa og Asien, men sangerinden fik dog en brat opvågning fra bølgen af succes, da hun i 2003 blev diagnosticeret med brystkræft.
Anastacia have længe haft problemer med ryggen og havde besluttet sig for at få opereret sine bryster mindre. Det var her, lægerne opdagede, at hun havde kræft.
- Mit største lykketræf var at opdage, at jeg havde kræft, mens der stadig var tid til at behandle det. Havde de fundet kræften senere, ville den havde spredt sig til hele min krop, og jeg ville ikke være i live i dag, sagde Anastacia i 2008 til Daily Mail.
- Siden, jeg har slået kræften, er der intet i denne verden, der gør mig bange. Jeg er fuldstændig frygtløs. Det kan jeg takke kræften for. Det var en ekstrem livslæring, men en uvurderlig én af slagsen.
Anastacia fik brug for sin frygtløshed, da hun i 2013 igen blev diagnosticeret med brystkræft. Efter flere måneders behandling blev hun erklæret kræftfri.
Her er Anastacia i dag
Men hvad er der blevet af Anastacia siden 00'ernes storhedstid? Siden 2004 har sangerinden udgivet fem album, der dog ikke formåede at gøre det store væsen af sig.
I 2017 udgav hun sit seneste album 'Evolution', men hverken førstesinglen 'Caught In The Middle' eller de resterende sange på albummet opnåede nævneværdig succes.
Hvordan lyder Anastacia i dag? Hør sangen 'Caught In The Middle' her:
Sandie Westh er ikke overrasket over, at Anastacia ikke længere er at finde på toppen af hitlisterne.
- Jeg synes, at det hurtigt blev lidt kedeligt med Anastacia. Hendes sange minder om hinanden, og hun har en fuldstændig vanvittig stemme, men hvis du ikke viser, at du har mere at byde på, så finder folk dig uinteressant, siger hun.
- Nogle artister har ikke en lang holdbarhed, og det er det heller ikke alle artister, der skal have.
Hun mener, at tiden er løbet fra den lyd, som Anastacia repræsenterede i musiklandskabet.
- Anastacia var det perfekte eksempel på et 00'er-fænomen, der passede perfekt i den tidslomme. Jeg kan huske hendes look med mavekorte bluser, frynser og farvede solbriller. Alt var mega 00'er, og det var hendes lyd også, siger hun og fortsætter;
- I dag er lyden en anden, og jeg har svært ved at se Anastacia medvirke på for eksempel et Calvin Harris-track.
Men selvom hun ikke længere dominerer hitlisterne - og måske ikke står øverst på Calvin Harris' ønskeliste - formår Anastacia stadig at trække publikum til sine koncerter.
I efteråret drog hun nemlig på en storstilet tur, der blandt andet bragte hende forbi lande som Hviderusland og Uzbekistan, men også Tyskland, Norge og Sverige.
Turnéen lagde ikke vejen forbi Danmark.
2000 vs. 2019. Se, hvordan Anastacia så ud dengang og i dag herunder.