Anklager går hårdt til R. Kelly i retssag: Brugte løgne, trusler og fysiske overgreb til at kontrollere sine ofre

Sangeren skulle ifølge anklageren have brugt "ethvert trick fra overgrebshåndbogen".

R. Kelly sad i stilhed under forløbet i retssalen i New York med bøjet hoved, som det ses på tegningen her. (Foto: © JANE ROSENBERG, Ritzau Scanpix)

"En mand, der i årtier brugte sin berømmelse, sin popularitet og et stort netværk til at udpege, groome og udnytte unge piger, drenge og kvinder seksuelt."

Sådan lyder anklagerens beskrivelse af R. Kelly, hvis retssag i øjeblikket er i gang i New York.

Den 54-årige sanger står over for anklager om blandt andet at have misbrugt mindreårige seksuelt i årevis.

- Den her sag handler om en overgrebsmand, lød det i går fra anklager Maria Melendez, som tilføjede:

- Den handler ikke om en kendis, der godt kan lide at feste.

Anklageren fortalte desuden rettens nævninge, som består af syv mænd og fem kvinder, at R. Kelly brugte "løgne, manipulation, trusler og fysiske overgreb" til at kontrollere sine ofre, og at han ofte filmede de seksuelle handlinger. Det skriver Reuters.

Ifølge anklager Maria Melendez benyttede R. Kelly sig af "ethvert trick fra overgrebshåndbogen", mens hans bodyguards, chauffører, advokater og revisorer dækkede over hans ugerninger.

R. Kelly var iført et gråt jakkesæt, et lilla slips og briller og sad i stilhed under forløbet i retssalen med bøjet hoved, beskriver BBC.

Anklageskriftet omhandler seks kvinder og piger, hvoraf fire af dem på de pågældende tidspunkter var mindreårige. En af kvinderne er den afdøde sanger Aaliyah, der som blot 15-årig blev gift med R. Kelly i 1994. Hendes alder blev forfalsket på papirerne, så det fejlagtigt fremgik, at hun var 18 år.

Forsvarer: Groupies henvendte sig selv til R. Kelly

Udlægningen af sagen er selvsagt anderledes set gennem forsvarsadvokat Nicole Blank Beckers briller. Hun afviste anklagerens påstande og fortalte, de påståede ofres forhold til R. Kelly var med samtykke fra begge parter.

- De vidste præcis, hvad de gik ind til, sagde Becker i retten.

R. Kellys forsvarsadvokat, Nicole Black Becker, sagde blandt andet i retten, at man ikke skulle regne med, at alle fortalte sandheden. (Foto: © Mary Altaffer)

Forsvarsadvokaten omtalte kvinderne som tidligere groupies, der med tiden er blevet "hadske".

- Han rekrutterede dem ikke. De var fans. De henvendte sig selv til hr. Kelly, sagde hun og tilføjede, at nogle af forholdene mellem Kelly og kvinderne var "smukke" og "langvarige".

En af anklagerne mod R. Kelly er, at han stod i spidsen for en ring af mennesker, der rekrutterede unge mennesker. En del af ringens arbejde bestod i at isolere piger og kvinder og gøre dem "finansielt afhængige af R. Kelly", lyder det.

Ifølge anklager Nicole Blank Becker nød kvinderne godt af kunne fortælle deres venner, "at de var sammen med en superstjerne".

Kvinde: Han bad mig lyve om min alder

En af de kvinder, hvis oplevelser er en del af anklageskriftet, er 28-årige Jerhonda Pace, der fortalte retten om sine oplevelser med R. Kelly, som hun havde været fan af.

Jerhonda Pace var blot 16 år gammel, da R. Kelly i 2009 indledte et forhold til hende, som fortsatte gennem seks måneder. Ifølge Pace vidste Kelly godt, at hun var mindreårig, da deres forhold begyndte i Chicago, hvor den seksuelle lavalder er 17 år.

Jerhonda Pace (tv.), som er gravid og iført orange tøj, vidner mod R. Kelly, som ses øverst i tegningen fra retssalen i New York. (Foto: © JANE ROSENBERG, Ritzau Scanpix)

Pace fortalte i begyndelsen Kelly, at hun var 19 år, men afslørede sin rigtige alder, inden de første gang havde sex.

- Jeg følte mig utilpas. Jeg følte, at det ikke var rigtigt, og at jeg burde fortælle ham min alder. Han spurgte: "Hvad skal det betyde?" og sagde til mig, at jeg skulle fortælle alle, at jeg var 19 år, men opføre mig, som om jeg var 21 år, fortalte Jerhonda Pace retten ifølge BBC.

Ifølge anklagerne fotograferede eller filmede R. Kelly kvinderne, mens de havde sex, hvorefter han truede dem med at offentliggøre optagelserne.

Han er også anklaget for at forlange, at kvinderne skulle vise ham "total forpligtelse" og adlyde strenge ordrer. Eksempelvis måtte de kun spise eller gå på toilettet med hans tilladelse, ikke se på andre mænd og skulle kalde ham "daddy".

Det er forventet, at retssagen vil vare mindst en måned. Senere i forløbet vil flere kvinder og mindst en mand fortælle om, hvordan R. Kelly skulle have udnyttet dem.

R. Kelly står til mellem ti år og livstid i fængsel, hvis han kendes skyldig. Han nægter sig selv skyldig i samtlige ni anklagepunkter.