Blev anklaget for seksuelle overgreb i dokumentar: Nu begynder retssagen mod R. Kelly

'I Believe I Can Fly'-sangeren R. Kelly er siden dokumentaren 'Surviving R. Kelly' blevet tiltalt for flere sager om overgreb.

Nu begynder retssagen mod 'I Believe I Can Fly'-sangeren R. Kelly i kølvandet på dokumentaren 'Surviving R. Kelly'. (Foto: © NUCCIO DINUZZO, Getty Images)

- R. Kelly troede, at han kunne flyve, men det vil være op til retfærdigheden at klippe hans undertrykkende vinger.

Sådan lyder det fra anklager Maria Cruz Melendez i tiltalen mod den amerikanske sanger og producer R. Kelly, der i dag sætter sig til rette i en retssal i New York.

Det er nemlig nu, at den længe ventede retssag mod den 54-årige sanger begynder. Han er tiltalt for en lang række forhold – blandt andet voldtægt, ulovlig menneskehandel og seksuel misbrug af kvinder og mindreårige piger.

I dag begynder udvælgelsen af den jury, der skal være med til at afgøre, om R. Kelly er skyldig.

Ifølge Reuters har hundredevis af potentielle jurymedlemmer udfyldt et 22 sider langt spørgeskema, der skal være med til at sikre, at sangeren kan få en fair rettergang, og de følgende dage skal anklager og forsvarer så blive enige om en jury.

Herefter vil vidner afgive deres forklaringer, og så vil domstolen i New York afgøre, om R. Kelly – med det borgerlige navn Robert Sylvester Kelly – er skyldig i dét, der bliver beskrevet som mere end 25 års seksuelt misbrug af børn og unge.

I de indledende høringer er det blandt andet kommet frem, at anklagemyndigheden vil forsøge at bevise, at R. Kelly havde sex med nu afdøde sanger Aaliyah, da hun var mindreårig, og at han blev gift med hende, fordi hun på et tidspunkt blev gravid.

R. Kelly nægter sig skyldig i alle forhold.

Han stod i 2019 frem i et interview med den amerikanske tv-station CBS, hvor han bad folk bruge deres sunde fornuft og benægtede alle anklager.

- Stop det. Jeg har ikke gjort det her. Det er ikke, hvem jeg er. Jeg kæmper for mit fucking liv!, sagde en tydeligt berørt R. Kelly dengang.

Forfalskede sangeren Aaliyahs alder før ægteskab

Rygterne om R. Kellys tvivlsomme forhold til mindreårige begyndte allerede tilbage i 1990'erne, da det kom frem, at den dengang 27-årige producer var blevet gift med den 15-årige R&B-sanger Aaliyah – efter de havde forfalsket hendes fødselsattest og løjet om, at hun var mindreårig.

De to havde arbejdet sammen på Aaliyahs debutalbum med titlen 'Age Ain't Nothing but a Number', der udkom i maj 1994. R. Kelly producerede albummet og skrev sangen med samme navn, og efter samarbejdet blev de gift i august. Aaliyahs familie fik dog annulleret ægteskabet et halvt år efter, og i 2008 erkendte R. Kellys tourmanager, at han havde hjulpet med at forfalske Aaliyahs papirer.

Aaliyah blev opdaget af R. Kelly, da senere giftede sig med hende, da hun var 15 år. Hun døde i 2001, da hun styrtede ned med et fly, der var på vej fra Bahamas til Miami. (Foto: © Rose Prouser, Scanpix)

I årene efter ægteskabet lagde mindst fire kvinder sag an mod R. Kelly for at have tvunget dem til sex med ham – og flere af dem var mindreårige.

Derfor blev musikeren anklaget for 21 tilfælde af børnepornografi i 2002. En video af sangeren, der havde sex med og urinerede en angiveligt 14-årig pige i munden, fik afgørende betydning, da sagen kom for retten i 2008. For selvom flere vidner bekræftede hendes identitet, nægtede pigen selv og hendes familie, at det var hende i videoen – og derfor kunne hendes alder ikke bestemmes.

R. Kelly blev af den grund frifundet i sagen.

Tiltalt for flere tilfælde af seksuelle overgreb og menneskehandel

Der skulle gå 11 år, før R. Kelly igen kom i politiets søgelys.

I begyndelsen af 2019 udkom dokumentaren 'Surviving R. Kelly', hvor flere kvinder stod frem og anklagede R. Kelly for at have begået overgreb mod dem.

Flere af kvinderne skulle angiveligt have været mindreårige på daværende tidspunkt.

Kort tid efter blev der udsendt en arrestordre mod R. Kelly, der blev anklaget for ti tilfælde af seksuelle overfald mod tre mindreårige og en myndig kvinde. Musikeren meldte sig selv til Chicagos politi efterfølgende.

Siden er sagen mod R. Kelly eksploderet.

R. Kelly er tiltalt for en række seksuelle sager. I september begynder endnu en retssag mod sangeren. (Foto: © Antonio Perez - Pool, Getty Images)

Et par måneder efter dokumentaren udkom, og efterlod folk verden over i chok, blev R. Kelly sigtet for endnu flere tilfælde.

Ifølge det nye anklageskrift skulle R. Kelly have været involveret i flere sexforbrydelser – blandt andet voldtægt, kidnapning og seksuel udnyttelse af kvinder og børn.

Han er også blevet sigtet for menneskehandel med henblik på prostitution.

I anklageskriftet tiltales R. Kelly for i mere end to årtier at have rekrutteret piger og kvinder til at være involveret i ulovligt seksuel aktivitet.

De anklager ham for blandt andet at have udset sig pigerne og kvinderne til koncerter for derefter at få sine ansatte til at føre dem backstage. Andre gange har han taget piger og kvinder med på sine rejser.

- R. Kellys Enterprise var ikke kun involveret i musik. Angiveligt jagtede foretagendet, på forandledning af R. Kelly, unge kvinder og teenagere, hvis drøm om at møde en superstjerne snart blev et mareridt bestående af voldtægt, børnepornografi og tvunget arbejde, udtaler anklager Maria Cruz Melendez i anklageskriftet.

R. Kelly anklages for at have betalt unge kvinder og mindreårige piger for at have sex med ham og for at have kontrolleret, hvornår pigerne og kvinderne måtte spise og gå på toilettet. Han skulle angiveligt også have isoleret dem fra deres familier og gjort dem økonomisk afhængige af ham.

Det er den sag, der nu begynder i dag. R. Kelly har siddet varetægtsfængslet i New York siden 2019, og erklærer sig uskyldig. Bliver han dømt, kan han risikere op mod 30 års fængsel.

Musikeren er også sigtet i en anden sag om pornografi og andre forhold, der kommer for retten i Chicago i september.