Amerikansk hitstjerne overrasker med comeback i Eurovision: 'Jeg har ingen ord'

Rapperen Flo Rida medvirker på årets Eurovision-bidrag fra lilleputstaten San Marino, og nyheden er blevet mødt med overraskelse og forvirring.

Rapperen Flo Rida har været med til at skrive årets Eurovision-sang for det lille land San Marino. Rapperen optræder selv på nummeret og medvirker også i musikvideoen til sangen, hvor han gør den italienske sanger Senhit selskab. (Foto: © Jason Merritt/TERM, Getty Images)

Apple Bottom-jeans.

Du ved sikkert ikke rigtig, hvad det betyder, men mon ikke du alligevel har skrålet med på monsterhittet 'Low' gennem årene?

Kæmpehittet, der handler om en vis "shawty" iført "apple bottom jeans" og "boots with the fur" (ringer der en klokke nu?), blev en sand verdensplage, da det udkom i 2007 - og nu gør manden bag et noget overraskende comeback.

Rapperen Flo Rida, der fik sit store gennembrud med netop 'Low', stiller nemlig op i årets udgave af musikkonkurrencen Eurovision Song Contest.

Sammen med den italienske sanger Senhit medvirker Flo Rida på sangen 'Adrenalina', der skal repræsentere lilleputstaten San Marino i årets konkurrence.

Flo Rida har ikke udgivet et album siden 2012, og Grand Prix-sangen er hans første udgivelse i tre år.

Hør Flo Rida gøre sin Grand Prix-debut på 'Adrenalina' her:

Med sin Eurovision-deltagelse slutter Flo Rida sig altså nu til Grand Prix-legender som ABBA, Lordi og Brødrene Olsen.

Nyheden om den amerikanske stjernerappers overraskende comeback er dog primært blevet mødt med forvirring og vantro på de sociale medier.

- At San Marino ville få hjælp fra Flo Rida, var ikke noget, jeg havde på min 'tip en 13'er'-liste for 2021, men se nu dér, skriver en bruger på Twitter.

- Da corona ramte, troede jeg ikke, noget nogensinde ville overraske mig igen, men nu skal Flo Rida repræsentere San Marino, og jeg… har ingen ord, skriver en anden.

- Jeg elsker, at Eurovision er så vanvittigt, at da jeg gik i bad, var alt (for en sjælden gangs skyld) stille og roligt, og da jeg kom ud igen, skal Flo Rida pludselig synge for San Marino, skriver en tredje Grand Prix-fan på Twitter.

Flo Rida fik i efteråret 2007 et enormt verdenshit med nummeret 'Low', der også ramte top ti på den danske hitliste. I sangen rapper Flo Rida blandt andet om en pige iført "Apple Bottom-jeans". Apple Bottom var et tøjmærke, startet af rapperen Nelly, der var særligt populært i USA i 00'erne. (Foto: © Michael Loccisano, Getty Images)

Endnu uvist om Flo Rida går på scenen

Det er endnu uvist om den 41-årige rapper, der også er kendt for hits som 'Whistle', 'Right Round', 'My House' og Sia-samarbejdet 'Wild Ones', rent faktisk vil være fysisk til stede ved dette års Eurovision Song Contest, der afholdes i Holland.

- Flo Rida har været en del af sangens produktion og er med i musikvideoen, men det er endnu ikke besluttet, om han vil være med på scenen i Rotterdam, udtaler holdet bag San Marinos Eurovision-deltagelse til Eurovision.tv.

Skulle han dukke op, ville det dog ikke være første gang, at en amerikansk superstjerne kaster glans over den europæiske musikkonkurrence.

I 2016, da showet blev afholdt i Stockholm, gæsteoptrådte Justin Timberlake i finalen, og i 2019 leverede poplegenden Madonna et udskældt pauseshow under Eurovision-finalen, der blev afholdt i Israel.

Selvom det altså stadig er uvist, om Flo Rida, der i virkeligheden hedder Tramar Dillard, kommer til at gæste Eurovision-scenen i år, tyder det på, at San Marino er på vej mod deres bedste resultat i konkurrencen nogensinde.

Lige nu spår nogle bookmakere landet, der med sine 61 kvadratkilometer er på størrelse med Fanø, en niendeplads i årets Eurovision-finale - noget bedre end den 19. plads, der er San Marinos hidtil bedste finaleplacering.

Det er da også erfarne kræfter, der står bag San Marinos Grand Prix-bidrag 'Adrenalina'.

Udover Flo Rida, som også selv har været med til at lave nummeret, er 'Adrenalina' blandt andre skrevet af sangskriverne bag den svenske Eurovision-vinder 'Heroes' fra 2015, samt danske Thomas Steengaard, som var med til at skrive 'Only Teardrops' med Emmelie de Forest, der i 2013 sikrede Danmark sin tredje Eurovision-sejr.

Hør eller genhør Flo Ridas kæmpehit 'Low' her:

Italienske Senhit skal synge for San Marino ved årets Eurovision Song Contest. Hun repræsenterede også landet tilbage i 2011. (Foto: © pressefoto, SMRTV)

Tyrker og tysker har også sunget for San Marino

Det lyder måske mærkeligt, at en amerikansk stjernerapper skal repræsentere verdens femtemindste land ved Eurovision, men det er faktisk langt fra første gang, at San Marino søger Eurovision-hjælp uden for landets grænser.

I 2018 blev landet repræsenteret af en sanger fra Malta og en rapper fra Tyskland - og en robot. I 2017 stod amerikaneren Jimmie Wilson på scenen for den lille enklave, og i både 2016 og 2019 havde den tyrkiske sanger - og tandlæge - Serhat æren af at repræsentere det sanmarinesiske flag.

San Marino, der ligger midt i Italien, har også flere gange fået hjælp af sine italienske naboer og sendt italienske musikere afsted til Eurovision - herunder årets deltager Senhit, som også sang for landet tilbage i 2011.

For at gøre det transeuropæiske kludetæppe komplet, har årets italienske bidrag i øvrigt et dansk islæt. Italienernes Eurovision-sang 'Zitti e buoni' fremføres nemlig af bandet Måneskin, hvis bassist, Victoria De Angelis, er halvt dansk.

Eurovision Song Contest afholdes i år i Rotterdam i Holland og finder sted den. 18., 20. og 22. maj. Det er gruppen Fyr & Flamme, der med nummeret 'Øve os på hinanden' skal repræsentere Danmark i årets konkurrence.