Pridens forperson gør klar til parade: Vi bliver ofte bedt om at skrue ned for åbenheden

For Lars Henriksen handler priden om at arbejde for sit liv og sine rettigheder.

Lars Henriksen har i fem år brugt sin fritid på at arrangere Copenhagen Pride. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Sophia Juliane Lydolph)

- For mig er den korrekte oversættelse af Pride: Selvfølelse. Og selvtillid. At man ranker ryggen og forlanger respekt om sin person og sin identitet.

Sådan lød det fra forpersonen for Copenhagen Pride, Lars Henriksen, da han i går tog en time ud af kalenderen for at svare på spørgsmål fra dr.dk's læsere om dette års pride-uge, der kulminerer i dag med en stor parade gennem Københavns gader.

Flere spurgte Lars Henriksen ind til den måde, LGBTQIA+-miljøet bliver fremstillet under paraden.

- Jeg har flere homovenner, der ser Priden som en slags karneval, hvormed Priden får fremstillet homoerne på en bestemt måde. Er dette retvisende?, spurgte Rasmus.

Det mener pridens forperson dog ikke, at det er. Det handler for ham om, at jo flere, der går med, jo flere forskellige mennesker er repræsenteret.

- Hvis jeg går ud og hiver hver 10. paillet af en drag queen, fordi der er folk, der synes, der er for meget glitter og fjer i paraden, så føler den pågældende sig ikke mere repræsenteret af den grund, og jeg har samtidig gjort mig skyldig i at begrænse en persons udtryksmuligheder.

Stor parade i dag

Pride-ugen startede i tirsdags og løber frem til søndag med en lang række arrangementer fra debatter til workshops, gratis koncerter og fester. Og så er der den store parade, som i dag kommer til at gå gennem København.

Ifølge Lars Henriksen vil flere end 35.000 mennesker gå med i paraden, mens de forventer mere end 250.000 tilskuere.

Copenhagen Pride Parade er hvert år fyldt med både fest og farver. Sidste års parade var ingen undtagelse. Arkivfoto fra paraden i 2017. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Hvilket af ugens mange arrangementer har Lars Henriksen så glædet sig mest til? Det ville en læser gerne vide. Men svaret var ikke så ligetil for manden i spidsen for det hele.

Dog var det en stor oplevelse, da Anne Linnet gav koncert på pridens store scene på Rådhuspladsen.

- Hun og hendes musik betyder så meget for så mange i LGBTQIA+-miljøet, og at høre hele rådhuspladsen synge med på hendes sange var virkelig et stort øjeblik.

Og så glæder Lars Henriksen sig til paraden, og til at skulle vie tre par på Nyholm.

Alle er velkomne

- Skal Pridens opgave også være at støtte folk, der eksempelvis er heteroseksuelle? Det spurgte læseren Michael om.

Selv om priden er åben for alle, er det LGBTQIA+-personer, der er omdrejningspunktet, forklarer Lars Henriksen.

- Copenhagen Pride laver aktiviteter og er en festival for, af og med LGBTQIA+-personer - og med udgangspunkt i de udfordringer, vi står med i samfundet.

- Vi er og bliver omdrejningspunktet, og det er os og vore liv, der sætter tonen for arrangementerne, men alle er velkomne til at deltage, når de gør det på en respektfuld, åben og inkluderende vis, lyder det fra forpersonen.

Det regnbuefarvede flag bruges ofte som symbol for LGBTQIA+-bevægelsen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Kan det ikke blive for meget?

- Har INTET imod LGBT, men synes det fylder for meget i mediebilledet. Det er trættende. Kan det ikke blive for meget?

Sådan lød et andet spørgsmål til Lars Henriksen fra læseren Kenneth.

- Det er en ”anklage”, vi tit hører, svarer han.

Men han mener, det handler om, at heteroseksuelle eller såkaldte cis-personer (personer, der - modsat transkønnede - identificerer sig med det køn, de blev tildelt ved fødslen) ikke selv tænker over, hvor meget deres egen seksualitet fylder i samtaler og i offentligheden.

- Når de taler om, hvad de lavede i weekenden, nævner deres kærestes navn, omtaler deres familie, har billeder af dem på skrivebordet og så videre.

- Men når vi som LGBTQIA+-personer gør nøjagtig det samme, bliver vi ofte, fordi vi støder an mod normen, opfattet som demonstrative og bedt om at ”skrue ned” for åbenheden, siger han.

Pride-paraden starter i dag klokken 13 og går fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhusplads via Frederiksberg Allé og Vesterbrogade. Hvis du vil ud og se paraden som tilskuer, kan du finde ruten her.