Forestil dig, at det første, folk tænker på, når de hører dit navn, er noget, du lavede for 20 år siden.
Det er sådan, DJ Aligator – med det borgerlige navn Aliasghar Movasat – har det med kæmpehittet 'The Whistle Song', som nok har fået basarmen i vejret hos de fleste af os en gang eller to i løbet af de 20 år, der er gået siden dets udgivelse.
Det gør dog ikke DJ Aligator så meget. Selvom han har det, han selv kalder et "hade-elske-forhold" til sangen, og at det kan føles ærgerligt, at det er den sang, de fleste nok vil blive ved med at forbinde ham med, selvom han har udgivet masser af musik siden, er han stadig stolt af hittet.
Det har nemlig kastet en masse vilde oplevelser af sig gennem tiden, som blandt andet involverer Britney Spears og den russiske mafia – og så har det lært ham en vigtig livslektie.
- Da jeg lavede det her nummer, var det jo mest for sjov. Da vi var i studiet, og jeg stod i sangboksen med den der skide fløjte, og mine venner og medarbejdere rystede på hovedet og sagde: "Hold kæft, Ali, hvad er det for noget?", sagde jeg: "I det mindste har vi det sjovt," fortæller DJ Aligator og fortsætter:
- Den har lært mig, at man skal have lidt selvironi med sig, lige meget hvad man laver. Og lige meget hvad man gør i denne verden, skal man sgu have det sjovt.
Fredag optrådte DJ Aligator og Al Agami live med 'The Whistle Song' i 'Curlingklubben' på P3. Se, hvordan det så ud, i videoen øverst.
Selvom DJ Aligator fik sit store gennembrud for 20 år siden, er det bestemt ikke, fordi den i dag 45-årige dj og fløjtekonge er færdig med at lave musik.
Han har nemlig udgivet flere singler i løbet af de seneste par år. Og nu hvor coronapandemien har sat en stopper for live-optrædener og svedige dansegulve på klubber og diskoteker verden over, har DJ Aligator set sit snit til at give den gas i studiet og arbejde på et nyt album i stedet.
Og ifølge DJ Aligator selv er der i den grad noget at glæde sig til.
- Det er stadig DJ Aligator, synes jeg, men man kan godt høre, at jeg har udviklet mig siden dengang, siger han.
Selvom DJ Aligator i øjeblikket er i gang med at udvide sit musikalske repertoire, vil han nok aldrig kunne lægge 'The Whistle Song' helt bag sig.
Det var nemlig fløjtehittet, der kickstartede hans karriere og bragte ham vidt omkring i både ind- og udland – og det har kastet utallige mindeværdige øjeblikke af sig. Her er tre af dem, han husker bedst.
Drev band til vanvid med fløjtekaos
Da Aliasghar Movasat skulle spille sin allerførste koncert som DJ Aligator på diskoteket Picadilly i Hillerød, hvor han indtil da havde været hus-dj, var han sat på som den første optrædende – lige inden et hypet band, som var aftenens hovednavn.
- En af mine dansere var forsinket på grund af trafikken, så vi spurgte bandet, om de ville gå på før os, så vi kunne nå at få hende med. Det ville de selvfølgelig ikke, for de var aftenens stjerner, og vi var deres opvarmning, siger DJ Aligator og fortsætter:
- Fint nok. Vi gik på og spillede 'The Whistle Song' for første gang, og vi havde forberedt os og taget en masse fløjter med, som vi kastede ud til folk, så de kunne fløjte med. Vi sprang det hele i luften, kastede fløjter og gik af scenen bagefter.
- Men folk blev ved med at fløjte, så da bandet gik på, stod alle og fløjtede til deres sange, så man ikke kunne høre dem. De blev så irriterede. Så fra den dag ville ingen danske bands eller acts på det tidspunkt gå på efter mig.
Se DJ Aligator, Al Agami og Copenhagen Drummers optræde med den nye sang 'Bang That Drum' i 'Curlingklubben' på P3:
Mængede sig med Britney Spears
Herhjemme i Danmark og i resten af Skandinavien stak det hurtigt af for DJ Aligator, da 'The Whistle Song' udkom i 2000. Den strøg ind på hitlisten, og før han selv vidste af det, kendte alle til fløjtesangen, som han egentlig mest havde lavet for sjov.
Men to år senere, da sangen udkom i England og høstede vilde salgstal, begyndte han for alvor at forstå, hvor stort et hit han egentlig havde skabt. Han blev nemlig inviteret til at optræde i det legendariske musik-show 'Top of the Pops' på BBC i London sammen med nogle yderst prominente gæster.
- På et tidspunkt stod jeg og talte med min daværende manager, og så kom der et par kæmpestore bodyguards gående sammen med Britney Spears. Til lydprøven mødte jeg Enrique Iglesias, og til efterfesten stødte jeg på Pink. Det var så surrealistisk!
Dagen efter var han tilbage i sit studie i Valby.
- Det hele gik så stærkt. Det var nærmest som en drøm.
Blev truet af russisk mafia
Også i Rusland blev DJ Aligator et hit – i en sådan grad, at nogle klubejere på et stort diskotek insisterede på, at han spillede i længere tid, end der stod i kontrakten.
- Da vi kom til diskoteket, hørte vi, at ejerne var fra mafiaen. Vi tænkte ikke så meget over det, før to af dem kom hen til os en halv time inden showstart og sagde: "Han skal optræde halvanden time." Men der stod kun en time i kontrakten, så min manager sagde, at det ikke kunne lade sig gøre.
- Klubejeren foreslog, at vi kunne sætte os snakke om det, men lige da min manager ville sætte sig, hev han en pistol op af baglommen og lagde den på bordet. Han kiggede iskoldt på min manager og sagde: "Jeg synes, han skal optræde i halvanden time."
- Jeg var ved at skide i bukserne og tænkte: "Det er kun os, der er her, vi bliver begravet, og ingen finder os." Jeg er ligeglad med, om jeg skal spille halvanden, tre eller fem timer og skynder mig at sige, at halvanden time er helt fint. Det var det sygeste nogensinde. Det var som at være med i en gangsterfilm.
- Bagefter var de superglade og kom hen og tog flasker frem og ville drikke og feste med os, som om vi var perlevenner. Så vi kom helskindet hjem.
Se DJ Aligator og Al Agami optræde med 'Drop the Bass' fra 2018 i 'Curlingklubben' på P3: