Det var i starten af folkeskolen. Jeg var seks-syv år gammel og lidt mere stille end de andre børn, så jeg var et let offer. Det begyndte med, at jeg var den, der altid var udenfor. Jeg blev valgt sidst, når vi spillede fodbold, og ingen gad lege med mig. Du ved, alle de typiske ting.
De sagde, jeg var underlig, og at jeg havde en stor næse. De kaldte mig nørd og stræber. Alt, hvad de kunne finde på - og ikke nødvendigvis ting, som var sande. De kunne også finde på at sige, at jeg tissede i sengen, selvom det ikke passede.
Mobningen fik mig til at føle mig magtesløs. Jeg tvivlede på mig selv, og jeg begyndte at spørge mig selv: 'Er jeg god nok til dem? Og har de en pointe med de ting, de mobber mig med?'
Jeg husker særligt en gang, de gjorde grin med min næse i frikvarteret. Jeg klatrede op i et træ, fordi jeg var bange, og oppe i træet havde jeg ligesom mit safe space. Så jeg gemte mig der, mens de stod under træet og råbte grimme ting ad mig. På et tidspunkt smuttede de, men jeg blev siddende deroppe. Men så kom der pludselig en lærer og skældte mig ud over, at jeg i min nervøsitet havde siddet og knækket små grene af træet. Det føltes, som om alle var ude efter mig.
Jeg var nederst i hierarkiet. Men så kom en anden til.
Der kom en pige, som var blevet fjernet fra sine forældre, fordi de havde alvorlige sociale problemer. Nu skulle hun bo hos sine bedsteforældre i min by. Hun var ny i klassen og tilmed overvægtig. Ikke en særlig heldig kombination - i hvert fald ikke i min klasse.
Lille Mike tænkte: ’Cool, vi gør grin med hende, så gør de ikke grin med mig længere.’
Så jeg tilsluttede mig de andre, og vi begyndte at gøre grin med hende i stedet. Vi kaldte hende for eksempel 'tyksak'.
Vi mobbede hende hele tiden. En dag blev det så meget for hende, at hun sked i bukserne. Det siger noget om den tilstand, hun var i.
Hun var helt alene og havde ingen venner. Der var ingen, der ville have med hende at gøre. Jeg tror, folk var bange for, at de ville blive mobbet, hvis de hang ud med hende. Det var lidt som om, at hvis du snakkede med hende, var du klam.
Efter hun kom til, slap jeg selv for mobning. Men jeg var altid meget opmærksom på, hvad jeg gjorde og sagde foran de andre, for jeg var stadig bange for, at de ville mobbe mig igen.
Så jeg havde altid en maske på og prøvede at være hårdere, end jeg egentlig var. Men det syge er, at de blev mine venner, og jeg hang ud med dem resten af min skoletid.
Jeg føler afsky over for den beslutning, jeg traf. Jeg gav afkald på mine værdier for at være sammen med nogle røvhuller. Men det var åbenbart vigtigere for mig at have venner end at stå fast på mine principper. Det giver sikkert mening, når man tager i betragtning, at jeg var barn. Men i dag ville jeg aldrig gøre noget lignende.
Jeg så hende på busstationen i sommer, da jeg besøgte min familie i min hjemby.
Jeg tænkte: ’Oh shit’. Det fremkaldte nogle følelser hos mig. Det mindede mig om, hvor træls jeg har været over for et andet menneske.
Jeg overvejede at sige 'hej', men gjorde det ikke. Jeg var bange for, hvordan hun ville reagere, hvis jeg kom der: ’Hej med dig. Ja, det var mig, der gjorde dit liv til et helvede, da du var barn, og gav dig en masse ar på sjælen.’
Det er sikkert ikke nemt for hende i dag. Hele hendes barndom har hun fået at vide, at hun var mindre værd. Jeg tror, det sætter nogle spor, som går over i voksenalderen. Det er også sådan, jeg selv har det.
Jeg er stadig bange for at blive udstillet. For eksempel er jeg bange for at få mit navn i medierne i forbindelse med den her artikel. Jeg er bange for, at nogen vil gøre grin med mig.
Jeg holder mig altid lidt under radaren i sociale situationer. Og når jeg møder nye mennesker, er jeg tilbageholdende. Der går et stykke tid, før jeg stoler på folk.
Jeg skammer mig over det, jeg har gjort. Jeg ønsker, jeg kunne lave det om. Ønsker, jeg havde haft styrken til at sige fra.
Jeg håber, at hun har det godt. Og hvis ikke, at hun så har søgt hjælp.
Mike har ikke ønsket at stå frem med sit efternavn i denne artikel. Redaktionen er bekendt med Mikes fulde navn.