Der er mange måder at håndtere en ubehagelig oplevelse på.
Nogle går i terapi eller taler med deres nærmeste om det, og andre har det måske bedst med at forsøge at glemme det.
Musiker Dorte Hartmann, som laver musik under navnet A Mess, har forsøgt sig med det hele, men for hende stoppede det ikke dér. Nu har hun nemlig skrevet en sang om en helt specifik hændelse, hun var udsat for på Roskilde Festival for nogle år tilbage.
Hun var blevet droppet af en fyr, men når man er på festival, er der ikke tid til at være ked af det, tænkte hun. Man skal være festlig. Så hun drak. Hun drak meget. Og til sidst fik hun et blackout, som varede i otte timer.
- Det første, jeg husker efter at være kommet til bevidsthed igen, er, at jeg ligger nøgen i mit telt, og jeg kan tydeligt mærke, at nogen har haft sex med mig. Jeg ser personen forlade mit telt, men jeg bliver derinde og tænker: "Hvad fanden er der sket?", fortæller Dorte Hartmann om oplevelsen.
- Men jeg tænkte ikke: "Hvad fanden laver han?". I stedet tænkte jeg: "Hvad fanden laver du, Dorte? Hvorfor drikker du dig så fuld? Det er din egen skyld."
Hun sagde det til et par veninder efterfølgende, men mere blev der ikke gjort ud af hændelsen, som hun i dag - med den nye samtykkelov i ryggen - ikke tøver et øjeblik med at kalde for et overgreb. Men dengang så hun ikke sådan på det.
Det var først, da den første MeToo-bølge begyndte at rulle tilbage i 2017, at hun så på oplevelsen med nye øjne. Hun kunne sammenholde sin egen historie med andres. Og det fik hende til at indse, hvor forkert hændelsen var i sig selv – og hvor forkert det var, at hun bebrejdede sig selv for, hvad der var sket.
Inden da havde hun ikke noget sprog for det, forklarer hun. Og det var også først der, hun indså, hvor mange konsekvenser det i virkeligheden havde haft for hende – og hvor mange år, hun havde brugt på at komme over det uden at være helt bevidst om det.
- Det var først der, jeg begyndte at grave i det og fandt ud af, at det havde påvirket mig virkelig meget, siger hun.
Og det er altså den oplevelse, hendes debutsingle, 'Blame Is A Dye', som netop er landet på streamingtjenesterne, handler om.
Lyt til 'Blame Is A Dye' med A Mess her:
Der er brug for historierne
Dorte Hartmanns beslutning om at udgive en så personlig sang kommer dog ikke ud af det blå. Hun skrev den nemlig tilbage i 2018 – efter den første MeToo-bølge – og har spillet den live flere gange.
Og reaktionerne, hun har fået fra både piger og kvinder, som kunne relatere til sangen, efter koncerterne, har rørt hende meget, forklarer hun.
Da hun så for nylig faldt over et Facebook-opslag om en 17-årig pige, som sagde, at ingen troede på, at hendes veninde havde været udsat for et overgreb, men alle i stedet forklarede det med, at hun selv bad om det med sin påklædning, opførsel og lignende, blev Dorte Hartmann endnu mere opsat på selv at bidrage til debatten.
- Det var så vildt at læse den artikel, for jeg er en generation ældre, og nu har vi fået en samtykkelovgivning, men der findes jo så stadig 17-årige, der ikke tager det her alvorligt. Jeg ville ønske, min historie var unik, men der er tonsvis af dem, siger hun.
Sangen blev mixet færdig sidste år, og pludselig rullede der endnu en MeToo-bølge i Danmark startet af Sofie Linde. Timingen var pludselig helt perfekt til at give sit besyv med.
- Jeg havde ikke forestillet mig, jeg skulle stå frem på den her måde, men da jeg læste det, tænkte jeg, at der er brug for de her historier. Der kan kun ske en kulturændring, hvis vi italesætter det. Og selvom juraen er på plads nu, betyder det ikke, at praksis er med endnu.
Dorte Hartmann er da heller ikke helt uforberedt på, hvad det kan få af konsekvenser at stille sig frem med en historie som hendes. Flere af hendes nærmeste har rådet hende til at lade være. Og hun har blandt andet overvejet at gøre sine profiler på sociale medier private.
- Jeg er godt klar over, at MeToo-bevægelsen bliver høvlet ned derude. Jeg synes hverken, det er lutter lagkage eller særlig sejt at skulle fortælle den her historie, og jeg er forberedt på en shitstorm i indbakken. Men hvis jeg kan være med til at ændre på, hvad vi betragter som acceptabel seksuel omgang med hinanden, så er det det værd, siger hun.
- Det her handler ikke om at pege fingre eller give skyld til mænd, men derimod at gøre op med, at det kun er kvinden, der har båret skylden. Vi skal alle tage et ansvar.
- Forhåbentlig når vi på et tidspunkt derhen, hvor den slags oplevelser ikke længere forekommer, og vi kan tage på festival og drikke os i hegnet uden at risikere sådan noget. For hvis man er for fuld til at give sit samtykke, så er det ulovligt at have sex.
Håber at gøre en forskel
Selvom 'Blame Is A Dye' er første single fra A Mess, er Dorte Hartmann langt fra ny i musik. Hun har spillet guitar siden sin gymnasietid i Hjørring, hvor hun startede sit første band.
Efterfølgende flyttede hun til København, hvor hun stadig bor, og startede post-punkbandet The Taboos og senere Two Trick Pony, som hun turnerede med på de danske festivaler og i Tyskland.
Men nu debuterer hun altså solo – og det har både sine fordele og ulemper, mener hun.
- Det er vildt grænseoverskridende, fordi det kun er mig, man kan skælde ud på. Jeg har altid haft et band at støtte mig op af. Men på den anden side har jeg nu også 100 procent frihed.
Sangen er langt fra det sidste, vi kommer til at høre fra A Mess. Den er nemlig den første af seks sange, som udkommer i løbet af det næste års tid. Alle seks omhandlende temaer, der kan kategoriseres under overskriften grænser, og alle set fra et kvindeligt synspunkt. De kommende sange handler blandt andet om ting som slutshaming, magt og fravalg af børn.
Sangene vil desuden være en del af kunstprojektet 'Snapshots of a Wo/Man', som bliver til i samarbejde med musiker Tomas Høffding fra trioen WhoMadeWho, der laver sine egne sange set fra et mandligt perspektiv, og filminstruktør Tor Kolding, som laver kortdokumentarer – alt sammen med dialog mellem kønnene som omdrejningspunkt.
Hun håber at kunne tage sangene med på turné i efteråret på både ungdomsuddannelser og spillesteder – og ikke mindst at sangene måske kan være med til at gøre en lille forskel for nogen. Og måske også at gøre emnet en smule mere fordøjeligt, når det er pakket ind i musik.
- Det har altid hjulpet mig, at jeg kunne spejle mig i andres musik og tænke, at jeg ikke var mega unormal. Hvis jeg selv kan være med til det med de her sange, selvom det kun er en lille skare, så er det det værd, siger hun.
- Det er derfor, jeg laver musik. Jeg vil være med til at italesætte noget, der er svært at tale om.